V-2-raketten (V2): Nazitysklands ballistiske missil og rumfartens forløber

V-2-raketten: Nazitysklands banebrydende, dødelige ballistiske missil og rumfartens forløber — fra Peenemünde-opskydninger til efterkrigstidens raketprogrammer.

V-2-raketten (tysk: Vergeltungswaffe 2) var verdens første ballistiske missil og det første menneskelige objekt, der fløj i rummet. Alle moderne raketter er baseret på V2-raketten. Den første vellykkede opsendelse fandt sted fra Peenemünde den 3. oktober 1942, hvor den nåede en højde på 192 km. V2-raketten blev designet af nazisterne til at bombe London, Antwerpen og andre europæiske byer. Den havde en hastighed på fire gange lydhastigheden og var derfor umulig at skyde ned. Den første V-2, der blev brugt som våben, eksploderede i Paris den 8. september 1944, og en anden raket eksploderede i London senere samme dag. Den tyske Wehrmacht brugte over 3.000 V-2-raketter mod allierede mål under Anden Verdenskrig, hvilket resulterede i, at omkring 7.250 militærpersoner og civile blev dræbt.

Sejrherrerne brugte de erobrede V-2-raketter til at starte rum- og missilprogrammer. I USA fik de hjælp fra et hold tyske raketforskere fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun, som havde overgivet sig til USA ved krigens slutning. Den første amerikanske V-2-raket, der blev fremstillet af dele, der var blevet erobret i Tyskland, blev opsendt fra White Sands i New Mexico i april 1946. Der var 66 V-2-raketflyvninger, den sidste den 29. oktober 1951.

Design og tekniske hovedtræk

V-2 (ofte benævnt A-4 i tyske tekniske dokumenter) var en flydende brændstofraket med en række nyskabelser, der senere blev grundlaget for moderne ballistiske missiler og rumfartøjer. Nogle af de vigtigste tekniske træk var:

• Længde: cirka 14 meter.
• Diameter: cirka 1,65 meter.
• Affyringsvægt: omkring 12.500 kg.
• Sprængladning/nyttelast: omtrent 1.000 kg sprængstof.
• Rækkevidde: op til cirka 300–320 km afhængig af belastning og indstilling.
• Fremdrift: en flydende-raketmotor med flydende ilt (LOX) og en alkoholbaseret brændstofblanding; motoren gav meget høj skubkraft og gjorde raketten i stand til at nå stor hastighed og højde.
• Styresystem: inertial styring med gyroskoper og ror/vinger til aerodynamisk kontrol; nogle styringsmekanismer fungerede også med kontrolvinkler i motorstrømmen.
• Hastighed: V-2 kunne opnå hastigheder omkring flere gange lydens hastighed (ofte nævnt som op til ca. Mach 4), hvilket gjorde undsættelse vanskelig.

Produktion, arbejdskraft og menneskelige omkostninger

Produktion af V-2 blev oprindeligt foretaget i Peenemünde, men fra 1943 og især fra 1944 blev produktionen flyttet til underjordiske fabrikker i det centrale Tyskland, mest kendt som Mittelwerk-tunnellerne i nærheden af Nordhausen. Fremstillingen byggede i stor udstrækning på tvangsarbejde.

Arbejdskraften omfattede fanger fra koncentrationslejre (bl.a. fra det tilknyttede koncentrationslejrkompleks Mittelbau-Dora). Forholdene i tunnellerne og i produktionslinjen var hårde: mangel på næring, sygdom, overbelastning og dårlige sanitære forhold førte til meget høje dødstal blandt de indsatte. Ifølge historikere og mindesmærker døde anslået titusinder af fanger i forbindelse med V-2-produktionen (ofte nævnt omkring 20.000 som samlet dødstal i området), hvilket gør programmet til et af de mest brutale eksempler på krigsproduktion.

