John Davis (født i 1784 i Surrey) var en amerikansk skibskaptajn fra New Haven, Connecticut. Han menes at have været den første, der gik i land på Antarktis fastland. Han er en af fire opdagelsesrejsende, der deler denne påstand. I februar 1821 landede han muligvis med en båd i Hughes Bay. Davisstrædet ligger mellem Baffin Bay og Labradorhavet. Navnet Davisstrædet stammer dog fra en ældre engelsk søfarer ved navn John Davis (1500-tallet) og er ikke direkte knyttet til den amerikanske John Davis født i 1784.

Rejsen mod syd og skibslogbogen

Den 20. marts 1820 forlod Davis New Haven, Connecticut, for at rejse til Stillehavet. Undervejs ankrede han ved Falklandsøerne, hvor han modtog nyheden om opdagelsen af Sydshetlandsøerne. På grund af jagten på sæler sejlede han og en anden kaptajn til sæleområder ved Greenwich Island, men det var for sent på sæsonen, og andre sælfangere var allerede ankommet.

Davis sejlede derfor videre med sit skib, Cecilia, længere mod syd for at opsøge sæler. Han fandt mange dyr ved Low Island og fortsatte derefter til det, han noterede som Hughes Bay på den antarktiske halvø. I sin logbog bemærkede han, at han så "et stort stykke land" og sendte en båd i land for at lede efter sæler, men bådmandskabet fandt ingen. I loggen skrev han også: "Jeg tror, at dette sydlige land er et kontinent". Han anførte desuden en breddegrad på 64°01'S (fireogtres grader, et minut syd).

Davis vendte tilbage til Greenwich Island og ankom der den 10. februar 1821. Efter sæsonens slutning overvintrede han på Falklandsøerne og vendte herefter tilbage til sæljagten i den følgende sæson.

Kravet om at være den første på Antarktis og historisk vurdering

Påstanden om, at John Davis var den første, der gik i land på Antarktis, er omstridt. Flere opdagelsesrejsende fra samme periode gør krav på enten at have set eller stået på det antarktiske kontinent:

  • Den russiske ekspedition under Fabian Gottlieb von Bellingshausen og Mikhail Lazarev så land i januar 1820 (omkring 27.–28. januar) og regnes ofte blandt de tidligste observationer af fastland eller iskanter i Antarktis.
  • Edward Bransfield (britisk) rapporteres at have observeret dele af den antarktiske halvø omkring 30. januar 1820.
  • Den amerikanske kaptajn Nathaniel Palmer gjorde i november 1820 observationer i samme område og hævder også tidlige kontakter.
  • John Davis' optegnelser fra februar 1821 udgør et muligt tidligt landingsforsøg, men logbogens bemærkninger alene er ikke entydigt bevis for en bekræftet landing på selve fastlandet.

Historikere peger på flere grunde til, at det er vanskeligt at afgøre, hvem der "var først": forskelle i definitionen af hvad der tæller som fastland vs. ø eller isflage, upræcis navigation, mangel på samtidige uafhængige vidneudsagn og fravær af fysiske beviser. Davis' note om 64°01'S er interessant, fordi den ligger i nærheden af det senere kendte Hughes Bay-område, men den står alene uden supplerende dokumentation for en varig landing.

Eftermæle

John Davis (1784–?) indgår i historien som en af flere tidlige søfarere, der brød ind i det sydlige polarområde i forbindelse med sælfangstens ekspansion i begyndelsen af 1800-tallet. Hans beretning illustrerer både den tidlige kommercielle interesse for Antarktis og de vanskeligheder, der er forbundet med at fastslå præcise førsteopdagelser i et område præget af hurtigt skiftende forhold og sparsomme optegnelser.

Selvom Davis' logbog giver et vigtigt datidsperspektiv, forbliver spørgsmålet om, hvem der først gik i land på Antarktis, uafklaret og genstand for historisk diskussion.