Forbundsministeriet for interntyske forbindelser (tysk: Bundesministerium für innerdeutsche Beziehungen) var et forbundsministerium i Forbundsrepublikken Tyskland. Ministeriets hovedopgave var at føre og koordinere Vesttysklands forbindelser med den østtyske regering og at varetage spørgsmål, der vedrørte forholdet mellem de to tyske stater under Den Kolde Krig. Den særlige ministerierolle udsprang af Vesttyskelands grundlæggende holdning om, at der kun skulle være ét Tyskland; derfor kunne disse anliggender ikke håndteres af Udenrigsministeriet, som normalt fører forbindelser mellem suveræne, fremmede stater.
Ministeriet blev oprettet i 1949 som Forbundsministeriet for samlede tyske anliggender (tysk: Bundesministerium für gesamtdeutsche Fragen). I begyndelsen håndterede det også spørgsmål vedrørende de tyske områder øst for Oder–Neisse-linjen, som efter Anden Verdenskrig var blevet en del af Polen. Ministeriets arbejde omfattede blandt andet:
- forhandlinger og kontaktkanaler til Østtyskland om praktiske, humanitære og administrative spørgsmål,
- koordinering af familiegenforeninger, flygtninge- og efterladtesager, udveksling af fanger og andre humanitære spørgsmål,
- administration og støtte til vesttyske borgere og institutioner med relation til Østtyskland samt kulturelle og informationsmæssige initiativer,
- deltagelse i udformningen af politikker om transit, kommunikation og transport mellem Vesttyskland, Østtyskland og Vestberlin.
I slutningen af 1960'erne ændredes den vesttyske udenrigspolitiske linje gennem Willy Brandts Ostpolitik, som søgte forbedrede relationer og afspænding mellem øst og vest. Ministeriet blev officielt omdøbt i 1969, i forbindelse med denne politik, og Brandts regering indgik også vigtige traktater i denne periode – blandt andet den traktat med Polen, som fastslog, at Polens vestlige grænse løber langs Oder- og Neisse-floderne. Traktaten blev underskrevet i 1970 og var et centralt element i normaliseringen af grænsespørgsmålet med et Polen, der på det tidspunkt var under en kommunistisk regering. Af diplomatiske og juridiske grunde i formuleringen omtales grænsen i traktaten som "Polens vestlige grænse" frem for direkte som "grænsen mellem Tyskland og Polen".
Under afspændingen (détente) og efterfølgende forhandlinger, herunder Grundlagenvertrag (Grundlæggende aftale) mellem Vest- og Østtyskland i begyndelsen af 1970'erne, spillede ministeriet en koordinerende rolle i de praktiske kontakter, selv om internationale traktater og nogle forhandlinger også involverede andre ministerier og det tyske kansleri.
Efter den tyske genforening i oktober 1990 blev ministeriets primære opgave — at håndtere interntyske anliggender — overflødig. Ministeriet blev derfor officielt afskaffet i 1991, cirka et år efter genforeningen, efter at det havde bidraget til overgangen til ét land. Siden da hører mange af de tidligere opgaver under Indenrigsministeriet, og Indenrigsministeren varetager også rollen som kommissær for de nye delstater for at understrege, at der fortsat er arbejde med økonomisk, infrastrukturel og social udligning mellem de gamle og nye delstater.
Ministeriets historie afspejler Vesttysklands ambivalente position mellem en fast tro på tysk enhed og behovet for pragmatiske kontakter med Østtyskland og nabolandene i en tid præget af ideologisk splittelse. Dets opgaver dækkede et bredt felt fra humanitær bistand til politisk og administrativ koordination, og det fungerede i årtier som et vigtigt instrument i forholdet mellem de to tyske stater, indtil genforeningen gjorde det overflødigt.
