Frihedsberøvelse (fængsling): Definition, lov og menneskerettigheder

Frihedsberøvelse: Læs om definition, lovgivning og menneskerettigheder — forskellen mellem lovlig fængsling og vilkårlig tilbageholdelse samt retssikkerhed og beskyttelse.

Frihedsberøvelse er en frihedsberøvelse af en person, som foretages af en regerings eller et lands myndighed, normalt politiet. En sådan frihedsberøvelse er kun tilladt i tilfælde, hvor personen kan anses for at have begået en forbrydelse. Anden frihedsberøvelse kaldes vilkårlig tilbageholdelse og er forbudt i henhold til artikel 9 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Og selv om frihedsberøvelse sker lovligt, skal personen behandles med menneskelighed og med respekt for personens værdighed i henhold til konventionen mod tortur.

Hvad menes med frihedsberøvelse?

Frihedsberøvelse dækker over handlinger, hvor en persons bevægelsesfrihed begrænses ved tilbageholdelse, anholdelse eller fængsling af offentlige myndigheder. Det kan ske midlertidigt (f.eks. frem til afhøring eller identifikation), som varetægtsfængsling under efterforskning eller som domsafsoning efter en retssag.

Lovligt grundlag og betingelser

For at en frihedsberøvelse er lovlig kræves normalt et klart retsgrundlag og objektive kriterier, herunder:

• Mistanke eller bevis om at personen har begået en strafbar handling.
• Proportionalitet – frihedsberøvelse må ikke være mere indgribende end nødvendigt.
• Nødvendighed – f.eks. for at sikre efterforskning, hindre flugt eller beskytte andre.
• Retsgarantier – adgang til domstolsprøvelse, mulighed for at få advokat mv.

I praksis betyder det, at politiet eller andre myndigheder ofte skal have en konkret hjemmel i loven (fx anholdelsesbeføjelser, varetægtsfængsling ved domstol) og ofte kræves en dommerkendelse for længerevarende tilbageholdelse.

Rettigheder for den frihedsberøvede

Personer, der er frihedsberøvet, har grundlæggende rettigheder, som bør opfyldes straks eller senest ved første passende lejlighed:

• Information om grunden til anholdelsen og hvilke anklager, der rejses.
• Adgang til advokat og ret til at kontakte en advokat uden unødvendig forsinkelse.
• Ret til at underrette familie eller anden kontaktperson, medmindre særlige forhold taler imod.
• Ret til tavshed og oplysninger om ret til at få en tolk, hvis man ikke forstår sproget.
• Retslig prøvelse – ret til at få frihedsberøvelsen prøvet af en domstol inden for rimelig tid (f.eks. via fogedret, remonstration eller præventiv domstolskontrol).
• Medicin og lægehjælp samt særlige foranstaltninger for børn, gravide, handicappede og andre sårbare grupper.

Tidsbegrænsning og procedure

Hvor længe man må tilbageholde en person uden dom varierer mellem jurisdiktioner, men et almindeligt krav efter international ret er, at enhver, der er tilbageholdt, hurtigst muligt skal præsenteres for en domstol. Mange lande har faste tidsfrister (fx 24–72 timer) for, hvor længe en person kan være anholdt, inden en domstol skal vurdere lovligheden af tilbageholdelsen.

Forbud mod vilkårlig tilbageholdelse og tortur

Vilkårlig tilbageholdelse er forbudt, jf. bl.a. artikel 9 i verdenserklæringen om menneskerettigheder og den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder. Enhver frihedsberøvelse må overholde forbuddet imod tortur og umenneskelig eller nedværdigende behandling, som fremhævet i konventionen mod tortur. Myndighederne er forpligtet til at sikre humane forhold og respektere den personlige værdighed under tilbageholdelse.

Vilkårlig tilbageholdelse: hvad kan gøres?

Hvis tilbageholdelsen virker vilkårlig eller ulovlig, findes der klagemuligheder både nationalt og internationalt. Mulige skridt inkluderer:

• Indbringelse for domstol (f.eks. begæring om løsladelse eller prøvelse af varetægtsgrundlaget).
• Klage til ombudsmandsinstitutioner eller nationale menneskerettighedsorganer.
• Indbringelse for internationale organer eller domstole, hvor dette er relevant (fx Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol for stater, der er parter til Europarådet).

Særlige hensyn

Børn, psykisk syge, ældre og andre sårbare personer har ofte krav på særlig behandling under tilbageholdelse (fx særskilte fængselsafdelinger, obligatorisk medicinsk tilsyn og særlige besøgsordninger). Udlændinge har desuden ret til konsulær bistand fra deres hjemstats repræsentation.

Praktiske råd

• Bed om at få oplyst grunden til anholdelsen og krav om hurtig adgang til advokat.
• Få en pårørende informeret, hvis det er muligt. Notér navne på anholdende betjente og tidspunkt for anholdelse.
• Søg juridisk bistand tidligt — advokaten kan iværksætte domstolsprøvelse eller andre retsmidler.

Frihedsberøvelse er en alvorlig indskrænkning af den personlige frihed, og både nationale love og internationale menneskerettighedsinstrumenter stiller krav om klar hjemmel, proportionalitet, humant behandlingsniveau og effektive retsmidler for den frihedsberøvede.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er tilbageholdelse?

Q: Under hvilke omstændigheder er det tilladt at frihedsberøve nogen?

Q: Hvad er vilkårlig tilbageholdelse?

Q: Hvad skal der ske, når tilbageholdelsen er lovlig?

Q: Hvad er konventionen mod tortur?

Q: Kan en regering vilkårligt tilbageholde en person, som de mistænker for at have begået en forbrydelse, uden noget juridisk grundlag?

Q: Hvilke rettigheder har enkeltpersoner, når de tilbageholdes af myndighederne?

Søg efter bogstav