Infanterikanoner er artillervåben designet til at støtte infanterienheder tæt på fronten. Konstruktionen har typisk korte løb og affyrer en granat med relativt lav hastighed sammenlignet med feltkanoner. Det korte løb og den lave mundingshastighed betyder begrænset rækkevidde og gennemslagskraft mod pansring, men til gengæld leverer de tunge eksplosive granater effektivt direkte ildstøtte mod fjendtlige stillinger og vagtposter. Infanterikanoner er letbyggede, så de er nemme at flytte rundt på slagmarken, ofte af et lille mandskab eller med hjælp af let trækudstyr.

Typer og varianter

  • Pakkekanoner: Kan adskilles i mindre dele til transport over vanskeligt terræn eller med dyr/folk. Velegnet til ekspeditioner og områder uden vejinfrastruktur.
  • Bjergkanoner: Særligt konstrueret til bjergkamp; lette, robuste og lette at demontere for at blive båret i stykker ad stejle stier.
  • Luftbårne kanoner: Mindre, lette kanoner lavet til at blive luftlandsat med faldskærmstropper eller til brug fra fly/transportfly. De prioriterer lav vægt frem for rækkevidde.
  • Regiment- og bataljonskanoner: Kortløbede kanoner placeret tæt på infanteriet for at levere direkte ildstøtte mod fjendtlige stillinger og let pansrede køretøjer.

Ammunition og taktisk anvendelse

Infanterikanoner anvender typisk flere typer ammunition, fx:

  • Sprænggranater (HE) til at slåfjendtlige stillinger og personale.
  • Canister- eller flødebækker (som hagl) til nærforsvar mod personel på kort afstand.
  • Trænings- og røggranater til øvelser og til at dække bevægelser.

Deres primære taktiske rolle har traditionelt været direkte ildstøtte: sprede og undertrykke fjendtlige maskingeværstillinger, ødelægge lette befæstninger og støtte infanteriets fremrykning. På grund af begrænset pansergennemslag blev de kun i mindre grad brugt mod tungt pansrede mål.

Historisk udvikling

Infanterikanoner opstod som svar på behovet for tæt støtteenhed til fodfolk, især i situationer hvor store feltkanoner var for klodsede eller langsomme til at følge med. I begyndelsen af 1900-tallet og under de to verdenskrige var sådanne kanoner almindelige i mange hære — de blev placeret på regiments- eller bataljonsniveau for hurtigt at kunne yde ildstøtte.

Efter Anden Verdenskrig ændrede taktiske behov og ny teknologi deres rolle. Lettere, mere mobile og billigere våben som morterer (granatkastere), lette anti-tankvåben, rekylfrie geværer og senere trådstyrede eller bærbare guidedmissiler overtog mange af infanterikanonernes opgaver. Desuden spillede udviklingen af pansrede personel- og infanterikampkøretøjer (APC/IFV) en rolle i at give infanteriet brandsubstitutter med højere beskyttelse og større ildkraft.

Hvorfor blev infanterikanoner erstattet?

  • Mobilt ildstøtteudstyr: Morterer, automatkanoner og granatkastere er ofte lettere at deployere og kan levere høje ildmængder hurtigt.
  • Anti-tank-evne: Moderne lette anti-tankvåben og ATGM'er har langt større gennemslagskraft end traditionelle infanterikanoner.
  • Taktisk fleksibilitet: Moderne infanterienheder foretrækker våben som kan operere fra skjul, affyre indirekte ild og hurtigt ændre position, egenskaber som mange klassiske infanterikanoner ikke kunne matche.

Nuværende anvendelse og moderne alternativer

I dag anvendes rene infanterikanoner kun i begrænset omfang. Mange af deres funktioner er overtaget af:

  • Lettere morterer (fx 60–120 mm), som giver indirekte ildstøtte med stor mobilitet.
  • Automatkanoner og kulsatede våben monteret på biler eller pansrede køretøjer.
  • Rekylfrie geværer og lette raketgeværer til direkte ild mod små befæstninger.
  • Anti-tank-guidede missiler til ødelæggelse af pansrede mål på længere afstande.

Konklusion: Infanterikanoner spillede en vigtig rolle som nærstøttevåben for infanteri i det 20. århundrede, men er i vid udstrækning blevet erstattet af mere mobile, fleksible og effektive våbentyper. Varianter som pakkekanoner, bjergkanoner og luftbårne kanoner illustrerer dog, hvordan designet blev tilpasset forskellige operationelle behov.