Elmet (old engelsk: Elfed ) var et uafhængigt bretonsk kongerige. Det lå i det område, der senere blev West Riding of Yorkshire. Elmet optræder i optegnelser i den tidlige middelalder mellem det 5. århundrede og begyndelsen af det 7. århundrede. Dens nabo mod øst var det anglikanske kongerige Deira. Det anglikanske kongerige Mercia lå mod syd. Mod vest grænsede det op til Det Irske Hav. Elmet var det sidste overlevende britiske kongerige i den tidlige angelsaksiske periode.

Geografi og bebyggelse

Elmet dækkede formentlig et område omkring de centrale dele af det senere West Riding — især dalene omkring floderne Aire og Wharfe og områderne omkring moderne byer som Leeds, Wakefield, Castleford og Ilkley. Regionen byggede videre på et net af romerske og forromerske bosættelser og vejforbindelser, og arkæologiske fund viser kontinuitet i bebyggelse fra romersk tid gennem den folkevandringstid og ind i den tidlige middelalder. Landskabet med floddale og kuperet terræn gjorde området velegnet til landbrug, og lokaliseringen gav samtidig naturlige grænser mod omkringliggende anglosaksiske riger.

Historiske kilder og herskere

De skriftlige kilder om Elmet er sparsomme. Væsentlige oplysninger stammer fra kronikker og senere walisisk og angelsaksisk tradition, men disse kilder er ofte fragmentariske og kan være farvede af politiske interesser. Derfor er mange detaljer om Elmets indre anliggender usikre.

Navnene på nogle lokale herskere er omdiskuterede i forskningen. Enkelte kilder og efterfølgende fortolkninger nævner kongelige navne fra området, men kronologien er ikke fastlagt entydigt. Det synes dog sikkert, at Elmet bevarede en britisk (bretonsk/cumbrisk) identitet i en periode, hvor de omgivende anglosaksiske riger voksede i magt.

Ophør som selvstændigt rige

Elmet antages at være ophørt som uafhængigt kongerige i begyndelsen af det 7. århundrede, da de angrende angelsaksiske kongedømmer — især Deira og det senere forenede Northumbria — udvidede deres magtområde mod vest. De nøjagtige omstændigheder og datoer for denne indlemmelse er usikre i kildematerialet; forskellige beregninger peger på perioden omkring begyndelsen af 600-tallet.

Kultur og sprog

Som et britonisk rige talte befolkningen formodentlig en variant af det britonske (cumbriske/oldwalisisk-lignende) sprog og bevarede vestbritoniske skikke og navne i længere tid end mange andre områder øst for floderne. Christianisering og kirkebyggeri i området følger samme mønstre som i resten af de britiske øer; dog er sporene efter kirkebyggelse og relaterede monumenter i Elmet-området sparsomt dokumenterede.

Arkæologi og stednavne

Arkæologiske undersøgelser i det tidligere Elmet-område har frembragt fund, der viser både kontinuitet fra romersk tid og spor af tidlig middelalderlig aktivitet. Mange romerske befæstninger og bosættelser blev genbrugt eller lå fortsat som centrum for lokal magt og handel.

Stednavne i området bærer ofte spor af den historiske baggrund. Navnet "Elmet" lever videre i lokale navne og har desuden haft en renæssance i moderne kultur og lokal identitet.

Eftermæle

Elmets historie er blevet genstand for både lokal stolthed og kulturel genbesættelse. I moderne tid er navnet brugt i litteratur og lokalpolitik; blandt andet findes det i titler og som betegnelse for valgkredse og lokalhistoriske projekter. En kendt kulturel reference er digtere og forfattere, der har skrevet om landskabet og den historiske hukommelse i det vestlige Yorkshire.

Bemærk: På grund af det sparsomme og delvist modstridende kildegrundlag er meget af konklusionerne om Elmets indre forhold og kronologi præget af usikkerhed. Forskning og arkæologiske undersøgelser fortsætter med at give nye nuancer til forståelsen af dette sidste britiske kongerige i det østlige England.