Brazil

Plot

Filmen foregår i en dystopisk, bureaukratisk fremtid. Sam Lowry er en lavtstående regeringsansat. Han dagdrømmer og ser sig selv som en bevinget kriger, der redder en jomfru i nød. En flue kommer i klemme i en printer og skaber en fejl. Dette resulterer i, at Archibald Buttle anholdes i stedet for Archibald Tuttle. Buttle dør under afhøringen. Tuttle er en oprørsk airconditionreparatør og mistænkt terrorist.

Sam får til opgave at rette op på tingene. Sam besøger Buttles enke og møder deres nabo, Jill Layton. Han er forbavset over at opdage, at hun ligner kvinden i hans drøm. Jill har forsøgt at hjælpe fru Buttle med at finde ud af, hvad der skete med hendes mand. Hendes bestræbelser er blevet blokeret af bureaukratiet. Uden at hun ved det, anses hun nu for at være Tuttles medskyldige terrorist. Dette skyldes hendes forsøg på at indberette fejlen om Buttles anholdelse.

Sam rapporterer om en fejl i airconditionen i sin lejlighed. Central Services vil ikke hjælpe. Tuttle kommer ham uventet til hjælp. Tuttle har tidligere arbejdet for Central Services. Han forlod det på grund af sin uvilje mod papirarbejdet. Tuttle reparerer Sams klimaanlæg. Derefter ankommer to medarbejdere fra Central Services, Spoor og Dowser. Sam er nødt til at distrahere dem for at lade Tuttle slippe væk. Arbejderne vender senere tilbage for at smadre Sams klimaanlæg under påskud af at reparere det.

Sam opdager, at den eneste måde at få mere at vide om Jill på er at blive forfremmet til informationssøgning. Her vil han kunne få adgang til hendes hemmelige optegnelser. Han har tidligere afvist en forfremmelse, som hans mor Ida havde arrangeret. Hun er besat af at få foretaget plastikkirurgi af kosmetisk kirurg Dr. Jaffe. Til Idas fest taler Sam med viceminister Helpmann. Han får sin forfremmelse.

Sam får Jills journaler. Han opsporer hende, før hun kan blive arresteret. Derefter forfalsker han journalerne for at sige, at hun er død. Det gør det muligt for hende at flygte. De to deler en romantisk nat sammen. De bliver arresteret af regeringen under trusler med en pistol. Sam bliver anklaget for forræderi for at have misbrugt sin nye stilling. Sam bliver fastspændt i en stol i et stort rum. Han skal tortureres af sin gamle ven, Jack Lint. Sam får at vide, at Jill blev dræbt, da hun gjorde modstand mod anholdelsen.

Jack er ved at begynde torturen. Tuttle bryder ind i ministeriet, skyder Jack, redder Sam og sprænger ministeriets bygning i luften.

Sam og Tuttle flygter sammen. Tuttle forsvinder midt i en masse papirrester fra den ødelagte bygning.

Sam snubler ind til Ida's venindes begravelse. Veninden var død efter for meget kosmetisk kirurgi. Sam opdager, at hans mor nu ligner Jill. Hun har alt for travlt med at blive beundret af unge mænd til at bekymre sig om sin søns situation.

Vagter forstyrrer begravelsen. Sam falder ned i den åbne kiste. Han falder ned i et sort tomrum. Han lander på en gade fra sine dagdrømme. Han forsøger at undslippe politiet og monstre ved at klatre op ad en bunke fleksible rør.

Han åbner en dør og går igennem den. Han bliver overrasket over at befinde sig i en lastbil, der køres af Jill. De to forlader byen sammen.

Denne "lykkelige slutning" er imidlertid en illusion. I virkeligheden er han stadig fastspændt til stolen. Det antydes, at han er blevet lobotomiseret af Jack. Da det går op for Jack og hr. Helpmann, at Sam er faldet ned i lykkelig sindssyge, erklærer de ham for en tabt sag og forlader rummet. Sam bliver siddende i stolen og smiler og nynner "Aquarela do Brasil".

