Placebo
Placebo er en behandling af en sygdom eller tilstand, som bevidst er ineffektiv. Motivet er normalt, at hvis en person tror, at en medicin, diæt eller anden behandling er god for ham eller hende selv, så er den også god for personen selv.
Nogle gange føler syge mennesker, der får placebo, at de får det bedre, og nogle gange får deres kroppe det faktisk bedre. Når patienter har denne reaktion, kaldes det for "placeboeffekten". Udtrykket placeboeffekt (eller placebo-respons) blev introduceret i 1920. Det er forsøgspersonens respons, der forårsager den observerede effekt, ikke stoffet,.
Oprindelse
John Haygarth testede en placeboeffekt i det 18. århundrede. Det viste "i en grad, som man aldrig har haft mistanke om, hvilken kraftig indflydelse på sygdomme, som kun fantasi har på sygdomme".
Émile Coué, en fransk apoteker, der arbejdede mellem 1882 og 1910, opdagede det, der senere blev kendt som "placeboeffekten". Han beroligede sine kunder ved at rose hvert lægemiddels effektivitet og ved at efterlade en lille positiv seddel sammen med hvert lægemiddel. I 1901 begyndte Coué at studere under hypnose. I 1913 grundlagde Coué sammen med sin kone La Société Lorraine de Psychologie appliquée. Hans bog Self-mastery through conscious autosuggestion blev udgivet i England (1920) og i USA (1922).
Placebo og blindforsøg
Der anvendes placeboer som led i blinde forsøg. Blindforsøg fungerer på følgende måde: Nogle personer får den medicin eller behandling, der skal testes, og andre får placebo. Ingen ved, hvem der får den rigtige behandling, og hvem der får placebo. De er "blinde" for deres behandling.
Hvis forskerne bemærker, at "behandlingsgruppen" er anderledes end "placebogruppen", ved de, at forskellen skyldes behandlingen. Uden en "placebogruppe" kan forskerne ikke vide, om disse ændringer ville være sket alligevel, uanset hvilken medicin folk havde taget.
Ægte virkninger af placebo
Placeboer kan have en reel virkning på patienterne: det er det, der menes med "placeboeffekt". Siden en skelsættende artikel i 1955 er placeboeffekten blevet anerkendt og accepteret af nogle og benægtet af andre. Der er dog ingen tvivl om, at placeboeffekten findes i forbindelse med visse tilstande. Eksempler herpå er:
- Lindring af smerter. Undersøgelser af akupunktur har været positive. Placeboeffekten formidles af "top-down"-processer fra områder i neocortex, der påvirker forventningerne. "Sygdomme, der mangler større "top-down" eller kortikalt baseret regulering, er muligvis mindre tilbøjelige til placebo-relateret forbedring".
- Parkinsons sygdom: Placebo lindring er forbundet med frigivelse af dopamin i hjernen.
- Depression: Placeboer, der reducerer depression, påvirker mange af de samme områder, der aktiveres af antidepressiva, med tilføjelse af den præfrontale cortex.
- Koffein: Placebo-kaffeinholdig kaffe forårsager en stigning i bilateral dopaminfrigivelse i thalamus.
- Glukose: Forventningen om en intravenøs injektion af glukose øger frigivelsen af dopamin i mænds basale ganglier (men ikke kvinders).
- Methylphenidat: Forventningen om intravenøs injektion af dette stof hos uerfarne stofbrugere øgede frigivelsen af dopamin i den ventrale cingulære gyrus og nucleus accumbens, og denne effekt var størst hos dem uden forudgående erfaring med stoffet.
