Dette er et pointsystem for Formel 1 verdensmesterskabet, der anvendes af Fédération Internationale de l'Automobile (FIA). FIA har brugt dette system til at afgøre FIA's verdensmesterskaber for kørere og konstruktører siden 1950-sæsonen. Mesterskaberne tildeles den kører og konstruktør (bilbygger), der har opnået flest point i løbet af sæsonen. Systemet har gennemgået adskillige ændringer for at afspejle udviklingen i sporten, antallet af løb og et ønske om at give flere kørere og hold mulighed for at score point.

Historiske hovedtræk og store ændringer

  • 1950–1959: I de første år blev point givet til de bedste placeringer, og der blev tildelt et ekstra mesterskabspoint for den hurtigste omgang i løbet (dette var gældende for kørere, og fra 1958 også for konstruktører).
  • 1960'erne–1990: Pointgivningen blev fastlagt om, så der blev tildelt point til de seks bedst placerede i hvert løb (i denne periode var vinderens pointtypisk 9), og point for hurtigste omgang blev udfaset efter 1959.
  • 1991: Et vigtigt skift: FIA indførte, at alle løbsresultater i sæsonen skulle tælle med til mesterskabet (tidligere blev kun et bestemt antal af en kørers bedste resultater talt med). Samme periode så også en forhøjelse af points for en sejr (vinderens point steg sammenligneligt i forhold til tidligere år).
  • 2003: Points blev udvidet til de otte bedst placerede for at give flere hold mulighed for at score (en væsentlig ændring i fordelingen af point).
  • 2010: Det nuværende pointsystem blev indført med point til de ti bedste finishere i hvert løb for at øge konkurrencen og belønne topresultater mere markant.
  • 2019: Point for hurtigste omgang blev genindført, men under betingelsen at køreren med hurtigste omgang slutter i top-10 for at få det ene ekstra point.
  • 2021–(Sprintformatet): Kortere "Sprint" løb blev prøvet af og tildelte små mængder point. Fra 2022 blev sprintformatet udbygget, så sprintløb giver point til flere placeringer (pointsystemet for sprint har varieret i forsøgsfasen og blev senere tilpasset til at belønne flere placeringer i sprintløbet).

Konkrete pointsystemer (udvalgte perioder)

  • 1950–1959: Point til topplaceringer + 1 point for hurtigste omgang.
  • 1960'erne–1990: Point til de seks bedste (periodevis givet som f.eks. 9–6–4–3–2–1).
  • 1991–2002: Alle løb talte, og vinderens point blev øget (f.eks. 10–6–4–3–2–1 i denne æra).
  • 2003–2009: Point til top-8 (10–8–6–5–4–3–2–1).
  • 2010–nutid: Point til top-10 (25–18–15–12–10–8–6–4–2–1). Dette system er stadig grundlaget for hovedløbene, suppleret af regler for hurtigste omgang (fra 2019) og sprintløbspoint (fra 2021/2022 afhængigt af format).

Regler omkring hvilke resultater, der tæller

I flere perioder i Formel 1-historien blev ikke alle løb i sæsonen talt med i mesterskabet; i stedet blev kun et fast antal af en kørers bedste resultater talt. Formålet var blandt andet at reducere effekten af mekaniske nedbrud og opfordre til angrebskørsel. Et velkendt eksempel på, hvordan dette kunne påvirke mesterskabet, er 1988:

Alain Prost og Ayrton Senna var holdkammerater for McLaren og dominerede sæsonen. Der blev kørt 16 løb, men kun de 11 bedste resultater talte med i mesterskabet. Prost vandt syv løb og fik hele sæsonen 105 point, men kun 87 af dem telte med. Senna vandt otte løb og endte med 94 point for sæsonen, hvoraf 90 blev talt med i mesterskabet. Selvom Prost havde scoret flest point i alt, gav regelsættet i 1988 det samlede mesterskab til Senna på grund af, at kun de bedste resultater blev medregnet. Dette er et klassisk eksempel på, hvordan regelsæt og regnskabsmetoder kan ændre mesterskabsresultatet.

Praksis for konstruktører og kørere

  • Der findes separate mesterskaber for kørere og konstruktører. Kørermesterskabet gives til den enkelte kører med flest point; konstruktørmesterskabet gives til det team, hvis biler samlet har scoret flest point gennem sæsonen (med detaljer i reglerne om, hvordan pointene fra holdets biler indregnes afhængigt af den gældende periode og regelændringer).
  • Tie-breakere afgøres normalt ved antal sejre, derefter antal andenpladser, tredjepladser osv., indtil uafgjort kan brydes.

Eksempler på dominans under forskellige systemer

Den mest dominerende kørermester i forhold til de point, der var til rådighed i sin tid, er ofte nævnt som Jim Clark. Clark scorede maksimalt 54 point (6 sejre) i både 1963 og 1965 under et pointsystem, hvor en sejr gav 9 point. I nyere tid dominerede Michael Schumacher stærkt i 2002-sæsonen, hvor han var på podiet i alle løb og scorede 144 ud af maksimalt 170 point.

Den mest dominerende konstruktørpræstation i nyere tid var McLaren i 1988, som opnåede 199 af 240 mulige point og sluttede meget foran konkurrenterne. Ligeledes opnåede Ferrari i 2002 221 point ud af 340 mulige og sluttede 129 point foran nærmeste rival.

Nyere tilføjelser og nuværende situation

  • Hurtigste omgang: Genindført i 2019 med betingelsen om top-10-placering for at modtage det ekstra point.
  • Sprintløb: Indført som eksperiment i 2021 og videreudviklet i 2022; sprintløb tildeler nu selvstændige mesterskabspoint efter et separat pointsystem, hvilket kan påvirke sammenlagte sæsonpoint.
  • Formålet med ændringerne: FIA har løbende justeret pointsystemet for at belønne sejr og konsistens, begrænse effekten af tilfældigheder, øge spændingen i mesterskabet og give flere hold og kørere mulighed for at score point.

Pointsystemet i Formel 1 afspejler altså en balance mellem at belønne sejre, skabe incitament til spændende racerkørsel og sikre, at mange teams forbliver konkurrencedygtige gennem en hel sæson. Historiske eksempler som 1988-sæsonen viser, hvordan selv små regler omkring hvilke resultater der tæller kan få stor betydning for udfaldet af et verdensmesterskab.