Ja, vi elsker dette landet | den norske titel og indledning til en patriotisk sang fra det 19. århundrede

Ja, vi elsker dette Landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over Vandet
med de tusind Hjem.
Elsker, elsker det og tænker
paa vor Far og Mor
 og den Saganat, som sænker
Drømme paa vor Jord. 

 Norske Mand i Hus og Hytte,
tak din store Gud!
landet vilde han beskytte,
skønt det mørkt saa ud.
Alt, hvad Fædrene har kjæmpet,
Mødrene har grædt,
 har den Herre stille læmpet,
saa vi vant vor Ret. 

 Ja, vi elsker dette Landet,
som det stiger frem
furet, vejrbidt over Vandet
med de tusind Hjem.
Og som Fædres Kamp har hævet
det af Nød til Sejr,
 ogsaa vi, naar det blir krævet,
for dets Fred slaar Lejr. 

Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Elsker, elsker det og tenker
på vår far og mor
 og den saganatt som senker
drømme på vår jord. 

 Norske mann i hus og hytte,
takk din store Gud!
Landet ville han beskytte,
skjønt det mørkt så ud.
Alt hvad fedrene har kjempet,
mødrene har grett,
 har den Herre stille lempet,
så vi vant vår rett. 

 Ja, vi elsker dette landet,
som det stiger frem,
furet, værbitt over vannet,
med de tusen hjem.
Og som fedres kamp har hevet
det af nød til seir,
 også vi, når det blir krevet,
for dets fred slår leir. 

[jɑː ʋiə̯ ɛ̝ls̪kə‿ɖɛ̝tːə lɑnːə ǀ]
[s̪ɒ̝ʷm deɛ̯ s̪tiə̯gəɾ̺ fɾ̺̊ɛ̝m ǀ]
[fɨːᵝɾ̺ətʰ ʋæɾ̺bɪ̟tː ɔ̝ʷɑ̯ʋəɾ̺ ʋɑnːə ǀ]
[meɛ̯ də tʰɨːᵝs̪ən jɛ̝m ‖]
[ɛ̝ls̪kəɾ̺ ɛ̝ls̪kə‿ɖeɛ̯ ɒ̝ʷ
tʰɛ̝ŋkʰəɾ̺ ǀ]
[pʰɔ̝ʷɑ̯ ʋɔ̝ʷɑ̯ɾ̺ fɑːɾ̺ ɒ̝ʷ mɯᵝə̯ɾ̺ ǀ]
 [ɒ̝ʷ dən s̪ɑːgɑːnɑtʰ s̪ɒ̝ʷm s̪ɛ̝ŋkʰəɾ̺ ǀ]
[dɾ̺ɞ̝ʷmːə pʰɔ̝ʷɑ̯ ʋɔ̝ʷɑ̯ɾ̺ jɯᵝə̯ɽ ‖] 

 [nɒ̝ʷʂkə mɑnː iə̯ hɨːᵝs̪ ɒ̝ʷ hɪ̟ᵝtːə ǀ]
[tʰɑkː dɪ̟n s̪tɯᵝə̯ɾ̺ə gɨːᵝt ǀ]
[lɑnːə ʋɪ̟lːə hɑːm‿bəʃɪ̟ᵝtːə ǀ]
[ʃɞ̝ʷntʰ deɛ̯ mɞ̝ʷɾ̺ktʰ s̪ɔ̝ʷɑ̯ s̪ɔ̝ʷɑ̯ ɨːᵝt ‖]
[ɑɫ̪tʰ ʋɑːt
 fɛ̝dɾ̺eɛ̯nə hɑːɾ̺ ɕɛ̝mpʰətʰ ǀ]
[mɞ̝ʷdɾ̺eɛ̯nə hɑːɾ̺ gɾ̺ɛ̝tː ǀ]
 [hɑː‿ɖən hæɾ̺ə s̪tɪ̟lːə lɛ̝mpʰətʰ ǀ]
[s̪ɔ̝ʷɑ̯ ʋiə̯ ʋɑntʰ ʋɔ̝ʷɑ̯ɾ̺ ʋɔ̝ʷɑ̯ɾ̺ ɾ̺ɛ̝tː ‖] 

 [jɑː ʋiə̯ ɛ̝ls̪kə‿ɖɛ̝tːə lɑnːə ǀ]
[s̪ɒ̝ʷm deɛ̯ s̪tiə̯gəɾ̺ fɾ̺̊ɛ̝m ǀ]
[fɨːᵝɾ̺ətʰ ʋæɾ̺bɪ̟tː ɔ̝ʷɑ̯ʋəɾ̺ ʋɑnːə ǀ]
[meɛ̯ də tʰɨːᵝs̪ən jɛ̝m ‖]
[ɒ̝ʷ s̪ɒ̝ʷɱ‿fɛ̝dɾ̺əs̪
kʰɑmp hɑːɾ̺ heɛ̯vətʰ ǀ]
[deɛ̯ ɑːʋ nøʷœ̯t tʰɪ̟l s̪æɪ̯ɾ̺ ǀ]
 [ɒ̝ʷs̪ɔ̝ʷɑ̯ ʋiə̯ ǀ nɔ̝ʷɑ̯‿ɖeɛ̯ nɔ̝ʷɑ̯‿ɖeɛ̯ blɪ̟ɾ̺ kɾ̺̊eɛ̯vətʰ ǀ]
[fɒ̝ʷrː‿ɖɛ̝ts̪ fɾ̺̊ɛ̝t s̪lɔ̝ʷɑ̯‿ɭæɪ̯ɾ̺ ‖] 

Ja, vi elsker med hengivenhed
dette vores land, som tårner sig op, med
sine tusinde hjem, med sine tusind huse, som er
skrappe og stormskader over havet.
Elsker hende, i vores kærlighed mindes vi
dem, der gav os fødsel. 
Og gamle fortællinger, som natten, når den falder,
bringer som drømme til jorden. 

 Nordmand, hvad end du er,
tak din Gud, hvis magt har
villet og skabt landets frelse i den
mørkeste stund.
Alle vore mødre søgte med gråd
og vore fædre i kamp,
 Gud har formet i sin vogt,
indtil vi fik vores ret. 

 Ja, vi elsker med kærlig hengivenhed
Dette vort land, der tårner sig op
Rugged, stormskrædret over havet
Med sine tusind hjem.
Og som krigeriske fædre har gjort det
rigdom og berømmelse,
 På opfordring vil vi også hjælpe det,
bevæbnet til at vogte dets fred.