MRSA – meticillinresistent S. aureus: symptomer, smitte og behandling
MRSA – meticillinresistent S. aureus: Lær om symptomer, smitteveje, forebyggelse og effektive behandlingsmuligheder samt hvornår en infektion kræver hurtig lægehjælp.
MRSA er en stamme af meticillinresistent Staphylococcus aureus. Det er en bakterie, som kan forårsage infektioner i mange forskellige dele af kroppen. MRSA adskiller sig fra følsomme stafylokokstammer ved, at den er resistent over for mange af de almindeligt anvendte antibiotika, særligt mange typer β-laktamer (penicilliner og cefalosporiner). Derfor kan behandlingen være mere kompliceret, og der anvendes ofte andre antibiotikaklasser ved sværere infektioner.
Kolonisation vs. infektion
Det er vigtigt at skelne mellem at være koloniseret med MRSA og at have en aktiv MRSA-infektion. Mange mennesker kan bære MRSA uden symptomer, typisk i næsen eller på huden. Kolonisation betyder, at bakterien findes på eller i kroppen uden at give sygdom, men bæreren kan sprede bakterien til andre eller senere få en infektion.
Symptomer
Symptomerne afhænger af infektionsstedet. Oftest giver MRSA milde hud- eller bløddelsinfektioner, men den kan også forårsage alvorlige sygdomme.
- Hud og bløddelsinfektioner: Røde, varme, smertefulde knuder, bumser, bylder eller sår med pus. Disse er de hyppigste manifestationer.
- Kirurgiske sår: Infektion af operationssår med rødme, udflåd og forsinket heling.
- Blodforgiftning (sepsis): Feber, kulderystelser, lavt blodtryk og påvirket almentilstand — kan være livstruende.
- Lungeinfektioner: Pneumoni med hoste, feber og åndedrætsbesvær; MRSA kan forårsage svær lungebetændelse, især hos indlagte patienter eller dem med respirator.
- Urinvejs- og knogleinfektioner: MRSA kan også inficere urinveje, knogler (osteomyelitis) og led (sepsis/ledinfektioner).
Smitteveje
MRSA spredes primært ved direkte kontakt mellem mennesker eller via forurenede genstande (fomitter). Hyppige smitteveje er:
- Direkte hudkontakt med en inficeret eller koloniseret person.
- Berøring af forurenede overflader, udstyr eller forbindinger.
- Overførsel i sundhedsfaciliteter via hænder på personale, utilstrækkelig rengøring eller deling af medicinsk udstyr.
Folk med åbne sår, invasive katetre eller svækket immunforsvar har større risiko for at udvikle infektion efter eksposition.
Diagnose
For at afgøre om der er tale om MRSA tages ofte en podning (swab) fra næse, hudlæsioner eller relevante infektionssteder. Prøven dyrkes, og bakterien identificeres, hvorefter der laves resistensbestemmelse (antibiogram). Hurtigere metoder som PCR bruges også på laboratorier til at påvise MRSA-gener direkte.
Behandling
Behandling afhænger af infektionsens type og sværhedsgrad:
- Hudinfektioner: Mindre bylder kan ofte behandles med incision og drænage alene. Antibiotika vælges ud fra resistensmønsteret.
- Alvorlige infektioner: Ved blodforgiftning, svær pneumoni eller dybe vævsinfektioner anvendes intravenøse antibiotika som er aktive mod MRSA (fx vancomycin, linezolid, daptomycin eller andre afhængigt af lokal praksis og resistensmønster). Valg af antibiotika bør altid ske i samråd med læge og gerne med mikrobiologisk rådgivning.
- Dekolonisering: Hos udvalgte patienter kan man forsøge at fjerne MRSA-kolonisation (fx næsesalve med mupirocin og bad med antiseptisk sæbe som chlorhexidin), især før operationer eller i udbrudssituationer på hospitaler.
Antibiotikabehandling skal altid følge lægens anvisninger, idet forkert eller unødvendig brug kan fremme yderligere resistens.
Forebyggelse og hygiejne
- Håndhygiejne: Hyppig og korrekt håndvask eller hånddesinfektion er det mest effektive til at forhindre smitte.
- Rengøring: Regelmæssig rengøring af overflader og medicinsk udstyr på hospitaler og i plejehjem reducerer spredning.
- Isolering og kontaktforanstaltninger: På sygehuse kan patienter med kendt MRSA blive isoleret eller have særlige kontaktforholdsregler for at mindske risikoen for overførsel.
