Vetus Latina: Definition og historie af de tidlige latinske bibeloversættelser
Vetus Latina: Historie og definition af de tidlige latinske bibeloversættelser — forskelle til Vulgata, bevarede fragmenter, liturgiske spor og betydning for kirkens teksttradition.
Vetus Latina er betegnelsen for en samling bibeltekster, der blev oversat til latin, før Vulgata blev den standardversion, der blev brugt i den latinsksprogede verden. Disse oversættelser stammer hovedsagelig fra perioden fra det 2. til det 4. århundrede og er ikke én uniform tekst, men en række forskellige latinske versioner og lokalvarianter. Selve teksterne er skrevet på sent latin, ikke på gammelt latin, og de bruger ofte andre ord eller vendinger end Vulgata. Der er ikke bevaret noget komplet Vestus Latin-manuskript for hele Bibelen; i stedet kender vi mange passager fra enkelte manuskriptfragmenter og fra citater hos kirkefædre som f.eks. Augustin af Hippo.
Historisk baggrund
De tidligste latinske oversættelser opstod af praktiske grunde: den tidlige kirke i det vestlige imperium havde et stort behov for bibeltekster på latin, fordi de fleste troende ikke kunne læse græsk. Oversættelserne blev lavet i flere centre (f.eks. Italien, Nordafrika og Gallien) og afspejler ofte lokale traditioner og kildemanuskripter på græsk eller i nogle tilfælde på hebraisk/arkaiske græske oversættelser (Septuaginta for Det gamle Testamente). Betegnelsen "Vetus Latina" er moderne og anvendes af tekstkritikere og historikere; i antikken brugte man undertiden betegnelsen "Itala" om bestemte gode latinske udgaver.
Manuskripter og tekstfamilier
Vetus Latina er fragmentarisk bevaret i en række vigtige håndskrifter, især for evangelierne. Blandt de bedst kendte eksempler er Codex Vercellensis, Codex Veronensis, Codex Brixianus og Codex Bezae, som alle indeholder latinske former af evangelieteksterne og ofte viser tydelige forskelle i ordvalg og sætningsopbygning i forhold til Vulgata. For Det gamle Testamente er der især bevaret latinske versioner af Psalmerne og andre tekster, ofte formet efter den græske Septuaginta.
Sprog og tekstuelle kendetegn
De latinske tekster er skrevet i en form for senlatin, men de varierer i kvalitet og stil. Nogle oversættelser er meget frie og orienterede mod meningsformidling, mens andre er nærmere ord-for-ord. Tekstlige særtræk omfatter:
- lokale varianter i ordvalg og syntaks;
Vetus Latina og Vulgata
Respekten for en enkelt standard begyndte at tage form, da Hieronymus (Jerome) i slutningen af 300-tallet og begyndelsen af 400-tallet udarbejdede en omarbejdning og samlet version, der senere fik betegnelsen Vulgata. Jerome reviderede blandt andet Psalmerne og oversatte Det gamle Testamente fra hebraisk; for Det Nye Testamente arbejdede han udfra græske kilder og foretog revisioner af de eksisterende latinske tekster. Efterhånden vandt Vulgata frem som kirkeligt normativ tekst, især efter at koncilet i Trent, der blev afholdt i det 16. århundrede, erklærede Vulgata for den officielle bibeloversættelse for den romersk-katolske kirke. Ikke desto mindre levede mange ældre latinske former videre i liturgien og i lokal praksis.
Eksempler på forskelle
Nogle af de mest iøjnefaldende forskelle mellem Vetus Latina og Vulgata findes i liturgiske bønner og hymner. Et eksempel er gloriateksten (Gloria):
Den gamle latinske tekst betyder: "Ære [tilhører] Gud i det høje, og fred [tilhører] de mennesker af god vilje på jorden". Vulgata-teksten betyder: "Ære [tilhører] Gud blandt de højeste og fred blandt mennesker af god vilje på jorden".
Et andet kendt eksempel er i Pater Noster, hvor sætningen fra Vetus Latina, quotidianum panem, "det daglige brød", bliver til supersubstantialem panem, "supersubstantielt brød" i Vulgata. Sådanne forskelle kan være både teologisk og sprogligt interessante og har betydning for hvordan bønner og tekster opfattes i praksis.
Liturgisk overlevelse og betydning
Nogle af Vetus Latinas tekstformer overlevede i liturgien og i kirkelig brug længe efter, at Vulgata var blevet dominerende. Mange lokale messetekster, antifoner og hymner bevarer ældre latinske ordlyder, og i enkelte rite-traditioner kan man stadig finde rester af Vetus Latina-formuleringer. Derfor er Vetus Latina ikke kun en tekstkritisk nysgerrighed, men også relevant for studiet af liturgisk historie og praksis.
Betydning for tekstkritik og forskning
For moderne tekstkritik er Vetus Latina uvurderlig: de ældre latinske versioner giver ofte vidnesbyrd om forskellige græske eller andre tidlige læsetraditioner, som ellers kun kendes fra fragmenter. De hjælper forskere til at rekonstruere teksthistorien i både øst og vest og til at se, hvordan bestemte læserækker og læsefejl har spredt sig. Der findes kritiske udgaver og digitale databaser, og fagmiljøer herunder Vetus Latina-institutter arbejder fortsat med at samle, udgive og analysere disse tekster.
Afsluttende bemærkning
Samlet set udgør Vetus Latina en bro til de tidligste vestlige kristne tekster og praksisser. Selvom der ikke findes én enkelt "oldlatin bibel", giver de bevarede fragmenter og citater et rigt og nuanceret billede af, hvordan Bibelen blev forstået, læst og bedt med i de latinsktalende kirker før Vulgatas fremkomst.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er Vetus Latina?
A: Vetus Latina er en samling af bibelske tekster, der blev oversat til latin, før Vulgata blev den standardversion, der blev brugt i den latintalende verden.
Q: På hvilket sprog blev teksterne i Vetus Latina skrevet?
A: Teksterne i Vetus Latina blev skrevet på senlatin, ikke på oldlatin.
Q: Hvordan adskiller de ord, der bruges i Vetus Latina, sig fra Vulgata?
A: De ord, der bruges i Vetus Latina, adskiller sig ofte fra Vulgata.
Q: Findes der nogen komplette manuskripter af Vetus Latina?
A: Nej, der findes ingen komplette manuskripter af Vetus Latina. Kun fragmenter er kendt.
Q: Hvordan kender vi til mange tekstpassager i Vetus Latina?
A: Vi kender til mange tekstpassager i Vetus Latina, fordi kirkefædre som Augustin af Hippo citerede fra dem.
Q: Hvornår blev Vulgata den officielle bibeloversættelse for den romersk-katolske kirke?
A: Siden koncilet i Trient i det 16. århundrede har Vulgata været den officielle bibeloversættelse for den romersk-katolske kirke.
Q: Hvad er forskellen på udtrykket "dagligt brød" i Vetus Latina og i Vulgata?
A: Udtrykket "dagligt brød" i Vetus Latina bliver til "supersubstantielt brød" i Vulgata.
Søge