En surcoat, eller surcote, var en overtøjsbeklædning, som mænd i middelalderen ofte bar. Omkring 100 år senere begyndte også kvinder at bære surcoat. Begrebet kan enten henvise til en frakke, der bæres over andet tøj, eller til den yderbeklædning, der særligt blev båret over en rustning. Navnet kommer fra fransk og betyder bogstaveligt "over cotta" — en lang, bred frakke, der typisk nåede ned til fødderne og ofte var uden ærmer.

Design og funktion

Fra omkring det 12. århundrede bar riddere lange, løstsiddende frakker over deres rustninger. Surcoaten var almindeligvis lang (ofte næsten til anklerne), uden ærmer og med lodrette slidser foran og bagpå, så bæreren kunne sidde til hest eller bevæge sig frit. Ærmeløse varianter gav bedre bevægelighed, mens kortere eller ærmede versioner forekom blandt civile.

Praktiske formål med surcoaten omfattede:

  • beskyttelse af metalrustning mod regn og snavs, der kunne fremskynde rustdannelse
  • at skjule eller vise ejermandens våbenskjold og derved sikre genkendelighed på slagmarken eller i turneringer
  • at dæmpe solens varme direkte på metallet under varme klimaer, fx under korstogene, så rustningen blev mindre varm

Heraldik og udsmykning

Surcoaten fungerede ofte som et bærbart lærred for heraldik. Farver, mønstre og våbenskjold var malet eller broderet på stoffet, så rytteren umiddelbart kunne genkendes af venner og fjender. De mest iøjnefaldende udgaver var stærkt farvede og kunne være dekoreret med guldtråd, broderi eller kantbort af pels.

Kvindernes surcoat

Ca. et århundrede efter mændenes begyndelse med surcoat, adopterede kvinder formen — ofte i en længere, mere strømlinet udgave som en del af civilt mode. Kvindernes surcoats kunne være mere figursyede, have ærmer og være udført i fine stoffer som silke eller brokad, suppleret med dekorative detaljer.

Materialer og variationer

Surcoats blev syet i forskellige materialer afhængigt af brug og social status: groft uld til almindelig beskyttelse, fint uld, silke eller brokade til prangende ceremonielle udgaver. Nogle havde foer eller polstring for ekstra varme eller beskyttelse; andre var lette for at holde rytteren kølig i varmt klima.

Overgang til jupon/gipon og pladerustning

I midten af det 14. århundrede begyndte den lange overfrakke at vige for kortere og tættere beklædninger som "Jupon" eller "Gipon" — ofte polstrede jakker, der både gav bevægelsesfrihed og ekstra stødabsorbering. Da fuld pladerustning (solid pladepanser) blev almindeligt, mistede surcoaten meget af sin militære relevans og forsvandt gradvist fra kampbrug. Den fortsatte dog i ceremonielle og repræsentative sammenhænge i forskellige former.

Betydning i dag

Surcoaten er i dag interessant for historikere, reenactors og modeskabere som et eksempel på, hvordan praktiske behov, militær teknologi og heraldisk identitet tilsammen formede beklædning i middelalderen. Resten af hendes historie ses både i museers udstillinger og i rekonstruktioner af middelalderligt tøj og krigsførelse.