Neo-keynesiansk økonomi: IS/LM, neoklassisk syntese og historisk udvikling
Neo-keynesiansk økonomi: IS/LM, neoklassisk syntese og historisk udvikling — oversigt over teorien, kritik og betydning for moderne makroøkonomi.
Neo-keynesiansk økonomi er en makroøkonomisk tankegang, der voksede frem efter Anden Verdenskrig på baggrund af John Maynard Keynes' idéer. En central indsats i denne tradition var at fortolke og formalisere Keynes' analyser med præcise modeller, især gennem arbejdet af økonomer som John Hicks, Franco Modigliani og Paul Samuelson. De udviklede blandt andet IS/LM-modellen, som blev et standardværktøj i undervisning og politikudformning og dannede grundlaget for den såkaldte neoklassiske syntese.
IS/LM-modellen og grundantagelser
IS/LM sætter samlet efterspørgsel og beskæftigelse i relation til tre typer faktorer: pengepolitikken (mængden af penge i omløb), finanspolitikken (det offentlige budget) og forventninger i erhvervslivet (som påvirker investeringer og forbrug). IS-kurven repræsenterer ligevægten i varemarkedet (sammenhængen mellem rente og produktion, hvor investeringer = opsparing), mens LM-kurven repræsenterer ligevægten i pengemarkedet (sammenhængen mellem rente og pengemængde). Skæringspunktet bestemmer kortsigtet output og rentesatsen.
Neo-keynesianerne antog typisk, at priser og lønninger er stive på kort sigt, hvilket betyder, at økonomien ikke automatisk retter sig mod fuld beskæftigelse efter chok. Derfor kan aktiv økonomisk politik — især finans- og pengepolitik — påvirke output og arbejdsløshed i det korte løb. Arbejdet blev ofte tolket inden for rammerne af generel ligevægtsteori, hvilket gjorde teorien let at indpasse i den dominerende neoklassiske tankegang; dette er kernen i den neoklassiske syntese.
Indflydelse i efterkrigstiden
Modellen og de idéer, der fulgte med den, dominerede makroøkonomisk undervisning og politikrådgivning i 1950'erne, 60'erne og begyndelsen af 1970'erne. Den forklarede, hvorfor aktiv finans- og pengepolitik kunne bruges til at stabilisere konjunkturerne, og den gav et teoretisk grundlag for velfærdspolitikker og keynesianske stabilisatorer.
Krisen i 1970'erne og efterfølgende kritik
I 1970'erne blev neo-keynesiansk teori udfordret af nye økonomiske erfaringer. Den udviklede verden oplevede samtidig lav vækst og høj inflation — kendt som stagflation — noget de klassiske neo-keynesianske modeller havde svært ved at forklare. Samtidig rejste monetarister som Milton Friedman både empirisk og teoretisk kritik af keynesianske politikanbefalinger. Monetaristerne understregede blandt andet den langsigtede neutralitet af pengemængden og introducerede idéen om en naturlig arbejdsløshedsrate.
Der kom også en metodisk kritik: Robert Lucas og andre pegede på forventningsproblemet (Lucas-kritikken) og fremhævede, at modeller uden konsistente mikrofundamenter og rationelle forventninger kunne give vildledende politikanbefalinger. Disse indsigter førte til, at makroøkonomer begyndte at søge stærkere mikroøkonomisk grundlag for makromodellerne.
Den nye keynesianske bølge og den nye neoklassiske syntese
Svarende på kritikken søgte ny-keynesianerne at genopbygge keynesianske forklaringer med solide mikrofundamenter. De viste, hvordan små friktioner i pris- og løndannelsen — fx menuomkostninger, stive priser i periodevise kontrakter (Calvo-pricing) og friktioner i arbejdsmarkedet — kombineret med rationelle forventninger kan føre til vedvarende effekter af penge- og finanspolitik. Denne forskning blev samlet i det, man i dag ofte kalder den "nye neoklassiske syntese" eller New Neoclassical Synthesis: en ramme, der kombinerer mikrofundamenter og rationelle forventninger med nominelle friktioner og dermed forklarer kortsigtede politikvirkninger samtidig med at den bevarer langsigtede neoklassiske træk.
Efter fremkomsten af den nye keynesianske skole er de oprindelige neo-keynesianere undertiden blevet omtalt som old-keynesianere. Den moderne makroøkonomi arbejder ofte med dynamiske stochastiske general equilibrium-modeller (DSGE), som viderefører mange af de nye keynesianske idéer og danner grundlag for moderne centralbankpraksis, fx inflation targeting og vurdering af pengepolitikkens afvejning mellem inflation og output.
Arv og nutidig relevans
Neo-keynesianismen har haft stor betydning for, hvordan økonomer og politikere tænker om stabiliseringspolitik, især i efterkrigstiden. Selvom fokus i flere perioder har skiftet mod monetaristiske eller nye klassiske synspunkter, har kombinationen af mikrofundamenter og nominale friktioner givet en robust forklaringsramme, som stadig præger forskningen og politikken i dag. Finanskrisen i 2008 og COVID-19-krisen viste samtidig, at debat om finanspolitikkens rolle og størrelsen af makroøkonomiske stabilisatorer fortsat er aktuel.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvad er neo-keynesiansk økonomi?
A: Neo-keynesiansk økonomi er en skole af makroøkonomisk tænkning, der blev udviklet efter Anden Verdenskrig ud fra John Maynard Keynes' skrifter. Den syntetiserer neoklassiske økonomimodeller med Keynes' oprindelige analyse og anvender IS/LM-modellen til at relatere den samlede efterspørgsel og beskæftigelse til tre variabler, såsom mængden af penge i omløb, det offentlige budget og virksomhedernes forventninger.
Spørgsmål: Hvem forsøgte at fortolke og formalisere Keynes' skrifter?
A: En gruppe økonomer (især John Hicks, Franco Modigliani og Paul Samuelson) forsøgte at fortolke og formalisere Keynes' skrifter.
Spørgsmål: Hvordan blev denne model populær blandt økonomer efter Anden Verdenskrig?
A: Denne model blev populær blandt økonomer efter Anden Verdenskrig, fordi den kunne forstås i form af generel ligevægtsteori.
Spørgsmål: Hvad var årsagen til en række udviklinger i 1970'erne, der rystede den neokeynesianske teori?
A: Den udviklede verden led af langsom økonomisk vækst og høj inflation på samme tid (stagflation), samt Milton Friedmans arbejde, som sår tvivl om neo-keynesianske teorier, forårsagede en række udviklinger i 1970'erne, som rystede den neo-keynesianske teori.
Spørgsmål: Hvad blev skabt af nykeynesianerne for at give de keynesianske makroøkonomiske ræsonnementer et mikroøkonomisk grundlag?
Svar: De nye keynesianere bidrog til at skabe en "ny neoklassisk syntese", som i dag udgør hovedstrømmen i den makroøkonomiske teori, for at give de keynesianske makroøkonomiske ræsonnementer et mikroøkonomisk grundlag.
Spørgsmål: Hvordan omtales neo-keynesianerne nu til tider?
A: Efter fremkomsten af den nye keynesianske skole er neo-keynesianere undertiden blevet omtalt som old-keynesianere.
Søge