Dykning

Historie

I 1600-tallet blev der sænket en dykkerklokke, som havde indfanget luft i sig. En dykkerklokke er som en stor tung, omvendt spand, der holder luft inde, når den sænkes ned i vandet. En dykker skulle indånde luften og svømme ind og ud af klokken for at arbejde, indtil luften blev dårlig. Senere blev der pumpet frisk luft til dykkerklokken gennem en slange, så dykkeren kunne blive længere.

De første dykkerdragter brugte en tung kobberhjelm med vinduer og en slange fra en luftpumpe. Hjelmen var fastgjort til en dykkerdragt med vanddæksel. Dykkerne havde tunge bukser på og gik på havbunden, da det ikke var sikkert at svømme. Luftslangen sendte luft til hjelmen fra en pumpe på land eller på en båd over dykkeren. Luften passerede gennem hjelmen og ud i vandet gennem en ventil, og dykkeren kunne trække vejret fra luften i hjelmen. Dette spildte en masse luft, men der var ingen mulighed for kun at tilføre luft, når dykkeren havde brug for det. Dette kaldes et system med fri strøm.

Jacques Cousteau var en franskmand, som udviklede flere vigtige dele af dykkerudstyret og gjorde det nyttigt. En af delene var en bedre regulator, der kun sendte luft ud, når dykkeren trak vejret ind. Dette gjorde det muligt for dykkerne at komme længere på én flaske. Den blev lavet med et mundstykke på en gummislange, så en tung hjelm var ikke nødvendig. Den var let nok til at kunne bruges med finner og nemt svømme. Han tog også mange undervandsfilm og viste folk, hvad der var under vandet, og hvorfor det skulle beskyttes.

Siden Cousteau er der sket forbedringer af dykkerudstyret for at gøre det mere sikkert og lettere at bruge.

Udstyr

• Dykkerflaske, (en eller flere), der indeholder luft. Luften er almindelig trykluft til de fleste dyk, men ved længere dyk kan man bruge en blanding af luft med mere ilt, kaldet nitrox, for at undgå dekompressionssygdom, også kaldet bøjninger (et smertefuldt eller dødeligt problem, når man kommer for hurtigt op til overfladen). Flasken er fastgjort til dykkeren ved hjælp af en sele, som ofte er en del af BCD'en. Ved dybere dyk kan der anvendes en heliumholdig åndedrætsgas for at undgå nitrogennarkose, som kan få dykkeren til at opføre sig som om han er beruset, og som er farlig.
• Regulator til indånding af luften fra tanken. Denne reducerer trykket på den luft, der kommer fra tanken. Den tilpasser luften til trykket i vandet omkring dykkeren, så han/hun let kan trække vejret på enhver sikker dybde. Der er også en lufttryksmåler til at vise, hvor meget luft der er tilbage i tanken.
• BCD (buoyancy control device) til at kontrollere, om dykkeren flyder eller synker. Dykkeren kan tilføre luft fra en oppustningsventil eller fjerne luft ved at åbne en dumpventil. Dykkere kan også bære vægte for at forhindre sig selv i at flyde opad, når deres dykkerdragt har for stor opdrift. Med BCD'en kan dykkeren justere sin opdrift, så han/hun kan være neutral (flyde på plads) på den ønskede dybde. Hvis dykkeren svømmer opad, vil luften i BCD'en udvide sig, fordi vandtrykket er mindre, og dykkeren må lukke noget luft ud eller flyde op til overfladen. Hvis dykkeren svømmer nedad, vil luften blive komprimeret, og dykkeren skal fylde mere luft ind eller synke til bunds, så dykkeren skal nøje kontrollere, hvor meget luft der er i BCD'en, når dybden ændres.
• Dybdemåler, så man ved, hvor dybt man er, og der kan være et ur til at se tiden eller en dykkercomputer, der viser, hvor langsomt man skal komme op for at være sikker mod dekompressionssygdom. Et sikkert dyk afhænger af, hvor længe og hvor dybt dykkeren dykker, og hvor lang tid der er gået siden sidste dyk.
• De fleste dykkere har en dykkerdragt på for at holde varmen. Det er normalt en våddragt af skumgummi, men i koldere vand kan man også bruge en tørdragt.
• Dykkere har en maske på, som de kan se igennem, fordi det menneskelige øje ikke kan fokusere ordentligt i vand.
• Svømmefinner bæres på fødderne for at svømme bedre.
• En snorkel kan bruges til at trække vejret ved overfladen, når du svømmer med ansigtet nedad

Certificering

Dykkere står over for farer, der kan skade eller dræbe dem, hvis de ikke ved, hvad de skal gøre. De kan opbruge al deres luft eller få dekompressionssygdom eller nitrogennarkose. En person skal være uddannet til at bruge udstyret og dykke sikkert. Når de viser, at de kan dykke sikkert, får de et certifikatkort. Den største organisation til certificering af dykkere er PADI - Professional Association of Diving Instructors - men der findes mange andre, afhængigt af landet. Nogle turiststeder har et kort kursus uden certificering, hvorefter instruktøren fører dykkeren ud i et lavt dyk, alt sammen på én dag.

På grund af de særlige farer er der avancerede klasser for f.eks. dykning i eller omkring skibsvrag, grottedykning og dybdedykning (mere end 18 meter).

Relaterede sider

• fridykning - Dykning uden dykkerudstyr (holde vejret). Snorkeludstyr bruges ofte til fridykning. Der kræves ingen certificering, men det kan stadig være farligt.