Ross 154 (også kaldet V1216 Sgr) er en stjerne i det sydlige stjernetegn Skytten. Den har en tilsyneladende størrelsesgrad på 10,44, så den er alt for svag til at kunne ses med det blotte øje. Afstanden til denne stjerne kan estimeres ud fra parallaksemålinger, som placerer den 9,69 lysår (2,97 parsecs) fra Jorden. Den er den nærmeste stjerne i det sydlige stjernebillede Skytten og en af de nærmeste stjerner til Solen.
Stjernen blev først katalogiseret af den amerikanske astronom Frank Elmore Ross i 1925 og indgår i hans katalog under betegnelsen Ross 154. Den er kendt som en aktiv flare‑stjerne af UV Ceti-type – det vil sige en udbrudsstjerne med en kortvarig, kraftig stigning i lysstyrke når magnetisk aktivitet udløser et flare. Den målte gennemsnitlige tid mellem større udbrud er omkring to dage. Den første klare flare‑observation af denne type blev rapporteret fra Australien i 1951, hvor stjernens lysstyrke steg med ca. 0,4 magnituder; ved kraftige flares kan stjernen typisk øge sin lysstyrke med 3–4 magnituder.
Ross 154 er også en mærkbar kilde til røntgenstråling og er blevet observeret af flere røntgenobservatorier. Den hvilende røntgenlysstyrke er ca. 9 × 1027 ergs s-1, og kraftige røntgenudbrud er blevet målt af blandt andre Chandra-observatoriet, hvor et særligt stort udbrud blev vurderet til at udsende omkring 2,3 × 1033 erg. Denne høje aktivitet gør Ross 154 til et vigtigt objekt for studier af stjerners magnetiske fænomener og flare‑mekanismer.
Det er en rød dværgstjerne, der producerer energi gennem kernefusion af brint i dens kerne. Ross 154 klassificeres ofte som spektraltype M (rød dværg) med emissionlinjer, og den har en anslået masse på omkring 17% af Solens masse og en radius på cirka 24% af Solens radius, men den udstråler kun omkring 0,38% af Solens lysstyrke. Der er sandsynligvis tale om en relativt ung stjerne med en alder på under én milliard år. Overfladen af grundstoffer tungere end helium, det vil sige metallliciteten, er cirka halvt så stor som i Solen.
Den nære afstand, kombineret med høj magnetisk aktivitet og hyppige flares, gør Ross 154 til et interessant studieobjekt inden for stjerners udvikling og flarefysik. Den kraftige flare‑aktivitet betyder også, at eventuelle planeter i tæt bane omkring Ross 154 ville blive udsat for intense strålingsudbrud, hvilket har betydning for deres atmosfæriske udvikling og potentiel beboelighed.