Kejserinde Jingū (神功天皇, Jingū-tennō), også kendt som kejserinde-søskende Jingū (神功皇后, Jingū-kōgō) var en legendarisk kejserinde af Japan. Selv om hendes navn engang var med i den traditionelle arverækkefølge, betragtes hun nu som regent. I de traditionelle beretninger fremstilles hun som en magtfuld figur, ofte beskrevet som regent for sin søn, kejser Ōjin, og som den, der ledede vigtige politiske beslutninger i en overgangsperiode.
Historikere anser detaljer om kejserinde Jingūs liv for at være mytiske, og navnet Jingū-tennō blev skabt for hende posthumt af senere generationer. De vigtigste fortællinger om hende findes i gamle kronikker som Kojiki og Nihon Shoki, der blev samlet i 700‑tallet og blander myter, mytologiske slægtsfortællinger og tidlige annaler. På grund af kildematerialets karakter er det vanskeligt at skelne historiske kendsgerninger fra senere legendariske tilføjelser.
Der kan ikke fastsættes bestemte datoer for denne kejserindes liv eller regeringstid. De konventionelt accepterede navne og rækkefølgen af de tidlige kejsere blev ikke bekræftet som "traditionelle" før kejser Kammu, som var den 50. monark i Yamato-dynastiet, blev regeret. Det betyder, at det vi ved om Jingū i høj grad bygger på senere sammensatte traditioner frem for samtidige skriftlige kilder eller entydig arkæologisk dokumentation.
Kilder og myter
Fortællingerne om Jingū er først og fremmest bevaret i de to klassiske japanske krøniker, Kojiki og Nihon Shoki. Disse værker beskriver både guddommelige ophavshistorier og tidlige herskere og er skrevet med et formål om at legitimere herskerdynastiet. Som følge heraf indeholder de elementer, der har stærk mytisk karakter: mirakler, tegn fra guderne og overnaturlige hændelser. Derfor behandles Jingū i moderne forskning normalt som en blanding af legende og mulig historisk kerne.
Legender om ekspedition mod Korea
En af de mest kendte historier knyttet til Jingū fortæller, at hun efter sin mands død førte en østasiatisk flåde på landgangskampagner mod den koreanske halvø, hvor hun angiveligt besejrede eller krævede tribut fra de koreanske kongedømmer. Denne beretning er omdiskuteret: mange moderne historikere mener, at den er overdrevet eller er en senere konstruktion, der afspejler politiske ambitioner eller ønsket om at forklare kulturelle kontakter over havet. Der er ikke entydigt arkæologisk bevis, som understøtter de detaljerede militære scener, som de klassiske kilder beskriver.
Historisk vurdering og kulturel betydning
Moderne forskere ser ofte Jingū som en mulig sammensat figur — en fortælling, der kan være sammensat af flere kvindelige ledere eller mytiske forestillinger om magtfulde efterladte regenter. I nogle officielle og faglige lister betragtes hun i dag ikke som en selvstændig regerende kejserinde, men som regent for sin søn. Ikke desto mindre har hun spillet en rolle i Japans kulturelle og religiøse hukommelse: hun optræder i shinto‑traditioner, lokale kultsteder og i populære fortællinger og kunst.
Arkæologi og gravsteder
Der findes adskillige store gravhøje (kofun) fra perioden, som traditionelt knyttes til Yamato‑eliten, men ingen arkæologisk entydig tilknytning kan påvises mellem disse monumenter og Jingū som historisk person. Manglen på samtidige skriftlige kilder og direkte arkæologiske beviser gør det umuligt at placere hende sikkert i tid eller rum ud fra det nuværende materiale.
Samlet set er Kejserinde Jingū i dag bedst forstået som en central skikkelse i Japans tidlige mytebygning: hun symboliserer både idéen om kvindelig magt i en patriarkalsk kongerekke og de måder, hvorpå senere generationer har formet fortiden for at styrke politisk og religiøs legitimitet.
