Nicolas Steno — dansk geolog og anatom, grundlægger af stratigrafi (1638–1686)

Nicolas Steno (1638–1686): Dansk anatom og geolog, pioner og grundlægger af stratigrafi — hans opdagelser ændrede forståelsen af jordens lag og den videnskabelige metode.

Nicolas Steno, også stavet Nicolas Steno, som levede 1. januar 1638 - 25. november 1686 (NS: 11. januar 1638 - 5. december 1686) var en dansk katolsk gejstlig og videnskabsmand, der var pioner inden for både anatomi og geologi. Han er internationalt berømt både for sine anatomiske opdagelser — bl.a. den store spytkirtelgang, ofte omtalt som Stenos gang eller ductus Stenonius — og for sine tidlige, systematiske iagttagelser af jordlag og fossiler.

Liv og uddannelse

Steno blev født i København og modtog tidligt en grundlæggende naturvidenskabelig og medicinsk uddannelse, som førte ham til flere centre for anatomi i Europa. Han skiftede fra at være nysgerrig student til aktiv eksperimentator og anatom, og hans arbejde i slutningen af 1600-tallet satte nye standarder for præcis observation og beskrivelse inden for medicin og naturhistorie.

Metode og holdning

I 1659 besluttede han sig for ikke at acceptere noget, der stod skrevet i en bog, og besluttede i stedet at finde ud af tingene selv. Denne beslutning afspejler hans intention om at basere viden på direkte iagttagelse og forsøg frem for på ren autoritet — en holdning, der gjorde ham til en af forløberne for den moderne empiriske videnskabelige metode.

Bidrag til anatomi

• Stenos gang (ductus Stenonius): Han beskrev udførselsgangen fra den store spytkirtel (parotis), som senere fik sit navn efter ham.
• Muskelanatomi: Hans værk Elementorum myologiae specimen (1667) indeholdt detaljerede studier af musklers struktur og deres påhængninger, udført med stor præcision og illustrativ klarhed.

Grundlægger af stratigrafi

Steno regnes som geologiens og stratigrafiens fader. ^{4; 96} Hans vigtigste geologiske arbejde findes i afhandlingen De solido intra solidum naturaliter contento (1669), hvor han præsenterede observationer og principper, som siden er blevet grundpiller i tolkningen af jordlag:

• Princippet om original horisontalitet: Sandsynligvis dannes lagene i horisontal eller næsten horisontal stilling.
• Princippet om superposition: I en lagserie er det underste lag typisk ældst, og de øverste lag er yngre.
• Princippet om lateral kontinuitet: Lag strækker sig ud i siderne, indtil de tynder ud eller møder barrierer.

Derudover viste han — gennem studiet af bl.a. hajtænder, der tidligere blev opfattet som »tongsten« eller mineraler — at mange fossiler stammer fra organismer og derfor kan bruges som vidnesbyrd om tidligere forhold og tidspunkter i jordens historie. Hans observationer banede vej for at aflæse jordens historie gennem dens lag og fossiler og gjorde ham central for både geologi og palæontologi.

Senere liv og religiøs omvendelse

I anden halvdel af livet konverterede Steno til den katolske tro, trådte ind i kirkens tjeneste og blev senere præst og biskop. Hans religiøse vocation og hans videnskabelige arbejde levede parallelt, og hans liv afsluttedes i 1686, da han døde i Schwerin. Hans personlige fromhed og tjeneste i kirken førte senere til, at han blev saligkåret (beatificeret) af pave Johannes Paul II i 1988.

Arv

Stenos kombination af nøjagtig anatomi, eksperimentel metode og skarpe, veldokumenterede iagttagelser af jordens lag gør ham til en nøglefigur i overgangen fra naturfilosofi til moderne naturvidenskab. Hans principper for lagdannelse er fortsat grundlæggende i geologi og anvendes i både feltstudier og teoretiske analyser af jordens historie.

Søg efter bogstav