Dykning (SCUBA): Definition, udstyr og sikkerhed
Lær SCUBA-dykning: definition, nødvendigt udstyr og essentielle sikkerhedstips til trygge, spændende undervandseventyr for både begyndere og erfarne dykkere.
Dykning (SCUBA-dykning) er en aktivitet, hvor personer — kaldet dykkere — svømmer under vandet i længere tid ved hjælp af et selvstændigt åndedrætsapparat, der leverer trykluft eller andre åndbare gasser. Den mest synlige del af udstyret er en trykflaske (tanken), en stor metalcylinder typisk lavet af stål eller aluminium, som rummer komprimeret luft eller anden gasblanding. Ordet scuba er en forkortelse for Self-Contained Underwater Breathing Apparatus.
Udstyr — hvad en dykker typisk bruger
- Flaske (cylinder): Indeholder luft eller gasblandinger. Materialer og tryk varierer; stål- og aluminiumscylindre er almindelige.
- Regulator: Reducerer trykket fra flasken til et vejrtrækningstryk og leverer luft på forespørgsel. Mange regulatorer har sekundær luftkilde (octopus).
- BCD (bouyancy control device): Vest/jakke der kan pustes op eller tømmes for at kontrollere opdrift under dyk.
- Maske og finner: Giver klart syn og effektiv fremdrift.
- Våddragt eller tørdragt: Beskytter mod kulde og mekaniske påvirkninger; valg afhænger af temperatur og forhold.
- Vægte: Kompenserer for opdriften fra udstyr og dragt.
- Dykkecomputer og dybdemåler: Registrerer dybde, tid og hjælper med at holde sig inden for sikre dekompressionstabeller.
- Manometer og trykmåler: Viser tilbageværende gas i flasken.
- Sikkerhedsudstyr: Overflademarkeringsboje (SMB), signalfløjte, kniv, lygte ved natdyk og reserve luftkilde.
Gasser og blandinger
De fleste rekreative dykkere bruger almindelig komprimeret luft, men andre blandinger er almindelige:
- Nitrox (beriget luft): Højere iltprocent og lavere nitrogenandel, giver længere bundtid ved visse dybder, men kræver specifik træning.
- Trimix og heliox: Indeholder helium for at reducere narkotiske effekter af nitrogen på større dybder; anvendes ved teknisk dykning.
- Ren ilt: Bruges i dekompressionsstop og nødsituationer, men kun inden for begrænsede dybder pga. iltforgiftning.
Sikkerhed og dykkeradfærd
- Buddy-system: Dyk altid med en makker; hjælp og overvågning mellem dykkere reducerer risiko.
- Forberedelse og checkliste: Gennemfør makker- og udstyrschecks før hvert dyk (BRASS — BCD, Regulator, Air, Surface signal, Submerge checks eller lignende).
- Kontroller opstigning: Styr på opstigningshastighed (typisk max 9–10 m/min) og lav sikkerhedsstop (typisk 3–5 min ved ~5 m) for at mindske risikoen for dekompressionssyge.
- Hold dig inden for trænings- og erfaringsgrænser: Respekter dybdebegrænsninger og dekompressionsregler; teknisk dykning kræver specialuddannelse.
- Sundhed og fysiologi: Dykning kræver god lungefunktion og generel sundhed. Undgå dykning ved forkølelse, lungebetændelse eller øreproblemer, som kan hindre trykudligning.
- Flyvning og højdeforandringer: Vent passende tid efter dykning før flyrejse eller rejse til højere terræn for at reducere risiko for dekompressionssyge (typisk mindst 12–24 timer afhængig af dykprofil).
Træning, certificering og ansvar
For at dykke sikkert er det vigtigt at gennemgå en anerkendt træning og opnå certificering fra organisationer som PADI, SSI, BSAC eller NAUI. Kurser dækker udstyrshåndtering, trykteori, planlægning, nødsituationer og praktiske færdigheder i kontrollerede omgivelser. Regelmæssig opfriskning og dyk med erfarne instruktører er anbefalet.
Vedligeholdelse af udstyr og flasker
- Regelmæssig service af regulatorer og BCD efter producentens anvisninger.
- Cylindre skal trykprøves og inspiceres periodisk (visuel inspektion og hydraulisk trykprøvning eller anden lokal standard) for at sikre integritet og sikkerhed.
- Hold maskesømme, dragter og elektrisk udstyr (lygter, computere) rene og tjek for skader.
Afsluttende bemærkninger
Dykning er en fascinerende sport og profession, der giver mulighed for at udforske undervandslivet og verden på måder få andre aktiviteter kan. Men det kræver respekt for naturens kræfter, ordentlig træning, korrekt udstyr og ansvarlig adfærd for at minimere risici. Start med et grundkursus, lær gode vaner og byg erfaring gradvist.
Dykkere observerer fisk og koraller
Historie
I 1600-tallet blev der sænket en dykkerklokke, som havde indfanget luft i sig. En dykkerklokke er som en stor tung, omvendt spand, der holder luft inde, når den sænkes ned i vandet. En dykker skulle indånde luften og svømme ind og ud af klokken for at arbejde, indtil luften blev dårlig. Senere blev der pumpet frisk luft til dykkerklokken gennem en slange, så dykkeren kunne blive længere.
