Rosalind Franklin (Notting Hill, London, 25. juli 1920 - London, 16. april 1958) var en britisk biofysiker og kemiker, som spillede en central rolle i opklaringen af DNA's tredimensionelle struktur. Hun var allerede som ung målrettet mod en videnskabelig karriere og gik på St. Paul's Girls' School, hvorefter hun studerede naturvidenskab på Newham College i Cambridge. På Newham College tog hun sin ph.d. i fysisk kemi, hvor hun undersøgte strukturen af kul og kulstofforbindelser.

Tidlige forskningsår og arbejde i Paris

Efter ph.d.-afhandlingen arbejdede Franklin med materialeforskning, blandt andet på områder som porøse kulstoffer og elektrokemi. I 1947 flyttede hun til Laboratoire Central des Services Chimiques de l'État i Paris, hvor hun i flere år studerede krystaller og udviklede sine færdigheder i røntgenkrystallografi. Erfaringen fra Paris blev vigtig for hendes senere arbejde med nukleinsyrer og virus.

Røntgenkrystallografi af DNA

I 1951 vendte Franklin tilbage til London og begyndte at arbejde på King's College. Hendes hovedopgave var at tage detaljerede røntgenbilleder af DNA for at fastlægge molekylets form og rumlige opbygning. Dette var teknisk krævende arbejde med datidens simple udstyr, og det krævede stor omhu i prøveforberedelse og eksponering. Under arbejdet samarbejdede hun tæt med forskningsassistenten Raymond Gosling, som tog mange af de fotografier, der senere blev berømte.

På King's College var samarbejdet med kollegaen Maurice Wilkins præget af misforståelser og gensidig uro om arbejdsdeling og kommunikation. Franklin foretrak at arbejde tæt sammen med Gosling frem for Wilkins, men hun gennemførte alligevel grundige eksperimenter, som viste vigtige træk ved DNA: forskellige hydratiseringsgrader gav forskellige former (bl.a. A- og B-formen af DNA), og hendes data pegede på, at sukker-fosfatryggen lå udad på helixstrukturen.

Photo 51 og betydningen for DNA-modellen

Et af de mest kendte billeder fra Franklins arbejde er den røntgenoptagelse, der senere er blevet kaldt "Photo 51" — et klart billede af B-formen af DNA, som tydeligt viste en helixstruktur. I 1951 præsenterede Franklin nogle af sine tidlige resultater på en konference, hvor James D. Watson deltog. Watson og Francis Crick arbejdede samtidig med at bygge teoretiske modeller for DNA-helixen. De brugte både offentliggjorte og — ifølge historikere — nogle af Franklins upublicerede målinger som grundlag for deres modelbygning.

Watson og Crick fremlagde deres endelige model af DNA i 1953. Samme år publicerede Franklin og Gosling også egne resultater i tidsskriftet Nature. Diskussionen om, i hvilket omfang Franklin fik anerkendelse for sit bidrag, har været genstand for megen debat: mange historikere mener, at hendes data var afgørende for at bestemme den korrekte helixmodel, og at hun ikke oprindeligt fik fuld kredit for dette.

Senere arbejde med virus

Efter sit arbejde med DNA forlod Franklin King's College i 1953 og tog til Birkbeck College, University of London, hvor hun fokuserede på strukturen af vira, herunder tobaksmosaikvirus et. Hun anvendte sine færdigheder i røntgenkrystallografi og elektronmikroskopi til at studere virale partikler og RNA, og hun fortsatte med at bidrage væsentligt til molekylær virologi indtil sin alt for tidlige død.

Sygdom, død og eftermæle

Franklin døde af kræft i æggestokkene i 1958, 37 år gammel. Nobelpriser uddeles normalt ikke efter en persons død, og da Nobelprisen i fysiologi eller medicin i 1962 blev tildelt FrancisCrick, James D. Watson og Maurice Wilkins, var Rosalind Franklin ikke blandt modtagerne. Mange senere opgørelser og biografier har dog anerkendt hendes centrale rolle i opklaringen af DNA-strukturen.

Arv og anerkendelse

  • Franklins arbejde er i dag bredt anerkendt som fundamentalt for forståelsen af DNA's struktur og for udviklingen af molekylærbiologi.
  • Hun tæller som en pioner inden for anvendelsen af røntgenkrystallografi til biologiske molekyler og for strukturel virusforskning.
  • Efter hendes død er hun blevet hædret med talrige mindesmærker, biografier og opkaldte institutioner og priser, og hendes liv bruges ofte som eksempel på kvinders bidrag og udfordringer i naturvidenskaben.

Rosalind Franklin er i dag et symbol på videnskabelig dygtighed og integritet — en forsker, hvis omhyggelige eksperimentelle arbejde lagde grundlaget for et af de vigtigste gennembrud i 1900-tallets biologi.