Cast

Hovedrolle

• Jonathan Pryce som Sam Lowry. Pryce har beskrevet rollen som et af højdepunkterne i sin karriere. Tom Cruise blev også overvejet til rollen.
• Kim Greist som Jill Layton. Gilliams første valg til rollen var Ellen Barkin; Jamie Lee Curtis, Rebecca De Mornay, Rae Dawn Chong, Joanna Pacuła, Rosanna Arquette, Kelly McGillis og Madonna var også i betragtning. Gilliam var angiveligt utilfreds med Greists præstation og valgte at klippe eller redigere nogle af hendes scener som følge heraf.
• Robert De Niro som Archibald "Harry" Tuttle. De Niro ville stadig gerne have en rolle i filmen efter at være blevet nægtet rollen som Jack Lint, så Gilliam tilbød ham den mindre rolle som Tuttle.
• Katherine Helmond som Mrs. Ida Lowry. Ifølge Helmond ringede Gilliam til hende og sagde: "Jeg har en rolle til dig, og jeg vil have dig til at komme over og spille den, men du kommer ikke til at se særlig pæn ud i den." Gilliams kone, Maggie, lagde make-up på. Under produktionen tilbragte Helmond ti timer om dagen med en maske limet fast til sit ansigt; hendes scener måtte udsættes på grund af de vabler, som dette forårsagede.
• Ian Holm som Mr. Kurtzmann, Sams chef.
• Bob Hoskins som Spoor, en statsansat varmeingeniør, der er utilfreds med Harry Tuttle.
• Michael Palin som Jack Lint. Robert De Niro læste manuskriptet og udtrykte interesse for rollen, men Gilliam havde allerede lovet rollen til Palin, som var en ven og fast samarbejdspartner. Palin beskrev karakteren som "en person, der var alt det, som Jonathan Pryces karakter ikke var: han er stabil, han havde en familie, han var veltilpas, komfortabel, hårdtarbejdende, charmerende, omgængelig - og fuldstændig og totalt skruppelløs. Det var den måde, vi følte, at vi kunne få det onde frem i Jack Lint på."
• Ian Richardson som Mr. Warrenn, Sams nye chef hos Information Retrieval.
• Peter Vaughan som hr. Helpmann, viceminister for information.

Medvirkende

• Jim Broadbent som doktor Louis Jaffe, Ida Lowrys plastikkirurg.
• Brian Miller som Archibald Buttle, manden, der blev fængslet og ved et uheld dræbt for Archibald Tuttles forbrydelser.
• Sheila Reid som fru Veronica Buttle, Archibald Buttles enke.
• Barbara Hicks som fru Alma Terrain.
• Kathryn Pogson som Shirley Terrain, Almas datter.
• Bryan Pringle som tjeneren Spiro.
• Derrick O'Connor som Dowser, Spoors partner.
• Elizabeth Spender som Alison "Barbara" Lint, Jacks kone.
• Holly Gilliam, datter af instruktør Terry Gilliam, i rollen som Holly Lint, Jacks datter.
• Derek Deadman og Nigel Planer som Bill og Charlie, der reparerer Buttles' loft.
• Gorden Kaye som M.O.I.-portøren.
• Myrtle Devenish som Jacks sekretær.
• Roger Ashton-Griffiths som præst.
• Jack Purvis som doktor Chapman.
• Andre Gregory som Luke

Cameoer

• Medforfatter Charles McKeown som Harvey Lime, Sams kollega.
• Instruktør Terry Gilliam som den rygende mand i Shang-ri La Towers.

Produktion

Skrivning

Gilliam udviklede historien og skrev det første udkast til manuskriptet sammen med Charles Alverson. Alverson blev betalt for sit arbejde, men blev ikke krediteret.

Gilliam, McKeown og Stoppard arbejdede sammen om yderligere udkast. Brazil blev udviklet under titlerne The Ministry og 1984 ½. Dette henviste til Orwells oprindelige Nineteen Eighty-Four og også til 8½ af Federico Fellini. Gilliam nævner Fellini som en af denne instruktør indflydelse. Under filmens produktion svævede andre arbejdstitler rundt. Disse omfattede The Ministry of Torture, How I Learned to Live with the System-So Far og So That's Why the Bourgeoisie Sucks. Det endelige valg af Brazil vedrørte navnet på signaturmelodien.

I et interview med Salman Rushdie udtalte Gilliam:

Brasilien kom specifikt fra den tid, fra den tid, hvor man nærmede sig 1984. Den var nært forestående. Faktisk var den oprindelige titel på Brazil 1984 ½. Fellini var en af mine store guder, og det var 1984, så lad os sætte dem sammen. Desværre lavede den skiderik Michael Radford en version af 1984, og han kaldte den 1984, så jeg var forpustet.

