Skovfrøerne er ni arter af frøer i slægten Hemisus. Det er den eneste slægt i familien Hemisotidae. De findes i tropisk og subtropisk Afrika syd for Sahara. Skovfrøerne lever primært et gravende (fossorielt) liv og er tilpasset til at tilbringe lange perioder under jorden, hvor de søger beskyttelse mod tørke og rovdyr.
Skovfrøer er mellemstore frøer, der kan blive op til ca. 8 cm lange. De er rundkropede med korte ben, hvilket reducerer modstanden ved at bevæge sig i underjordiske gange. Deres hoved er lille og smalt, med en hård, opadvendt, spadeformet næse som fungerer som et graveredskab.
Udseende og tilpasninger
Hudfarven varierer mellem arter, men går ofte i brune, grå eller marmorerede nuancer, som hjælper med kamuflage i jord og løv. Kroppen er kompakt med kraftig brystkasse, og forbenene er relativt korte, mens bagbenene er kraftige nok til korte hop. Den karakteristiske, forked formede snude og en forstærket kranie gør det muligt for skovfrøer at grave hovedførst gennem løst jordmateriale — en usædvanlig adfærd blandt gravefrøer, hvor mange andre arter graver bagfra.
Levested og udbredelse
Arterne findes i en række tørre og fugtige biotoper syd for Sahara: savanne, skovkanter, landbrugsområder og områder tæt ved sæsonbestemte vandpytter. De undgår normalt meget tørre ørkenområder og højlandsområder uden passende jordbund eller vandforsyning i regntiden.
Adfærd og ernæring
Skovfrøer er nataktive og kommer oftest frem i forbindelse med regnperioder, hvor der er bedst mulighed for at finde føde og ynglevand. De lever primært af små hvirvelløse dyr — især insekter, myrer, termitter og andre små leddyr — som de fanger med deres hurtigt udstrakte tunge eller ved at snappe dem med munden. Hanner kan kalde for at tiltrække hunner; kaldet foregår ofte fra underjordiske kamre eller fra skjul tæt ved overfladen.
Reproduktion
Skovfrøerne er gravfrøer. Parret går i amplexus (han holder om hunnen), og hunnen graver i jorden mens de er sammen. Hunnen lægger æggene i et underjordisk hul eller kammer, hvori hun ofte bliver tilbage for at vogte æggene. Ifølge observationer forlader hannen tunnelen, mens hunnen bliver hos æggene. Når regnen gør det muligt, graver hunnen med sin spadeformede næse en forbindelse til en vandkilde, så haletudserne kan komme ud i vand og udvikle sig. Haletudserne kan i visse tilfælde tåle at opholde sig uden for vand i op til et par dage, hvilket er en nyttig tilpasning i de omskiftelige, sæsonbestemte miljøer, de lever i.
I fangenskab
Nogle arter holdes som kæledyr. I fangenskab kræver de et terrarium med dybt, fugtigt substrat, så de kan grave, samt en fugtig atmosfære og adgang til lavt, rent vand. De skal fodres med levende byttedyr (små insekter, larver mv.). Det er vigtigt at sikre passende temperatur og luftfugtighed samt at undgå indsamling fra truede bestande — i mange områder gælder desuden lokale regler for indsamling og handel med vilde dyr.
Bevarelse og trusler
Status varierer mellem arter: nogle vurderes som relativt almindelige, mens andre kan være truede eller utilstrækkeligt kendte. De største trusler omfatter tab af habitat gennem rydning af skov, dræning af vådområder, intensiv landbrugsdrift, forurening og fragmentering af habitater. Sygdomme som chytridiomykose udgør en potentiel risiko for amfibier generelt. Bevarelse kræver kartlægning af udbredelse, overvågning af bestandstendenser og beskyttelse af vigtige levesteder, især yngleområder og områder med egnet jord for gravning.
Skovfrøerne er et godt eksempel på, hvordan specialiserede morfologiske tilpasninger (som den spadeformede næse) kan give en nichefordel i vanskelige eller skiftende miljøer. Trods deres skjulte liv under jorden spiller de en rolle i økosystemet som rovdyr af små insekter og som bytte for større dyr.