- Undgå deling: Del ikke personlige genstande som håndklæder, barbergrej eller sportsudstyr ved risiko for hudkontakt.
Hvem skal søge læge?
Søg lægehjælp ved tegn på en infektion (rødme, varme, hævelse, pus, feber) — især hvis du har haft nylig indlæggelse, operation, eller kontakt til sundhedsvæsenet, eller hvis du tilhører en højrisikogruppe (fx immunsvækket, diabetiker). Ved alvorlige symptomer som høj feber, vejrtrækningsbesvær eller tegn på blodforgiftning skal du kontakte akutberedskab.
Offentlig sundhed og overvågning
Mange lande har overvågningsprogrammer for MRSA for at følge udbredelsen, opdage udbrud og styre forebyggelsesindsatser. På hospitaler arbejdes der målrettet med screening, rengøringsrutiner og antibiotikastyring (antibiotic stewardship) for at begrænse spredning og udvikling af resistens.
Prognose
De fleste overfladiske MRSA-infektioner behandles uden komplikationer, især hvis de opdages tidligt. Alvorlige MRSA-infektioner kan være livstruende og kræver hurtig, målrettet behandling. Tidlig diagnose, korrekt behandling og gode hygiejnerutiner forbedrer prognosen.
Kort opsummering: MRSA er en resistent variant af Staphylococcus aureus, der primært giver hudinfektioner, men også kan forårsage alvorlige sygdomme. God håndhygiejne, korrekt sårpleje og ansvarlig antibiotikabrug er centrale for at forebygge spredning.
Scanningelektronmikroskopisk billede af en menneskelig neutrofil, der indtager MRSA (kunstige farver)
Scanningelektronmikroskopisk billede af methicillinresistent Staphylococcus aureus og en død menneskelig neutrofil
Årsager
Staphylokokker er almindelige bakterier, som kan leve på vores krop. Mange raske mennesker bærer stafylokokker uden at blive smittet af dem. Faktisk har 25-30 % af os stafylokokbakterier i næsen.
Men stafylokokker kan være et problem, hvis det lykkes dem at komme ind i kroppen, ofte gennem et snit. Når de først er der, kan de forårsage en infektion. Staph er en af de mest almindelige årsager til hudinfektioner. Normalt er disse mindre alvorlige og kræver ikke særlig behandling. Mindre ofte kan stafylokokker forårsage alvorlige problemer som f.eks. inficerede sår eller lungebetændelse.
Staph kan normalt behandles med antibiotika. Men i løbet af årtier er nogle stafylokokkerstammer - som MRSA - blevet resistente over for antibiotika, der tidligere har været i stand til at udrydde dem. MRSA blev først opdaget i 1961. Den er nu resistent over for methicillin, amoxicillin, penicillin, oxacillin og mange andre antibiotika.
Mens nogle antibiotika stadig virker, tilpasser MRSA sig hele tiden. Forskere, der udvikler nye antibiotika, har svært ved at følge med.
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er MRSA?
A: MRSA står for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus, som er en bakterie, der forårsager infektioner i forskellige dele af kroppen.
Q: Hvad gør MRSA sværere at behandle end andre stammer af Staphylococcus aureus?
A: MRSA er resistent over for nogle almindeligt anvendte antibiotika, herunder penicillin og cephalosporin.
Q: Hvad er symptomerne på MRSA?
A: Symptomerne på MRSA afhænger af, hvor infektionen sidder. Den kan forårsage bumser, bylder eller pus på huden eller mere alvorlige infektioner i operationssår, blodbanen, lungerne eller urinvejene.
Q: Er alle MRSA-infektioner alvorlige?
A: De fleste MRSA-infektioner er milde og ikke alvorlige, men nogle kan være livstruende.
Q: Hvorfor kaldes MRSA nogle gange for en "superbakterie"?
A: MRSA kaldes nogle gange en "superbakterie", fordi den er svær at behandle på grund af dens resistens over for almindeligt anvendte antibiotika.
Q: Er folkesundhedseksperter bekymrede over spredningen af MRSA?
A: Ja, mange folkesundhedseksperter er foruroligede over spredningen af de hårde MRSA-stammer.
Q: Hvilken betydning har det, at MRSA er resistent over for penicillin og cefalosporin?
A: Det gør MRSA sværere at behandle end andre stammer af Staphylococcus aureus, da disse antibiotika almindeligvis bruges til at behandle bakterieinfektioner.
Søge