Parodimesse: definition, historie og eksempler fra renæssancen
Parodimesse: Lær definition, historie og renæssance-eksempler på, hvordan komponister som Josquin og Palestrina genbrugte melodier i 1500-tallet.
En parodisk messe er en musikalsk opsætning af messen, der bruger melodier fra andre musikværker. Denne form for messe var populær i det 16. århundrede. "Parodi" i denne betydning betyder ikke "parodi" i den moderne betydning af ordet. Det handler ikke om at gøre grin med noget. En parodimesse er en messe, der låner musikalsk materiale. Musikken kan være lånt fra en chanson eller motet, som regel af en anden komponist. På den tid var der ikke noget skamfuldt i at bruge andre komponisters melodier. I dag ville det blive kaldt plagiat (at stjæle andres idéer).
Parodimessen var meget populær i renæssancen: Palestrina skrev omkring 50 parodimesser. Nogle eksempler på tidlige parodimesser omfatter Missa Malheur me bat, Missa Mater Patris og Missa Fortuna desperata af Josquin Desprez. I midten af det 16. århundrede blev paroditeknikken anvendt i et stort antal komponerede messer.
Musikalsk teknik
En parodimesse bygger typisk på flere stemmer fra et forlæg—det kan være hele polyfone passager, temaer eller motiviske figurer—i stedet for kun at bruge én fast melodi (cantus firmus). Teknikken kaldes ofte også en imitation- eller parody/ parodia-teknik. Komponisten tager materiale fra et eksisterende værk (for eksempel en chanson eller motet) og omskaber det, så det danner grundlag for de forskellige messens satser (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei).
Det er vigtigt at skelne mellem:
- Cantus firmus-messe — bygger på én fast melodi, ofte placeret i tenorstemmen;
- Parafrase-messe — en enkelt melodi er genbrugt, men ornamenteret og spredt mellem stemmerne;
- Parodimesse (imitation-messe) — bygger på flere stemmer eller hele teksturer fra et forlæg og bruger imitationsteknikker i hele værket.
Historisk kontekst og udbredelse
Parodimessen blev udviklet og udbredt af komponister fra den franko-flamske skole og videre i hele Europa i renæssancen. Teknikken afspejler datidens syn på musikalsk lån: at genanvende og omforme kendte musikalske idéer var ofte et tegn på lærdom og håndværk, ikke tyveri. Mange komponister brugte kendte chansons og motetter som grundlag for nye liturgiske værker, både af praktiske grunde (hurtigere komposition) og som en form for kunstnerisk kommentar eller hyldest.
I midten af 1500-tallet rejste der sig også religiøse og æstetiske spørgsmål omkring brugen af verdslige melodier i den hellige messe. Rådene ved Tridentinerkoncillet (det Tredje Laterankoncil var i 1545–1563) og efterfølgende kirkeforordninger førte til, at nogle kirkelige myndigheder udtrykte bekymring over, at forlægget kunne være for mundant eller uegnet i liturgisk sammenhæng. Diskussionen førte til større opmærksomhed på tekstforståelighed og enkelhed i kirkemusikken, hvilket påvirkede visse komponister og stilarter.
Eksempler og kendte komponister
Som nævnt i indledningen er Josquin Desprez en af de første og mest berømte praktiserende komponister af parodimesser; eksempler er Missa Malheur me bat, Missa Mater Patris og Missa Fortuna desperata. Palestrina skrev et stort antal messer, hvoraf mange benytter paroditeknikker. Andre komponister som Orlande de Lassus, Nicolas Gombert og Cristóbal de Morales anvendte også at bygge messer over eksisterende polyfone kilder.
Der findes mange konkrete eksempler på parodimesser fra renæssancen; nogle var baseret på andre komponisters motetter, andre på populære sange (chansons). Valget af forlæg kunne afspejle både liturgiske hensyn og komponistens relation til det originale værk eller dets ophav.
Moderne opførelse og forskning
I dag er parodimessen genstand for både musikologisk forskning og sceniske/kirkelige genopførelser. Tidlige musikforskere og moderne fortolkningspraksis har undersøgt, hvordan originalmaterialet er blevet behandlet, og hvilke æstetiske og teologiske konsekvenser genbruget havde. Der findes mange indspilninger af renæssancemesser, og tidligmusikensembler forsøger ofte at rekonstruere samtidens klangideal og stemmebalance.
Samlet set er parodimessen en central genre i renæssancemusikken, som viser komponisternes evne til at omforme eksisterende materiale kreativt inden for de liturgiske rammer.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er en parodimesse?
A: En parodimesse er en musikalsk opsætning af messen, der bruger melodier fra andre musikværker.
Q: Var paroditeknikken populær i renæssancen?
A: Ja, paroditeknikken var meget populær i renæssancen.
Q: Betyder udtrykket "parodi" det samme i dag, som det gjorde i renæssancen?
A: Nej, udtrykket "parodi" i denne forstand betyder ikke "parodi" i ordets moderne betydning. Det handler ikke om at gøre grin med noget.
Q: Hvorfor kaldes parodimasser for "parodi"?
A: Parodimesser kaldes "parodi", fordi de låner musikalsk materiale fra andre værker, som regel et værk af en anden komponist.
Q: Hvad er så specielt ved Palestrinas parodimesser?
A: Palestrina skrev omkring 50 parodimesser, hvilket anses for at være et imponerende antal.
Q: Betragtes det i dag som plagiat at bruge andre komponisters melodier?
A: Ja, at bruge andre komponisters melodier uden tilladelse betragtes som plagiat i dag.
Q: Kan du nævne et par eksempler på tidlige parodimesser?
A: Ja, nogle eksempler på tidlige parodimesser omfatter Missa Malheur me bat, Missa Mater Patris og Missa Fortuna desperata af Josquin Desprez.
Søge