Gilliam kalder nogle gange denne film for den anden i sin "Trilogi af fantasi"-film, der starter med Time Bandits (1981) og slutter med Baron Münchhausens eventyr (1988). Alle handler de om "galskaben i vores akavet ordnede samfund og ønsket om at undslippe det med alle mulige midler". Alle tre film fokuserer på disse kampe og forsøg på at undslippe dem gennem fantasi - Time Bandits gennem et barns øjne, Brazil gennem en mand i trediverne og Munchausen gennem en ældre mands øjne. I 2013 kaldte Gilliam også Brazil for første del af en dystopisk satiretrilogi, som den danner sammen med 12 Monkeys fra 1995 og The Zero Theorem fra 2013 (selv om han senere ville benægte at have sagt dette).

Gilliam har udtalt, at Brazil var inspireret af George Orwells Nineteen Eighty-Four. Selv om han har indrømmet, at han aldrig har læst den. Kritikere har påpeget mange ligheder og forskelle mellem de to film.

Formen 27B/6 i Brasilien er en hentydning til George Orwells lejlighed i 27B Canonbury Square i London. Det var her, Orwell boede, mens han skrev dele af Nineteen Eighty-Four.

Produktionsdesign

Gilliam bruger ofte meget brede objektiver og skæve kameravinkler. Disse er usædvanligt brede i forhold til almindelige Hollywood-produktioner. Gilliam har lavet filmens vidvinkeloptagelser med 14 mm (Zeiss), 11 mm og 9,8 mm (Kinoptik) objektiver. 9,8 mm-objektivet var en nyere teknologisk innovation. Det var et af de første objektiver med meget kort brændvidde, som ikke havde fiskeøje. I årenes løb er 14 mm-objektivet blevet uformelt kendt som "Gilliam-objektivet" blandt filmskabere. Det skyldes, at instruktøren har brugt det ofte siden Brazil.

Musik

Geoff Muldaur fremførte en version af Ary Barrosos berømte sang "Aquarela do Brasil" fra 1939. Navnet betyder "Brasiliens akvarel". Det kaldes ofte blot "Brazil" på engelsk.

Musikken er arrangeret af MichaelKamen. Hans orkestrering til filmen gjorde den mere acceptabel for den moderne smag. Denne version bruges ofte i sammenhænge, der ikke har meget med Brasilien at gøre, men mere med Gilliams dystopiske vision.

Kamen, der har lavet filmens musik, indspillede oprindeligt "Brazil" med vokal af Kate Bush. Denne indspilning blev ikke medtaget i selve filmen eller i den oprindelige udgivelse af soundtracket. Den er blevet medtaget på senere udgivelser af soundtracket.

Gilliam husker, at han fik inspiration til at bruge sangen:

Dette sted var en metallurgisk by, hvor alt var dækket af et gråt metalstøv... Selv stranden var helt dækket af støv, det var virkelig mørkt. Solen var ved at gå ned og var meget smuk. Kontrasten var ekstraordinær. Jeg havde dette billede af en mand, der sad der på denne beskidte strand med en bærbar radio, der var indstillet på disse mærkelige eskapistiske latinske sange som Brazil. Musikken tog ham på en eller anden måde væk og fik verden til at virke mindre blå for ham.

Udgivelse

Kampen om final cut

Filmen blev produceret af Arnon Milchans selskab Embassy International Pictures. Gilliams originale klipning af filmen er 142 minutter lang og slutter på en mørk tone. Denne version blev udgivet internationalt af 20th Century Fox.

Den amerikanske distribution blev varetaget af Universal, hvis ledere mente, at slutningen blev testet dårligt. Universals bestyrelsesformand Sid Sheinberg insisterede på en dramatisk omredigering af filmen for at give den en lykkelig slutning. Han foreslog, at man testede begge versioner for at se, hvilken der gav flest point. På et tidspunkt var der to redigeringshold, der arbejdede på filmen, hvoraf det ene var uden Gilliams vidende. En version af Brazil blev skabt af studiet med en mere forbrugervenlig slutning.

Der var en lang forsinkelse, og der var ingen tegn på, at filmen ville blive udgivet. Gilliam indrykkede en helsides annonce i fagbladet Variety, hvori han opfordrede Sheinberg til at udgive Brazil i den planlagte version. Sheinberg talte offentligt om sin strid med Gilliam i interviews og indrykkede sin egen annonce i Daily Variety med tilbud om at sælge filmen. Gilliam foretog private fremvisninger af Brazil (uden studiets godkendelse) for filmskoler og lokale kritikere. Samme aften som Universals prisudfordrer Out of Africa havde premiere i New York, fik Brazil tildelt Los Angeles Film Critics Association prisen for "Bedste film". Dette fik Universal til endelig at gå med til at udgive en ændret 132-minutters version under tilsyn af Gilliam i 1985.

