Bernhard Riemann

Livet

Barndom

Bernhard Riemann var det andet barn i en familie på seks børn. Hans far var en luthersk præst. Familien var meget fattig og havde ikke meget at spise. Flere af børnene døde, og Bernhard havde altid et dårligt helbred. Hans forældre var kærlige, men han var en meget genert dreng. Senere i livet måtte han anstrenge sig meget for at være modig nok til at tale offentligt. Hans far var en af hans første lærere. Den unge dreng var meget ivrig efter at lære om alting. Da han var ti år gammel, fik han en speciallærer i matematik, men han var ofte bedre til matematik end sin lærer. Da han var 14 år, tog han til Hannover, hvor han boede hos sin mormor, så han kunne gå på gymnasium. Hans far ville gerne have, at han skulle være præst, men Bernhard var alt for genert til at prædike for folk. Til sidst lod han ham studere matematik.

Der er en velkendt historie fra Riemanns skoletid. Skolelederen fritog ham fra matematiktimerne, fordi lektionerne var alt for lette for ham. Bernhard spurgte direktøren, om han kunne låne en svær matematikbog til at læse, så direktøren lånte ham Théorie des Nombres (Talteori) af Legendre. Det var en stor bog med matematik, der var så svær, at kun få mennesker i verden ville have forstået det hele. Direktøren blev skuffet, da drengen bragte bogen tilbage efter kun seks dage. Han spurgte ham, hvor langt han var nået. Drengen sagde, at han havde læst hele bogen. Det var sandt, og han havde forstået og husket det hele. Senere i livet, da Riemann var 33 år, udviklede han den berømte Riemann-hypotese. Det var en artikel, der kun var 8 sider lang, men han udviklede sin idé ud fra det, Legendre havde skrevet. Matematikere har lige siden kæmpet for at forsøge at bevise det, som Riemann skrev.

Livet på universitetet

Riemann studerede ved universiteterne i Göttingen og Berlin. I løbet af sin studietid udviklede han ideer, som skulle blive meget vigtige for den moderne matematiske fysik. I 1851 fik han sin doktorgrad for en afhandling med titlen Foundations for a General Theory of Functions of a Complex Variable (Grundlag for en generel teori om funktioner af en kompleks variabel). Dette skulle blive meget nyttigt inden for topologi, som beskæftiger sig med position og sted. Da han blev lektor i Göttingen han havde til at tilbyde tre foredrag fra som professorerne ville vælge en. En af de professorer var Carl Friedrich Gauss, der var en af de største matematikere, der nogensinde har levet. Gauss bad ham om at tale om "On the Hypotheses that form the foundations of Geometry" (Om de hypoteser, der danner grundlaget for geometri). Gauss havde selv arbejdet med dette emne. Riemann var frygtelig nervøs for at holde foredrag om dette emne foran den berømte Gauss. Da han holdt foredraget, blev det en af de mest berømte begivenheder i matematikkens historie. Gauss gav ikke ofte ros til yngre matematikere, men han var meget begejstret. Riemanns idéer gjorde det muligt for Einstein at udvikle sin relativitetsteori mere end et halvt århundrede senere.

I begyndelsen havde Riemann ingen løn. Han var afhængig af gebyrer fra de studerende. Efter fire år fik han en lille løn. I 1857 blev han associeret professor og i 1859 fuld professor og efterfulgte Dirichlet, som havde efterfulgt Gauss fire år tidligere. Riemann led af dårligt helbred. Overarbejde resulterede ofte i perioder med depressioner. Der var mange dødsfald i hans familie, men han arbejdede meget hårdt og gjorde flere opdagelser, som nu er opkaldt efter ham. Han var ved at blive meget berømt. Ved et besøg i Berlin overøste Borchardt, Kummer, Kronecker og Weierstraß - alle meget berømte matematikere - ham med rosende ord. Han tog til Paris, hvor han mødte Hermite, som beundrede ham meget. Han blev hædret af Royal Society of London og af det franske videnskabsakademi.

Han giftede sig, og i en kort periode var han lykkelig. Så blev han syg. Han led af lungehindebetændelse og tog flere gange til Italien for at blive rask. Han døde i Selasca ved Lago Maggiore i en alder af 39 år.

Relaterede sider

• Riemann-summen
• Riemann-hypotesen
• Riemannsk zeta-funktion