Den afrikanske plade er en stor tektonisk plade. Den omfatter en stor del af det afrikanske kontinent samt den oceaniske skorpe, der ligger mellem kontinentet og forskellige omkringliggende oceaniske rygge. Da det afrikanske kontinent omfatter både den afrikanske og den somaliske plade, omtales den afrikanske plade i visse litteraturer som den nubiske plade for at skelne den fra kontinentet som helhed.

For mellem 60 millioner år siden (mya) og 10 mya begyndte den somaliske plade at rive sig løs fra den afrikanske plade langs den østafrikanske revne.

En hypotese går ud på, at der er en kappeplume under Afar-regionen. En anden hypotese går ud på, at rifting blot er en svaghedszone, når pladerne mod øst bevæger sig mod nord.

Den afrikanske plades hastighed er ca. 2,15 cm (0,85 tommer) om året. Den har bevæget sig i løbet af de sidste ca. 100 millioner år i en generel nordøstlig retning. Det trækker den tættere på den eurasiske plade. Der sker subduktion, hvor oceanisk skorpe møder kontinentalskorpen (i dele af det centrale og østlige Middelhavsområde).

Langs sin nordøstlige kant er den afrikanske plade afgrænset af Rødehavskløften, hvor den arabiske plade bevæger sig væk fra den afrikanske plade.

Den afrikanske, somaliske og arabiske plade var alle engang en del af det store sydlige superkontinent Gondwana, ligesom det indiske subkontinent.

Tektoniske grænser og hovedtræk

Den nubiske (afrikanske) plade har en række forskellige typer pladegrænser:

  • Spredningszoner (rifter) mod øst og nordøst, fx den østafrikanske rift og Rødehavet.
  • Transform- og spredningsforbindelser mod sydøst ved Adenbugten og de omkringliggende oceaniske rygge.
  • Konvergente / subduktionsrelaterede områder i det østlige Middelhav, hvor dele af oceanisk skorpe møder eurasisk kollisionskompleks.

Disse grænser forklarer, hvorfor Afrika både oplever riftning og indtrykning i forskellige regioner.

Østafrikanske rift og riftzoners udvikling

Den østafrikanske rift (ofte omtalt som East African Rift System) er et sammenhængende netværk af revner og forkastninger, der strækker sig over tusinder af kilometer fra det sydlige Etiopien gennem Østafrika mod Mozambique. Riftningen foregår i flere stadier:

  • Initial strækning og forkastningsdannelse, hvor kontinentalskorpen tyndes og hæver sig.
  • Vulkanisk aktivitet og intrusion af basaltisk magma, som svækker skorpen yderligere.
  • Senere stadium, hvor riftet kan udvikle sig til en ny oceanbassin, hvis spredningen fortsætter over millioner af år.

I praksis ses lokale forskelle i riftaktiviteten: nogle segmenter er aktive med lettilgængelig smeltemasse og hyppige vulkanudbrud, mens andre er mere passive eller døende.

Afar, kappeplume og mekanismer

Afar-trekanten i det nordøstlige Etiopien udgør en vigtig triple junction, hvor Rødehavet, Adenbugten og den østafrikanske rift mødes. Hypotesen om en kappeplume under Afar forsøger at forklare det store volumen af basaltisk smelte, den regionale opbuling og varmeflow i området. Alternativt forklares riftingen af differential bevægelse mellem pladestykker, svækkede zone i litosfæren og traction fra omkringliggende plader.

Vulkanisme, seismisk aktivitet og landskabsændringer

Riftzoner og områder tæt på pladegrænser er præget af:

  • Vulkanisme: både store skjoldvulkaner og mere eksplosive systemer forekommer, hvilket skaber nye lavafelter og påvirker landskabet.
  • Jordskælv: rifting og forkastninger giver ofte moderate til kraftige jordskælv, især i aktive segmenter af riftet.
  • Topografisk ændring: opbuling af riftflanker, dannelse af søbassiner (fx nogle store søer i den vestlige rift) og langvarig erosion.

Interaktion med Eurasien og geologiske konsekvenser

Den generelle nordøstlige bevægelse af den afrikanske/nubiske plade mod den eurasiske plade har gennem geologisk tid medført subduktion, sammenstød og bjergkædedannelse i Middelhavsregionen. Dette forklarer en del af den seismiske og vulkanske aktivitet i det centrale og østlige Middelhav samt dannelsen af komplekse bøjninger og uplift i både Europa og Nordafrika.

Historie og fremtid

Som del af det tidligere Gondwana hænger Afrikas geologiske historie sammen med Sydamerika, Indien, Antarktis og Australien. Den nuværende riftning betyder, at dele af det østlige Afrika over millioner af år kan bryde helt fra det vestlige segment og potentielt danne et nyt ocean. Det er en proces, der foregår over titalls til hundreder af millioner af år, så ændringerne er langsomme fra et menneskeligt perspektiv.

Praktisk betydning

For samfund og miljø betyder pladetektonikken i regionen blandt andet:

  • Risiko for jordskælv og vulkanudbrud i befolkede områder.
  • Muligheder for geotermisk energi i aktive riftområder.
  • Langsigtede ændringer i hydrologi og landskab, som kan påvirke landbrug og bosætning.

Sammenfattende er den afrikanske (nubiske) plade et dynamisk pladestykke med både riftning og konvergens ved sine grænser. De processer, der foregår — fra lokale riftzoner til kollisioner i Middelhavet — former kontinentets geologi og har direkte konsekvenser for natur, ressourcer og risiko i regionen.