Vårt land, vårt land, vårt fosterland,
Ljud högt, o dyra ord!
Ej lyfts en höjd mot himlens rand,
Ej sänks en dal, ej sköljs en strand,
Mer älskad än vår bygd i nord,
Än våra fäders jord.
Vårt land är fattigt, skall så bli
För den, som guld begär.
En främling far oss stolt förbi:
Men detta landet älska vi,
För oss med moar, fjäll och skär
Ett guldland dock det är.
Vi älska våra strömmars brus
Och våra bäckars språng.
Den mörka skogens dystra sus,
Vår stjärnenatt, vårt sommarljus.
Allt, allt, vad här som syn, som sång
Vårt hjärta rört en gång.
Här striddes våra fäders strid
Med tanke, svärd och plog.
Här, här, i klar som mulen tid.
Med lycka hård, med lycka blid.
Det finska folkets hjärta slog.
Här bars vad det fördrog.
Vem täljde väl de striders tal.
Som denne folk bestod.
Då kriget röt från dal till dal.
Då frosten kom med hungers kval.
Vem mätte allt dess spillda blod
Och allt dess tålamod?
Och det var här det blodet flöt,
Ja, här för oss det var,
Och det var här sin fröjd det njöt,
Och det var här sin suck det göt.
Det folk som våra bördor bar
Långt före våra dar.
Här är oss ljuvt, här är oss gott,
Här är oss allt beskärt;
Hur ödet kastar än vår lott.
Ett land, et fosterland vi fået,
Vad finns på jorden mera värt
Att hållas dyrt och kärt?
Och här och här är detta land.
Vårt öga ser det här,
Vi kunna sträcka ut vår hand
Och visa glatt på sjö och strand
Och säga: se det landet där.
Vårt fosterland det är.
Och fördes vi att bo i glans
Bland guldmoln i det blå,
Och blev vårt liv en stjärnedans.
Där tår ej göts, där suck ej fanns.
Till detta arma land ändå
Vår längtan skulle stå.
O land, du tusen sjöars land,
Där sång och trohet bygget,
Där livets hav oss gett en strand,
Vår forntids land, vår framtids land.
Var för din fattigdom ej skyggt.
Var fritt, var glatt, var tryggt.
Din blomning, sluten än i knopp,
Skall mogna ur sitt tvång;
Se, ur vår kärlek skall gå opp
Ditt lys, din glans, din fröjd, ditt hopp.
Och högre klinga skall en gång
Vår fosterländska sång. | Oi maamme, Suomi, synnyinmaa,
soi, sana kultainen!
Ei laaksoa, ei kukkulaa,
ei vettä rantaa rakkaampaa,
kuin kotimaa tää pohjoinen,
maa kallis isien!
On maamme köyhä, siksi jäää,
jos kultaa kaivannet
Sen vieras kyllä hylkäjäää,
mut meille kallein maa on tää,
sen salot, saaret, manteret,
ne meist on kultaiset.
Ovatpa meille rakkahat
koskemme kuohuineen,
ikuisten honkain huminat,
täht'yömme, kesät kirkkahat,
kaikk'kuvineen ja lauluineen
mi painui sydämeen.
Täss auroin, miekoin, miettehin
isämme sotivat,
kun päivä piili pilvihin
tai loisti onnen paistehin, täss
Suomen kansan vaikeimmat
he vaivat kokivat.
Tään kansan taistelut ken voi
ne kertoella, ken?
Kun sota laaksoissamme soi,
ja halla näläntuskan toi,
ken mittasi sen hurmehen
ja kärsimykset sen?
Täss on sen veri virrannut
hyväksi meidänkin,
täss iloaan on nauttinut
ja murheitansa huokaillut
se kansa, jolle muinaisin
kuormamme pantihin.
Tääll' olo meill on verraton
ja kaikki suotuisaa,
vaikk onni mikä tulkohon,
maa isänmaa se meillä on.
Mi maailmass on armaampaa
ja mikä kalliimpaa?
Ja tässä, täss' on tämä maa,
sen näkee silmämme.
me kättä voimme ojentaa
ja vettä rantaa osoittaa
ja sanoa: kas tuoss' on se,
maa armas isäimme.
Jos loistoon meitä saatettais
vaikk' kultapilvihin,
mis itkien ei huoattais,
vaan tärkein riemun sielu sais,
ois tähän köyhään kotihin
halumme kuitenkin.
Totuuden, runon kotimaa
maa tuhatjärvinen
miss' elämämme suojan saa,
sa muistojen, sa toivon maa,
ain ollos, onnees tyytyen,
vapaa ja iloinen.
Sun kukoistukses kuorestaan
kerrankin puhkeaa,
viel lempemme saa nousemaan
sun toivos, riemus loistossaan,
ja kerran, laulus synnyinmaa
korkeemman kaiun saa. | Vort land, vort land, vort fædreland!
Ring ud, kære ord, oh lyd!
Ingen stigende bakke, intet stort bjerg,
Ingen skrånende dal, ingen nordlig strand,
Der er, mere elsket, at finde,
end dette - vore fædres jord.
Vores land er fattigt, og det skal det også være
for den, der vil have guld.
De fremmede går stolt forbi, men vi
vil altid elske dette land, vi ser,
i hede og skov, øer og bølger,
et gyldent land, så modigt.
Vi elsker vores rislende bække, så lyse,
vores brusende strømme, så stærke,
hvisken af mørke skove om natten,
vores stjernehimmel, vores sommers lys,
alt, alt det, som vi, i syn og sang,
har følt og levet blandt.
Her kæmpede vore fædre uden frygt
med sværd, med plov og tanke.
Og her
har deres finske hjerter slået og arbejdet og
båret, hvad de skulle, i
skyede og klare tider,
med skæbnen i deres front eller i ryggen,
deres finske hjerter har slået og arbejdet
og båret, hvad de skulle.
Hvem fortæller om alle de kampe, hvor
dette folk har stået imod,
når krigen rasede fra dal til dal, når
frosten satte ind, når sulten jamrede?
Hvem har målt alt deres blod og al
deres tålmodighed?
Og det var her, deres blod blev udgydt,
for os, her, på denne kyst;
og det var her, deres glæder blev opvokset,
her, at deres suk blev tynget og flygtet,
at folkets, som vores byrder bar
før os, længe før.
Her er det sødt og godt, vi ved det,
alt er også givet os her;
hvordan skæbnen end måtte kaste vores lod,
et land, et fædreland, vi har fået. Er
der noget på jorden, der er
mere værd at holde af?
Og her er, og her er dette fædreland,
Her ser hvert øje det;
Og vi kan strække en pegende hånd,
For at vise, med glæde, dets hav og strand,
Og sige: "Se dette land, dette,
Vores fædreland er det."
Og hvis vi en gang kunne stige op
til guldskyer, fra neden,
og hvis vi bevægede os i stjernehimlen,
hvor ingen græder, hvor ingen sukker,
til dette stakkels ensomme land,
ville vores længselsfulde hjerter
dog
gå.
Åh land, de tusind søers eget land,
troens, legens og glædens land,
hvor livets store hav gav os en strand,
vor fortids land, vor fremtids land,
vær aldrig bange for din fattigdom, vær
rolig, vær glad, vær fri!
Din blomst, skjult nu for øjnene,
vil snart springe ud.
Se! fra vor kærlighed, vil den opstå på rette måde,
din sol, dit håb, din glæde, dit lys,
Og højere, en gang, mere fuld og stærk,
skal vort lands sang lyde. |
