Fritjof Capra (født den 1. februar 1939) er en østrigsk-amerikansk fysiker. Han er især kendt som formidler og teoretiker, der kombinerer moderne naturvidenskab med tværfaglige perspektiver på samfund, etik og spiritualitet.
Capra er født i Wien, Østrig, og han fik en ph.d. i teoretisk fysik fra Wiens universitet i 1966. Han har forsket i partikelfysik og systemteori, men er bedst kendt for sine populære bøger, hvor han prøver at gøre komplicerede videnskabelige ideer tilgængelige for et bredere publikum. I bøger som The Tao of Physics (1975) argumenterer han for, at moderne fysik og østlige mystiske traditioner peger på lignende grundlæggende indsigter om virkelighedens natur. Senere værker omfatter blandt andet The Turning Point (1982), The Web of Life (1996) og The Hidden Connections (2002), hvor han udbygger sin kritik af lineære og mekanistiske forklaringsmodeller og præsenterer alternativer baseret på netværk, relationer og selvorganisering. Capra har desuden været aktiv som foredragsholder og formidler internationalt.
Efter at have rejst rundt i Tyskland i begyndelsen af 1980'erne skrev Capra i 1984 sammen med den økofeministiske forfatter Charlene Spretnak en bog med titlen Green Politics. Bogen var en del af den brede bevægelse, der søgte at formulere politiske alternativer baseret på økologi, bæredygtighed og en mere holistisk forståelse af samfundets sammenhænge.
Capra opfordrer det vestlige samfund til at opgive Descartes' mekanistiske synspunkter. Han kritiserer Descartes' reduktionistiske opfattelse af, at helheden kan forstås udelukkende ved at studere delene, og han anbefaler i stedet et paradigmeskifte mod netværksorienterede, dynamiske og relationelle forklaringsmodeller — et perspektiv han ofte kobler til principper fra kompleksitetsteorien. Målet er at fremme en måde at tænke på, der tager højde for interdependens, emergens og ikke-lineære processer i natur og samfund.
Capra sigter mod en teori om levende systemer — en teoretisk ramme for økologi og bæredygtig tænkning. Denne tilgang har sine rødder i flere videnskabelige områder fra første halvdel af det tyvende århundrede: organismisk biologi, gestaltpsykologi, økologi, generel systemteori og kybernetik. Capras syntese trækker også på begreber som selvorganisering og autopoiesis fra nyere biologisk og systemteoretisk forskning og inddrager tænkere fra disse felter for at bygge en helhedsorienteret forståelse af levende processer.
Capras arbejde har haft betydelig indflydelse på miljøbevægelsen, tanker om bæredygtighed, tværfaglig uddannelse og popularisering af systemtænkning. Samtidig har hans sammenstilling af naturvidenskab og mystik mødt kritik fra nogle videnskabsfolk, der mener, at han nogle gange overfortolker eller forenkler paralleller mellem fysiske teorier og spirituelle erfaringer. Ikke desto mindre står han som en central figur i debatten om, hvordan videnskab kan forholde sig til etik, samfund og en helhedsorienteret verdensforståelse.
Stilistisk kombinerer Capra faglig indsigt med et klart formidlingssprog, og hans bøger fungerer både som introduktion til komplekse videnskabelige ideer og som opfordring til et kulturelt og intellektuelt skifte mod mere integrerede måder at forstå verden på.