Cyklonen Nargis var en tropisk cyklon, der dannede sig i Det Indiske Ocean i slutningen af april 2008 og nåede frem til Myanmar i begyndelsen af maj samme år. Stormen blev klassificeret som en kategori 4-storm og gjorde landfærd tidligt den 2. maj 2008. Nargis ramte især Irrawaddy-deltaet og store dele af det sydlige Myanmar og betragtes som en af de mest katastrofale naturkatastrofer i landets moderne historie.
FN anslog i sin første rapport, at omkring 1,5 millioner mennesker blev hårdt ramt af cyklonen. De officielle tal fra de burmesiske myndigheder var i starten lave sammenlignet med mange humanitære vurderinger: tidlige officielle udmeldinger talte om mindst 78.000 omkomne og omkring 58.000 savnede, men tallet var under konstant revision. Nogle lokale rapporter og hjælpeorganisationer nævnte højere tal for enkelte byer, og senere udgivelser angav, at ca. 80.000 personer var døde. Andre ikke-statslige organisationer og nødhjælpsarbejdere vurderede, at det endelige dødstal potentielt kunne komme til at ligge væsentligt højere, muligvis over 100.000.
Omfanget af skader og menneskelig lidelse
Cyklonen forårsagede omfattende ødelæggelser: tusindvis af boliger, fiskerfartøjer og infrastruktur blev ødelagt eller beskadiget, og store arealer med risafgrøder gik tabt. I byer som Labutta i Ayeyarwady Division rapporterede statsstyrede medier, at op mod 75 % af bygningerne var styrtet sammen, og at mange tage var revet af. I deltabyer som Bogale blev der rapporteret flere tusinde døde eller savnede. Nogle nødhjælpsarbejdere anslog, at mellem 2 og 3 millioner mennesker blev hjemløse.
Stormfloden, som fulgte med cyklonen, var særligt ødelæggende — hele områder blev oversvømmet, og mange landsbyer blev bogstaveligt talt skyllet væk. En diplomat i Yangon fortalte nyhedsbureauet Reuters, at området omkring ham lignede en "krigszone". Sprængte kloakledninger og ødelagt infrastruktur fik landskabet til at flyde over med affald, hvilket gjorde den humanitære situation endnu sværere og bevirkede massiv ødelæggelse af risafgrøderne.
Reaktion og nødhjælp
Den burmesiske regering erklærede fem regioner for katastrofeområder: Yangon, Ayeyarwady, Bago Divisioner samt Mon og Kayin Staterne. Den internationale reaktion omfattede tilbud om hjælp fra mange lande og fra organisationer som Røde Kors og FN, men adgangen for internationale hjælpearbejdere til de mest ramte områder blev i en periode stærkt begrænset af regeringen. Det førte til kritik fra mange humanitære aktører, der hævdede, at forsinkelserne hæmmede rednings- og hjælpearbejdet.
Der var store uenigheder om dødstallet: mens FN tidligt oplyste, at op til 2,5 millioner mennesker kunne have behov for øjeblikkelig hjælp, anslog nogle hjælpeorganisationer og mediekilder langt højere dødstal; Røde Kors nævnte i nogle vurderinger, at antallet af døde kunne være betydeligt større, og enkelte kilder talte om op til 128.000 omkomne. Andre vurderede, at konsekvenserne kunne sammenlignes med virkningerne af tsunamien i Det Indiske Ocean i 2004 i forhold til omfanget af ødelæggelser og antal mennesker, der blev berørt.
Andrew Kirkwood, landedirektør for en britisk velgørenhedsorganisation, beskrev konsekvenserne med følgende ord: "Der er tale om 50.000 døde og millioner af hjemløse. Jeg vil betegne det som noget uden fortilfælde i Burmas historie. Det har haft omtrent samme effekt som tsunamien på de enkelte lande. Der kan meget vel være flere døde, end tsunamien forårsagede i Sri Lanka."
Langsigtede følger
Udover de umiddelbare dødsfald og ødelæggelser fik Nargis alvorlige langsigtede konsekvenser for fødevaresikkerheden, økonomien og samfundsstrukturen i de berørte områder. Ødelagte rismarker og fiskeressourcer resulterede i manglende indtægtskilder for mange familier, og genopbygningen tog år. Mange mennesker måtte flytte midlertidigt eller permanent, og visse lokalsamfund havde langvarige problemer med at genopbygge boliger, skoler og sundhedsfaciliteter.
Evaluering og læring
Katastrofen førte til international kritik af den initiale håndtering og til diskussion om, hvordan adgangen til humanitær hjælp kan sikres hurtigere i fremtidige kriser. Samtidig viste erfaringerne behovet for bedre varsling, beredskab og klimatilpasning i lavtliggende kystområder, som er særligt sårbare over for kraftige tropiske storme og stormflod.
Samlet set står Cyklonen Nargis (2008) tilbage som en af de mest alvorlige naturkatastrofer i Sydøstasien i nyere tid — både på grund af det høje antal berørte mennesker og de omfattende ødelæggelser på landsby-, økonomi- og samfundsniveau. Eksakte tal for døde og savnede varierede i tiden efter katastrofen, og mange vurderinger blev løbende revideret, hvilket afspejler både den kaotiske situation efter landfaldet og de politiske og praktiske begrænsninger i hjælpearbejdet.
