Placebo: Definition og forklaring af placeboeffekt og virkninger
Placebo: Få klar definition af placeboeffekt, mekanismer, eksempler og virkninger — forstå, hvordan tro og forventning kan påvirke helbredet.
Placebo er en behandling af en sygdom eller tilstand, som bevidst er ineffektiv i forhold til den sygdomsårsag, man ønsker at påvirke. Det kan for eksempel være en sukkerpille, saltvandsinjektion eller en såkaldt «skinnoperation» (sham-operation). Motivet bag brugen af placebo har historisk været, at hvis en person tror, at en medicin, diæt eller anden behandling hjælper, så kan troen i sig selv medføre en bedring. Denne bedring kaldes for placeboeffekten.
Hvad er placeboeffekt?
Placeboeffekten beskriver den positive ændring i patientens tilstand, som skyldes patientens forventninger, tillid til behandleren, tidligere erfaringer eller andre psykologiske og sociale faktorer — ikke af den aktive bestanddel i en behandling. Udtrykket placeboeffekt (eller placebo-respons) blev introduceret i 1920. Det er forsøgspersonens respons, der forårsager den observerede effekt, ikke selve stoffet.
Hvordan virker placebo?
- Forventning: Hvis en person forventer bedring, kan hjernen aktivere belønnings- og smertedæmpende systemer (fx frigivelse af endogene opioider og dopamin), hvilket kan give målbar lindring.
- Betingning: Gentagne gange at modtage en behandling kan skabe en betinget respons, hvor selve ritualet omkring behandlingen udløser bedring.
- Læge-patient-relation: Omsorg, kommunikation og troværdighed hos behandleren kan forstærke effekten.
Placebo vs. naturlig forløb og målefejl
Det er vigtigt at skelne mellem reelle placeboeffekter og andre årsager til bedring: sygdommens naturlige gang, regression mod gennemsnittet (dvs. at meget dårlige perioder ofte efterfølges af forbedring) og statistiske eller målefejl. I kliniske forsøg sammenlignes derfor ofte en aktiv behandling med en placebogruppe for at isolere den ægte lægemiddeleffekt fra disse andre faktorer.
Hvor stor er placeboeffekten?
Størrelsen af placeboeffekten varierer. Den er ofte størst for subjektive symptomer som smerte, træthed og kvalme, og mindre for objektive målelige udfald som tumorstørrelse eller blodsukkerniveau. I nogle tilstande kan placebobehandling give signifikant, men typisk midlertidig lindring.
Placebo i kliniske studier
I forskning bruges placebo som kontrol for at vurdere, om en behandling har en reel virkning ud over forventningseffekter og tilfældigheder. Standarddesign inkluderer randomiserede, dobbeltblinde, placebokontrollerede forsøg, hvor hverken patienterne eller forskerne ved, hvem der får aktiv behandling eller placebo. Dette mindsker bias og sikrer mere pålidelige resultater.
Nocebo — den modsatte effekt
Nocebo beskriver negative virkninger, som opstår pga. negative forventninger. Hvis en patient forventer bivirkninger, kan vedkommende opleve dem selvom behandlingen er inert. Noceboeffekter viser, at forventninger kan skabe både gode og dårlige oplevelser.
Etiske overvejelser
- Deception: At give placebo i klinisk praksis indebærer ofte en form for bedrageri. Dette rejser etiske problemer, fordi det kan skade tilliden mellem patient og behandler.
- Undtagelser: I visse tilfælde, fx når der ikke findes effektiv behandling, eller i kliniske forsøg hvor informeret samtykke er givet, kan placebostudier være berettigede.
- Open-label placebos: Nyere forskning viser, at placebobehandling kan virke selv når patienter får at vide, at det er et placebo. Det kan tilbyde en etisk vej til at udnytte placeboeffekter uden bedrag.
Praktiske eksempler
- Sukkerpiller som kontrol i et studie af smertestillende medicin.
- Sham-akupunktur (nåle uden penetration) i studier af akupunkturs effekt.
- Sham-operationer i forskningssammenhæng for at teste effekten af kirurgiske indgreb.
Konklusion
Placebo er en vigtig del af både klinisk forskning og forståelsen af, hvordan psykologiske faktorer påvirker helbred. Placeboeffekten er ægte i den forstand, at den kan fremkalde målbare ændringer i patienters oplevelser og nogle gange i biologiske processer, men den bør anvendes med omtanke på grund af etiske overvejelser og forskellen mellem subjektive og objektive helbredsudfald.
Oprindelse
John Haygarth testede en placeboeffekt i det 18. århundrede. Det viste "i en grad, som man aldrig har haft mistanke om, hvilken kraftig indflydelse på sygdomme, som kun fantasi har på sygdomme".
Émile Coué, en fransk apoteker, der arbejdede mellem 1882 og 1910, opdagede det, der senere blev kendt som "placeboeffekten". Han beroligede sine kunder ved at rose hvert lægemiddels effektivitet og ved at efterlade en lille positiv seddel sammen med hvert lægemiddel. I 1901 begyndte Coué at studere under hypnose. I 1913 grundlagde Coué sammen med sin kone La Société Lorraine de Psychologie appliquée. Hans bog Self-mastery through conscious autosuggestion blev udgivet i England (1920) og i USA (1922).
Placebo og blindforsøg
Der anvendes placeboer som led i blinde forsøg. Blindforsøg fungerer på følgende måde: Nogle personer får den medicin eller behandling, der skal testes, og andre får placebo. Ingen ved, hvem der får den rigtige behandling, og hvem der får placebo. De er "blinde" for deres behandling.
Hvis forskerne bemærker, at "behandlingsgruppen" er anderledes end "placebogruppen", ved de, at forskellen skyldes behandlingen. Uden en "placebogruppe" kan forskerne ikke vide, om disse ændringer ville være sket alligevel, uanset hvilken medicin folk havde taget.
Ægte virkninger af placebo
Placeboer kan have en reel virkning på patienterne: det er det, der menes med "placeboeffekt". Siden en skelsættende artikel i 1955 er placeboeffekten blevet anerkendt og accepteret af nogle og benægtet af andre. Der er dog ingen tvivl om, at placeboeffekten findes i forbindelse med visse tilstande. Eksempler herpå er:
- Lindring af smerter. Undersøgelser af akupunktur har været positive. Placeboeffekten formidles af "top-down"-processer fra områder i neocortex, der påvirker forventningerne. "Sygdomme, der mangler større "top-down" eller kortikalt baseret regulering, er muligvis mindre tilbøjelige til placebo-relateret forbedring".
- Parkinsons sygdom: Placebo lindring er forbundet med frigivelse af dopamin i hjernen.
- Depression: Placeboer, der reducerer depression, påvirker mange af de samme områder, der aktiveres af antidepressiva, med tilføjelse af den præfrontale cortex.
- Koffein: Placebo-kaffeinholdig kaffe forårsager en stigning i bilateral dopaminfrigivelse i thalamus.
- Glukose: Forventningen om en intravenøs injektion af glukose øger frigivelsen af dopamin i mænds basale ganglier (men ikke kvinders).
- Methylphenidat: Forventningen om intravenøs injektion af dette stof hos uerfarne stofbrugere øgede frigivelsen af dopamin i den ventrale cingulære gyrus og nucleus accumbens, og denne effekt var størst hos dem uden forudgående erfaring med stoffet.
Relaterede sider
- Tro
- Medicinering
- Optimisme
- Pessimisme
- Farmakologi
- Videnskabelig metode
Søge