Operationel anvendelse og taktisk/strategisk betydning

V-2 blev brugt som et terror- og terroriseringsvåben mod civile byer og militære mål i Vesteuropa fra september 1944 til krigens afslutning. De tyske enheder kunne affyre raketter fra mobile anlæg og fra faste ramper i besatte områder. Selvom V-2 var teknisk imponerende, havde den begrænset militær præcision og strategisk effekt i forhold til de ressourcer og menneskelige omkostninger, der blev lagt i udvikling og produktion.

Afskrækkende elementer var dog betydelige: rakettens hastighed og højde gjorde den næsten umulig at skyde ned med datidens luftforsvar, og den skabte stor psykologisk terror i de ramte byer.

Efterkrigstidens udnyttelse og arv

De allierede var hurtige til at sikre V-2-teknologi, dokumentation og tyske specialister efter krigen. I USA blev Operation Paperclip organiseret for at hente ledende raketforskere, herunder Wernher von Braun og hans medarbejdere, til amerikansk arbejde. I Sovjetunionen blev tyske ekspertteams og materiel også udnyttet, hvilket bidrog til de første sovjetiske raketprojekter.

Praktiske eftervirkninger:

• I USA blev erobrede V-2-komponenter og tyske teknikere brugt til forsøg og opsendelser ved White Sands Proving Ground (1946–1951), hvor de første amerikanske eksperimenter med højhøjdeforskning og raketdrevet rumforskning blev gennemført.
• I Sovjetunionen førte teknologien og ekspertisen til udviklingen af R-1 og senere sovjetiske interkontinentale missiler og rumraketter.
• Den tekniske arv fra V-2 kan spores i tidlige generationers militære missiler og i første fase af de nationale rumprogrammer; elementer som flydende brændstofmotorer, inertialstyring og ingeniørmetoder blev videreudviklet.

Etiske overvejelser og historisk vurdering

V-2 er et eksempel på, at teknologisk fremskridt kan være tæt forbundet med alvorlige etiske problemer. På den ene side var raketten et teknologisk gennembrud, der lagde grunden til moderne raketvidenskab og fik betydning for rumfartsudviklingen. På den anden side blev V-2 udviklet og produceret inden for rammen af et totalitært regimes krigsførelse, og projektet involverede tvangsarbejde, umenneskelige forhold og store menneskelige omkostninger.

Historisk er V-2 derfor både et teknisk monument og et minde om de menneskelige omkostninger ved militarisering af videnskab og industri. Forskere, ingeniører og stater efter krigen måtte forholde sig til både den tekniske viden og den moralske arv.

Kort kronologi

• 1930'erne–1942: Udvikling ved Peenemünde af en gruppe ledet af Wernher von Braun.
• 3. oktober 1942: Første vellykkede opsendelse fra Peenemünde (opnåede ~192 km højde).
• September 1944: Første operationelle anvendelse mod byer (Paris, London m.fl.).
• 1944–1945: Produktion i Mittelwerk og massive affyringer mod civile mål.
• 1945 og frem: Allieret konfiskation, forskning og videreudvikling i USA og Sovjetunionen; White Sands-opsendelser 1946–1951 (66 flyvninger).

V-2-raketten står stadig som et afgørende teknologisk skridt i raketudviklingen—et redskab der både banede vej for rumfart og bar vidne til meget mørke sider af Anden Verdenskrig.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er V-2 raketten?

Q: Hvornår var den første vellykkede opsendelse af V-2 raketten?

Q: Hvorfor blev V-2 raketten designet af nazisterne?

Q: Var det nemt at skyde V-2 raketten ned?

Q: Hvor mange V-2'ere blev brugt af den tyske værnemagt mod allierede mål under Anden Verdenskrig?

Q: Hvem brugte erobrede V-2 raketter til at starte deres rum- og missilprogrammer?

Q: Hvem hjalp USA med at udvikle deres raketprogram?

Søg efter bogstav