Eleanor af Kastilien (1241 - 28. november 1290) var dronning af Edward 1. af England. Hun var datter af Ferdinand III af Kastilien og Joan af Ponthieu og arvede senere grevskabet Ponthieu — hun var grevinde af Ponthieu fra 1279 til sin død i 1290. Som ægtefælle til den engelske konge knyttede hun tætte forbindelser mellem det kastilianske kongehus og det engelske, og hendes besiddelser på kontinentet fik også politisk betydning for England.
Tidlige år og ægteskab
Eleanor voksede op ved det kastilianske hof. Hun og Edward blev gift i klosteret Las Huelgas, Burgos den 1. november 1254 i et ægteskab med både dynastiske og politiske formål. Efter brylluppet kom flere af hendes slægtninge til England, og Henrik III af England gav dem privilegier og økonomisk støtte. Denne favorisering af udenlandske familiemedlemmer skabte misstemning blandt mange engelske stormænd, og endnu at Eleanor personligt ikke kunne styre sin svigerfars dispositioner, blev hun ofte mødt med kritik og mistillid.
Politisk uro og den anden baronkrig
I 1260'erne brød den anden baronkrig ud mellem Henrik III af England og en gruppe utilfredse baroner, hvilket delte riget. Eleanor støttede sin ægtefælle Edward politisk og følelsesmæssigt gennem konflikten. I 1264 blev Edward taget til fange efter slaget ved Lewes; mens han var fanget, blev Eleanor holdt under hæderlige forhold på WestminsterPalace, men hun levede i en tid præget af intern strid og usikkerhed.
Korstog og tilbagevenden
I 1270 sluttede Edward og Eleanor sig til hans onkel Ludvig IX af Frankrig på det ottende korstog. Korstoget førte dem først mod Nordafrika, hvor Karthago nævnes i samtidige beretninger som et sted for Ludvigs død, og parret tilbragte efterfølgende vinteren på Sicilien. Senere rejste de videre til Acre i Palæstina for at deltage i korstogsoperationerne på Det Hellige Land. De forlod Palæstina i september 1272 for at vende hjem; under opholdet på Sicilien i december fik de besked om, at Henrik III af England var død. Edward og Eleanor vendte straks tilbage til England, og de blev kronet sammen den 19. august 1274.
Grevinne af Ponthieu og familie
I 1279 arvede Eleanor grevskabet Ponthieu efter sin mor, hvilket gav hende og dermed Edward en vigtig forbindelse på kontinentet. Ægteskabet blev betragtet som tæt og stabil; parret fik mange børn, men flere af dem døde i barndommen, som var almindeligt i middelalderen. Blandt de overlevende var den senere konge Edward II (født 1284). Som dronning var Eleanor kendt for sin fromhed, sit hofforløb og for at støtte religiøse institutioner og velgørenhedsarbejde.
Død og minde
Eleanor døde den 28. november 1290. Hendes død var et stort tab for Edward, som sørgede dybt. For at mindes hende lod han rejse en række pragtfulde monumenter, de såkaldte "Eleanor-kors" (Eleanor Crosses), på de steder, hvor hendes lig blev hvilende under transporten fra dødsstedet til begravelsen. Det mest kendte af disse mindesmærker er Charing Cross i London (selvom den originale kors er forsvundet og stedets navn i dag i høj grad er bevaret som toponymi). Eleanor blev bisat i Westminster Abbey, og hendes grav har siden været et symbol på Edvards hengivenhed og den æra, hvor hun var dronning.
Eftermæle
Eleanors rolle som dronning var præget af loyalitet over for sin mand, af hendes baglands forbindelser til både Kastilien og Ponthieu og af en tid, hvor engelske konger engagerede sig dybt i både interne konflikter og udenlandske felttog. Hendes arv — både familiært gennem efterkommere og materielt gennem grevskabet Ponthieu — havde betydning for senere dynastiske og politiske forhold mellem England og kontinentet. I historisk erindring står hun ofte som et eksempel på en middelalderlig dronning, hvis personlige forhold til kongen havde stor politisk og kulturel gennemslagskraft.