Millard Fillmore (7. januar 1800 – 8. marts 1874) var USA's 13. præsident, i embedet fra 1850 til 1853. Han var den sidste præsident fra Whig-partiet og – indtil i dag – den sidste præsident, der ikke tilhørte hverken demokrat eller republikaner.

Tidlige år og politisk opvækst

Fillmore blev født i Summerhill i delstaten New York som søn af en fattig landmandsfamilie. Han fik begrænset skolegang som barn, blev lærling hos en skrædder og arbejdede sig senere frem gennem selvstudium. Efter at have læst jura blev han optaget i advokatsamfundet og begyndte en karriere som advokat. Politisk var han aktiv i New York-staten og steg gradvist i graderne til nationale embeder, hvor han gjorde sig bemærket som moderat konservativ whig.

Vejen til vicepræsidentskab og præsidentskab

Fillmore blev valgt som vicepræsident på præsidentkandidaten Zachary Taylors billet i 1848. Han tiltrådte som præsident den 9. juli 1850, efter at Taylor døde af sygdom. Som præsident søgte Fillmore at bevare unionen gennem kompromiser mellem Nord og Syd i en tid med voksende spændinger om slaveri.

Vigtige tiltag og kontroverser under hans embedsperiode

  • Komprimisset af 1850: Fillmore fremmede og underskrev lovgivningspakken kendt som Kompromiset af 1850, som indeholdt flere love designet til at dæmpe konflikten mellem frie og slaveholdende stater. En af de mest omstridte bestemmelser var styrkelsen af Fugitive Slave Act, som påbjød myndighederne at tilbagelevere undsluppede slaver — en bestemmelse, der vækkede kraftig modstand i Nordstaterne og svækkede Fillmores popularitet blandt abolitionister og mange whigs.
  • Udenrigspolitik og åbningen af Japan: Fillmore sendte i 1852 en flådeekspedition under Commodore Matthew C. Perry med den opgave at åbne japanske havne for amerikansk skibsfart. Ekspeditionen lagde grundlaget for senere traktater (som Convention of Kanagawa i 1854) og for USA’s stigende engagement i Stillehavsområdet.
  • Økonomi og administration: Fillmore prioriterede styring af den føderale administration og støttede infrastruktur og uddannelsesformål. Hans mere moderate og institutionstroppe orienterede stil vakte opsigt i en tid med partipolitiske omvæltninger.

Afslutning af præsidentperioden og senere politisk virke

Whig-partiet valgte ikke at genopstille Fillmore som kandidat ved præsidentvalget i 1852; partiet nominerede i stedet general Winfield Scott. Whigs splittede herefter, og partiet gik gradvist i opløsning. I 1856 stillede Fillmore op som kandidat for det såkaldte American Party (ofte kaldet "Know-Nothing"-bevægelsen), men han tabte valget til demokraten James Buchanan, mens republikanerne var et nyt og voksende parti.

Senere år, død og eftermæle

Efter præsidentskabet levede Fillmore et roligere liv i Buffalo, New York, hvor han fortsatte med at deltage i lokale og nationale debatter. Han døde den 8. marts 1874 i Buffalo. Historikere vurderer Fillmore blandet: hans håndtering af Kompromiset af 1850 blev anset for at afværge en øjeblikkelig opløsning af unionen, men hans støtte til Fugitive Slave Act svækkede hans ry i Nord og bidrog til Whig-partiets fald. Han bliver ofte omtalt som en pragmatisk, men politisk forsigtig præsident, og han står i historiebøgerne som den sidste Whig-præsident.