Analkræft – definition, risikofaktorer, symptomer og behandling

Analkræft: definition, risikofaktorer, symptomer og behandlingsmuligheder — få klar, faglig vejledning om forebyggelse, tidlig opdagelse og moderne behandlingstilbud.

Analkræft er en type kræft i anus. Den adskiller sig fra den langt mere almindelige tyktarmskræft. Ætiologien, risikofaktorerne, den kliniske udvikling, stadieinddelingen og behandlingen er alle forskellige. Analkræft er for det meste et pladecellekarcinom, der opstår nær det squamocolumnariske område.

Andre typer analcarcinom er adenocarcinom, lymfom, sarkom eller melanom.

I USA anslås det, at der i 2014 vil blive diagnosticeret ca. 7 060 nye tilfælde af analkræft i USA (4 500 kvinder og 2 500 mænd) . Den findes typisk hos voksne, gennemsnitsalderen er i begyndelsen af 60'erne.

Årsager og risikofaktorer

Analkræft skyldes ofte infektion med højrisko-typen af humant papillomvirus (HPV), særligt HPV-16. Flere faktorer øger risikoen for at udvikle analkræft:

• Infektion med HPV, især ved vedvarende infektion med højrisko-typer.
• HIV-infektion eller anden immunsuppression, som mindsker kroppens evne til at bekæmpe HPV
• Receptivt analt samleje og tidligere anale kønsvorter (condylomer)
• Rygning
• Langvarig kronisk inflammation i anorektale regioner, f.eks. ved Crohns sygdom
• Høj alder (gennemsnitsalder ved debut er omkring 60 år)

Symptomer

Tidlige symptomer kan være svære at skelne fra mere almindelige, godartede plager. Almindelige symptomer omfatter:

• Blødning fra anus eller ændret afføringsmønster
• Smerter eller ubehag omkring anus
• En synlig knude eller masse ved anusranden
• Kløe (pruritus ani) eller sekretion
• Tenesmer (fornemmelse af ikke at kunne tømme tarmen)

Undersøgelser og diagnose

Hvis der er mistanke om analkræft, vil udredningen typisk omfatte:

• Anamnese og klinisk undersøgelse inklusive digital rektal-undersøgelse og inspektion af anusranden
• Anoskopi eller proktoskopi for direkte inspektion
• Biopsi af mistænkeligt væv for histologisk verifikation
• Billeddiagnostik til stadieinddeling: MRI af bækkenet er ofte bedst til lokalt stadie, CT af thorax/abdomen for fjernmetastaser; PET-CT anvendes i udvalgte tilfælde
• Endoanal ultralyd kan være nyttigt ved små læsioner for at vurdere tumordybde

Stadieinddeling

Analkræft stadieinddeles normalt efter TNM-systemet (T = primærtumor, N = lymfeknuder, M = fjernmetastaser). Lokalisation (anal margin vs. anal kanal) og involvering af inguinale lymfeknuder har betydning for valg af behandling.

Behandling

Behandlingen afhænger af kræfttypen (pladecellekarcinom er langt den hyppigste), tumorstørrelse, lymfeknudeinvolvering og patientens almene tilstand.

• Primærbehandling for pladecellekarcinom: Kombination af kemoterapi og strålebehandling (konkomitant kemoradioterapi) er standardbehandling. Et klassisk regime kombinerer 5‑fluorouracil (5‑FU) og mitomycin C med strålebehandling; andre regimer kan anvendes afhængig af lokal praksis.
• Kirurgi: Local excision kan være et valg ved meget små, overfladiske tumorer. Ved persistens eller recidiv efter kemoradiation kan større operationer som abdominoperineal resektion (APR) med permanent colostomi være nødvendige.
• Behandling af metastatisk sygdom: Systemisk kemoterapi anvendes ved udbredt sygdom (fx kombinationer som carboplatin + paklitaxel eller cisplatin + 5‑FU afhængig af patient og klinisk situation).
• Immunterapi: For patienter med sygdom, der er progredieret efter standardkemoterapi, kan immunterapi med PD‑1-hæmmere overvejes, ofte i regi af specialafdelinger eller kliniske studier.
• Andre histologiske typer: Adenocarcinom, lymfom, sarkom og melanom i analregionen behandles efter principper, der gælder for disse kræftformer, og kan adskille sig betydeligt fra behandlingen af pladecellekarcinom.

Bivirkninger og senfølger

Kemoradioterapi kan give akutte bivirkninger såsom hudirritation i det bestrålede område, diarré, træthed og smerter. Senfølger kan omfatte kronisk afføringsforstyrrelse, ændret tarmfunktion (inkontinens), urin- eller seksualdysfunktion og lymfødem i benene, hvis inguinale lymfeknuder er berørt eller behandlet.

Prognose

Prognosen afhænger primært af sygdomsstadiet ved diagnose. Tidligt diagnosticeret og lokalt begrænset analkræft har generelt gode behandlingsmuligheder, mens udbredt nodal eller fjernmetastatisk sygdom har dårligere prognose. HPV-positive tumorer responderer ofte godt på kemoradioterapi.

Forebyggelse og screening

• HPV-vaccination kan forebygge de infektioner, som er forbundet med størstedelen af analkræfttilfælde. Vaccination anbefales især før seksuel debut og tilbydes i mange lande i nationale vaccinationsprogrammer.
• Rygning mindsker immunforsvaret lokalt og øger risikoen – rygestop anbefales.
• Der er ikke anbefalet generel screening i befolkningen, men højrisikogrupper (fx personer med HIV, mænd der har sex med mænd) kan tilbydes screening med anal cytologi og højopløsningsanoskopi i specialiserede centre.

Opfølgning

Efter behandling følges patienter regelmæssigt med kliniske kontroller og eventuelt billeddiagnostik for at vurdere respons og opdage recidiv tidligt. Opfølgningsintervaller og undersøgelser planlægges individuelt i samarbejde med onkolog og kirurg.

Hvornår skal man søge læge?

Søg læge ved vedvarende blødning fra endetarmen, nyopstået smerte, en knude ved anusranden eller vedvarende ændringer i afføringsmønster. Tidlig undersøgelse gør det lettere at stille korrekt diagnose og iværksætte effektiv behandling.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er analkræft?

Q: Hvad er de forskellige typer af analkarcinom?

Q: Hvad er risikofaktorerne for analkræft?

Q: Hvad er den mest almindelige form for analkarcinom?

Q: Hvad er det anslåede antal nye tilfælde af analkræft i USA i 2014?

Q: Hvilken aldersgruppe er mest ramt af analkræft?

Q: Hvad er forskellen mellem analkræft og kolorektal kræft?

Søg efter bogstav