De første dykkerdragter brugte en tung kobberhjelm med vinduer og en slange fra en luftpumpe. Hjelmen var fastgjort til en dykkerdragt med vanddæksel. Dykkerne havde tunge bukser på og gik på havbunden, da det ikke var sikkert at svømme. Luftslangen sendte luft til hjelmen fra en pumpe på land eller på en båd over dykkeren. Luften passerede gennem hjelmen og ud i vandet gennem en ventil, og dykkeren kunne trække vejret fra luften i hjelmen. Dette spildte en masse luft, men der var ingen mulighed for kun at tilføre luft, når dykkeren havde brug for det. Dette kaldes et system med fri strøm.
Jacques Cousteau var en franskmand, som udviklede flere vigtige dele af dykkerudstyret og gjorde det nyttigt. En af delene var en bedre regulator, der kun sendte luft ud, når dykkeren trak vejret ind. Dette gjorde det muligt for dykkerne at komme længere på én flaske. Den blev lavet med et mundstykke på en gummislange, så en tung hjelm var ikke nødvendig. Den var let nok til at kunne bruges med finner og nemt svømme. Han tog også mange undervandsfilm og viste folk, hvad der var under vandet, og hvorfor det skulle beskyttes.
Siden Cousteau er der sket forbedringer af dykkerudstyret for at gøre det mere sikkert og lettere at bruge.
Udstyr
- Dykkerflaske, (en eller flere), der indeholder luft. Luften er almindelig trykluft til de fleste dyk, men ved længere dyk kan man bruge en blanding af luft med mere ilt, kaldet nitrox, for at undgå dekompressionssygdom, også kaldet bøjninger (et smertefuldt eller dødeligt problem, når man kommer for hurtigt op til overfladen). Flasken er fastgjort til dykkeren ved hjælp af en sele, som ofte er en del af BCD'en. Ved dybere dyk kan der anvendes en heliumholdig åndedrætsgas for at undgå nitrogennarkose, som kan få dykkeren til at opføre sig som om han er beruset, og som er farlig.
- Regulator til indånding af luften fra tanken. Denne reducerer trykket på den luft, der kommer fra tanken. Den tilpasser luften til trykket i vandet omkring dykkeren, så han/hun let kan trække vejret på enhver sikker dybde. Der er også en lufttryksmåler til at vise, hvor meget luft der er tilbage i tanken.
- BCD (buoyancy control device) til at kontrollere, om dykkeren flyder eller synker. Dykkeren kan tilføre luft fra en oppustningsventil eller fjerne luft ved at åbne en dumpventil. Dykkere kan også bære vægte for at forhindre sig selv i at flyde opad, når deres dykkerdragt har for stor opdrift. Med BCD'en kan dykkeren justere sin opdrift, så han/hun kan være neutral (flyde på plads) på den ønskede dybde. Hvis dykkeren svømmer opad, vil luften i BCD'en udvide sig, fordi vandtrykket er mindre, og dykkeren må lukke noget luft ud eller flyde op til overfladen. Hvis dykkeren svømmer nedad, vil luften blive komprimeret, og dykkeren skal fylde mere luft ind eller synke til bunds, så dykkeren skal nøje kontrollere, hvor meget luft der er i BCD'en, når dybden ændres.
- Dybdemåler, så man ved, hvor dybt man er, og der kan være et ur til at se tiden eller en dykkercomputer, der viser, hvor langsomt man skal komme op for at være sikker mod dekompressionssygdom. Et sikkert dyk afhænger af, hvor længe og hvor dybt dykkeren dykker, og hvor lang tid der er gået siden sidste dyk.
- De fleste dykkere har en dykkerdragt på for at holde varmen. Det er normalt en våddragt af skumgummi, men i koldere vand kan man også bruge en tørdragt.
- Dykkere har en maske på, som de kan se igennem, fordi det menneskelige øje ikke kan fokusere ordentligt i vand.
- Svømmefinner bæres på fødderne for at svømme bedre.
- En snorkel kan bruges til at trække vejret ved overfladen, når du svømmer med ansigtet nedad
Certificering
Dykkere står over for farer, der kan skade eller dræbe dem, hvis de ikke ved, hvad de skal gøre. De kan opbruge al deres luft eller få dekompressionssygdom eller nitrogennarkose. En person skal være uddannet til at bruge udstyret og dykke sikkert. Når de viser, at de kan dykke sikkert, får de et certifikatkort. Den største organisation til certificering af dykkere er PADI - Professional Association of Diving Instructors - men der findes mange andre, afhængigt af landet. Nogle turiststeder har et kort kursus uden certificering, hvorefter instruktøren fører dykkeren ud i et lavt dyk, alt sammen på én dag.
På grund af de særlige farer er der avancerede klasser for f.eks. dykning i eller omkring skibsvrag, grottedykning og dybdedykning (mere end 18 meter).
Relaterede sider
- fridykning - Dykning uden dykkerudstyr (holde vejret). Snorkeludstyr bruges ofte til fridykning. Der kræves ingen certificering, men det kan stadig være farligt.
Søge