Strange quarks er de tredje letteste quarks, som er subatomare partikler, der er så små, at man mener, at de ikke kan deles. Ligesom down quarks har strange quarks en ladning på -1/3. Ligesom alle fermioner (som er partikler, der ikke kan eksistere samme sted på samme tid) har strange quarks et spin på 1/2. Det, der adskiller strange quarks fra down quarks - ud over at de har 20–25 gange så stor masse som down quarks i form af deres såkaldte "current mass" (der findes også en større "konstituentmasse" i hadroner) - er, at de bærer den kvantetalsmærkning, man kalder "strangeness".

Strangeness er et kvantetal (ofte betegnet S), der for en strange quark sættes til S = −1 (og for en anti-strange til S = +1). Strangeness bevares i de stærke og elektromagnetiske vekselvirkninger, men kan ændres af den svage kraft. Det betyder praktisk, at hadroner, der indeholder en strange quark, ofte ikke kan henfalde hurtigt via stærk kraft eller fotonudsendelse til ikke-mærkelige sluttilstande — i stedet sker henfald typisk via den langsommere svage kraft. Denne uventet langsomme opførsel var grunden til, at forskerne i begyndelsen kaldte fænomenerne "mærkelige" eller "strange".

Strange kvarker findes i mange typer hadroner, især i kaoner og forskellige hyperoner. Eksempler:

  • Kaoner: mesoner som indeholder et lys kvark sammen med en strange eller anti-strange kvark (fx K+ = u + anti-s, K0 = d + anti-s). Kaon-systemet viser interessante fænomener som partikel–antipartikel-omblanding og CP‑symmetribrud, hvor den mærkelige kvark spiller en central rolle.
  • Hyperoner: tungere baryoner med mindst én strange kvark. Almindelige eksempler er Λ (uds), Σ-familien (fx Σ+ = uus, Σ0 = uds, Σ− = dds) og Ξ ("cascade", fx Ξ0 = uss, Ξ− = dss). Hyperoner har typisk længere levetid end partikler, der kun henfalder via stærk kraft, fordi deres henfald ændrer strangeness og derfor går gennem svag vekselvirkning.

Produktion og observation: Strange kvarker bliver ofte skabt i par (s og anti-s) i høje energi‑sammenstød, fx i acceleratorer eller i kosmiske stråler. I mange processer optræder "associated production", hvor en kaon og en hyperon dannes samtidigt, så det samlede strangeness bevares i den stærke proces. Fordi henfald via svag kraft er langsommere (typisk levetider omkring 10^−10 s for svage henfald sammenlignet med ~10^−23 s for stærke henfald), kan mærkelige partikler bevæge sig en betydelig afstand før henfaldet og derfor detekteres som adskilte spor i detektorer.

Historisk bemærkelsesværdigt er, at kaoner blev opdaget i slutningen af 1940'erne, mens idéen om en separat strange kvark som del af kvarkmodellen først blev indarbejdet i 1960'ernes quarkmodeller (f.eks. Gell‑Mann og Zweig). Strangeness som begreb blev indført tidligere i 1950'erne for at forklare de usædvanlige henfaldsmønstre.

Moderne betydning: Ud over at forklare egenskaberne af kaoner og hyperoner bidrager strange kvarker til nukleonernes "sea" af kvarker, spiller en rolle i forsøg, der måler protonens struktur og spin, og anvendes som probe i undersøgelser af quark‑gluon‑plasma (fx ved, at man ser en såkaldt "strangeness enhancement" i tungionkollisioner). Studiet af strangeness og strange hadroner har derfor været og er fortsat vigtigt for at teste og uddybe vores forståelse af den stærke og svage væsen i Standardmodellen.

Kort opsummering: Strange kvarker er lette, ladede fermioner med ladning −1/3 og spin 1/2, de indfører kvantetallet strangeness (S = −1), bevares i stærke og elektromagnetiske processer men ændres af svage processer, og de findes bl.a. i kaoner og hyperoner, hvor deres tilstedeværelse forklarer de karakteristiske, relativt langsomme henfald.