The Canterbury Tales (1972) – Pasolinis italienske filmatisering af Chaucer

Pasolinis 1972-filmatisering af Chaucer: intens, provokerende og prisvindende 'The Canterbury Tales' — italiensk, ærlig middelalder-satire med rå erotik.

The Canterbury Tales er en italiensk film fra 1972 instrueret af Pier Paolo Pasolini. Den er baseret på det middelalderlige digt The Canterbury Tales af Geoffrey Chaucer. Det er den anden film i Pasolinis "Trilogi af livet". Den vandt Guldbjørnen ved den 22. internationale filmfestival i Berlin.

Filmen indeholder otte af de 24 fortællinger. Den indeholder meget nøgenhed, sex og slapstick-humor. Mange af disse scener er til stede eller i det mindste antydet i originalen. Nogle er Pasolinis egne tilføjelser.

I denne film spillede Tom Baker en lille rolle. Han var en af ægtemændene til Hustruen af Bath.

Baggrund og Pasolinis intention

Med The Canterbury Tales fortsatte Pasolini sin udforskning af folkelige og kropslige sider af menneskelivet, som han tidligere havde behandlet i Trilogien af livet. Modsat de mere ideologiske og filmisk eksperimenterende værker fra hans midterperiode ville han her fejre livets sanselighed og det jordnære element i middelalderens fortællingstradition. Filmen ser Chaucer som en populær, mundtlig fortællertradition og bringer den til live gennem humor, karikatur og stærke visuelle billeder.

Form, indhold og temaer

Pasolinis film er en antologi—en række selvstændige episoder indrammet af pilgrimsrejsens fortælling. Gennem disse fortællinger udforskes temaer som kærlighed, begær, bedrag, hykleri og social ulighed. Filmen vægter det kroppens, det vulgære og det komiske, og den kombinerer groteske situationer med en tør, ironisk humor.

Stilistisk er filmen præget af en direkte, ofte rå gengivelse af scener, hvor kameraet ikke forsøger at skjule den fysiske virkelighed. Pasolini bruger landskabet, gadebilleder og enkel scenografi til at skabe en umiddelbar følelse af tid og sted.

Skuespil og casting

• Pasolini benyttede en blanding af professionelle skuespillere og ikke-professionelle, hvilket giver filmen en blanding af naturalisme og teatralsk overspil.
• Tom Baker medvirker i en mindre rolle, som bemærket i originalteksten; hans tilstedeværelse er et eksempel på Pasolinis ofte eklektiske casting.

Produktion og æstetik

Filmen er lavet med en åben, næsten dokumentarisk stil i mange scener, men veksler også til mere iscenesatte, teatralske øjeblikke. Kostumer og kulisser refererer til middelalderen på en måde, der både er realistisk og karikeret — ofte med en villet grotesk overdrevenhed, der fremhæver fortællingernes moralske punkter.

Modtagelse og kontroverser

The Canterbury Tales vakte stærke reaktioner ved sin udgivelse. Den blev anerkendt af kritikere for sin originalitet og visuelle kraft—ikke mindst da den modtog Guldbjørnen—men den skabte også debat på grund af sin eksplicitte seksualitet og udforskning af nøgenhed. I flere lande førte dette til klipninger eller sensur og til intense diskussioner om grænserne for kunstnerisk frihed.

Betydning og eftermæle

Filmen regnes i dag som et centralt værk i Pasolinis filmografi og som et markant eksempel på 1970'ernes kunstfilm, der tog udgangspunkt i historiske tekster for at kommentere nutiden. Den bruges ofte i film- og litteraturstudier som eksempel på en fri og radikal adaptationspraksis: Pasolini ændrer, udelader og tilføjer, men bevarer samtidig ånden i Chaucer — den folkelige fortælling med sit klare blik for menneskelige svagheder.

Praktiske bemærkninger

For moderne seere kan filmen opleves som rå og provokerende. Den er et produkt af sin tid både æstetisk og moralsk, og derfor er det nyttigt at se den med en forståelse for Pasolinis kunstneriske projekt: en fejring af det kropslige og det folkelige, indrammet i en satiresans rettet mod både fortid og samtid.

Søg efter bogstav