Modtagelse

På Rotten Tomatoes har filmen en rating på 98 %. Kritikkerne er enige om følgende: "Brazil, Terry Gilliams visionære orwellske fantasi, er en dristig mørk komedie fyldt med mærkelige, fantasifulde billeder."

På Metacritic fik den 88 %.

Kenneth Turan, anmelder på Los Angeles Times, beskrev filmen som "det mest potente stykke satirisk politisk film siden Dr. Strangelove".

Janet Maslin fra New York Times skrev: "Terry Gilliams Brazil, en munter, vittig vision af en ekstremt dyster fremtid, er et fremragende eksempel på komediens evne til at understrege seriøse idéer, selv alvorlige idéer."

Roger Ebert var mindre begejstret i Chicago Sun-Times, hvor han gav filmen to ud af fire stjerner og hævdede, at den var "svær at følge med i".

Anerkendelser

I 2004 kårede Total Film Brazil som den 20. bedste britiske film nogensinde.

I 2005 kårede Time-filmkritikerne Richard Corliss og Richard Schickel Brazil som en af de 100 bedste film nogensinde.

I 2006 kårede Channel 4 Brazil som en af de "50 film, man skal se, før man dør", kort før den blev sendt på FilmFour.

Filmen er nummer 83 på Empire Magazine's liste over de 500 største film nogensinde.

Wired placerede Brasilien som nummer 5 på sin liste over de 20 bedste sci-fi-film.

Entertainment Weekly har anført Brazil som det sjette bedste science fiction-medie, der er udgivet siden 1982. Magasinet placerede også filmen som nr. 13 på deres liste over "The Top 50 Cult Films".

Filmen blev nomineret til to Oscar-priser: for det originale manuskript og for bedste kunstneriske instruktion.

Ifølge Gilliam i et interview med Clive James i hans onlineprogram Talking in the Library er Brazil - til hans overraskelse - tilsyneladende en favoritfilm for den yderste højrefløj i USA.

Hjem medier

Brazil er blevet udgivet fire gange af The Criterion Collection: som en fem-disc LaserDisc-boks i 1996, en tre-disc DVD-boks i 1999 og 2006, en enkelt DVD i 2006 og en to-disc Blu-ray-boks i 2012. Emballagen til bokssættene med tre diske fra 1999 og 2006 er identisk i udseende, men sidstnævnte udgivelse er kompatibel med widescreen-tv'er.

Bortset fra single-disc-versionen har alle versioner de samme specialfunktioner: en 142-minutters klipning af filmen (af Gilliam omtalt som den "femte og endelige klipning"), Sheinbergs 94 minutters "Love Conquers All"-klipning til syndikeret tv samt forskellige gallerier og featuretter.

En Blu-ray med den 132 minutter lange amerikanske version af filmen blev udgivet i USA den 12. juli 2011 af Universal. Den indeholder kun denne version af filmen og ingen ekstra funktioner.

Indflydelse

Film

Andre film, der har hentet inspiration fra Brasiliens filmkunst, kunstdesign og/eller den overordnede atmosfære, er Jean-Pierre Jeunets og Marc Caros film Delicatessen (1991) og The City of Lost Children (1995), Rocky Morton og Annabel Jankels Super Mario Bros. (1993), Coen-brødrenes The Hudsucker Proxy (1994) og Alex Proyas' Dark City (1998).

Tim Burtons Batman-film er blevet sammenlignet med Brazil med hensyn til produktionsdesign og lysstil. Tim Burton og produktionsdesigner Anton Furst studerede Brasilien som reference for Batman.

Slutningen på Neil Marshalls The Descent var meget inspireret af Brazil's, og Marshall forklarede i et interview, at "den oprindelige slutning på Brazil var en stor inspiration for den oprindelige slutning på The Descent - ideen om, at nogen kan blive sindssyg udadtil, men at de indeni har fundet lykken".

Teknologi

Den højteknologiske æstetik i Brasilien har inspireret scenografien af Max Cohens lejlighed i filmen Pi. Brasilien har også været en inspirationskilde til filmen Sucker Punch (2011).

Brasilien er også blevet anerkendt som en inspirationskilde for forfattere og kunstnere inden for steampunk-subkulturen.

Den dystopiske præmis i videospillet We Happy Few fra 2018 er i høj grad inspireret af Brasilien.