Alfonso La Marmora (1804–1878) — italiensk general og premierminister

Alfonso La Marmora (1804–1878) — italiensk general og premierminister; hærreformator, Krimkrigs‑deltager og central figur i Italiens samling med både succeser og kontroverser.

Alfonso La Marmora (18. november 1804 - 5. januar 1878), eller Alfonso Ferrero La Marmora, Alfonso Lamarmora og Alfonso Ferrero, Cavaliere La Marmora, var en italiensk general og statsmand.

Tidlige år og familie

Han blev født i Torino i en velstående og adelig familie. Hans far var markis, og familien tilhørte den piemontesiske aristokrati, som spillede en vigtig rolle i Kongeriget Sardinien. I 1822 afsluttede han sin uddannelse på militærakademiet i Torino, hvorefter han indledte en lang militær karriere.

Militær karriere og reformer

I de følgende år avancerede La Marmora gennem officergraderne og blev udnævnt til general i 1856. Som krigsminister i Kongeriget Sardinien — i regeringerne ledet af Massimo D'Azeglio og Camillo Cavour — gennemførte han vigtige reformer, der moderniserede den piemontesiske hær.

• Organisation og rekruttering: En lov fra 1854 ændrede rekrutteringssystemet og øgede hærens styrke til omkring 60.000 mand. Reformen indførte mere systematisk uddannelse af rekrutter og etablerede nye officersakademier.
• Kamp- og støttefunktioner: Antallet af skytter blev fordoblet, let kavaleri blev styrket på bekostning af det tunge, og artilleri, sanitets- og administrationsapparatet blev moderniseret.
• Logistik og sundhed: Der blev lagt vægt på forbedrede logistiktjenester og sundhedsorganisation for at øge hærenes kampdygtighed over tid.

Reformerene var medvirkende til at gøre den sardinske hær mere moderne og kampdygtig i de konflikter, som snart fulgte i Italiens samlingstid.

Krimkrigen og embedsperioder

I 1855 trådte La Marmora tilbage fra posten som krigsminister for at tage personlig kommando over en sardinsk ekspeditionsstyrke, som deltog i Krimkrigen på de allieredes side. Hans deltagelse i felten styrkede hans militære renommé og gav ham erfaring i internationale koalitionsoperationer.

Efter de krigsmæssige begivenheder blev han politisk mere fremtrædende. Han var premierminister i Kongeriget Sardinien fra 19. juli 1859 til 21. januar 1860, en periode præget af eftervirkningerne af den anden italienske uafhængighedskrig og af de administrative opgaver i tilknytning til de nyligt annekterede områder.

Roller efter samlingen

I årene umiddelbart efter den italienske genforening fungerede La Marmora som guvernør i Milano og senere som præfekt i Napoli. Disse poster var centrale i arbejdet med at integrere de sydlige og nordlige regioner i det nye Kongeriget Italien, skabe ro og etablere centraladministrationens myndighed i områder med forskellige politiske og sociale udfordringer.

Som premierminister og chef for hæren i 1866

La Marmora var medlem af det såkaldte "historiske højre" og vendte tilbage til centralpolitikken som både premierminister og udenrigsminister i Kongeriget Italien fra 18. september 1864 til 20. juli 1866. I 1866 fratrådte han sin civile post for igen at gå i aktiv militær tjeneste under den tredje italienske uafhængighedskrig.

Ved krigsførelsen i 1866 stod La Marmora som øverste militære leder for de italienske styrker mod Østrig. Hans føring blev kritiseret for manglende koordination mellem de italienske hærenheder, for tilbageholdende manøvrer i visse situationer og for utilstrækkelig udnyttelse af numeriske fordele. Resultatet blev et betydeligt nederlag ved slaget ved Custoza, som fik alvorlige konsekvenser for Italiens krigsudbytte i denne konflikt.

Senere år og død

I 1870 trak han sig tilbage fra det politiske liv og levede derefter tilbagetrukket. Han døde i Firenze den 5. januar 1878 og blev begravet i Biella i San Sebastiano-kirken.

Hans familiearkade omfatter også militære bidrag fra andre medlemmer: hans bror, Alessandro La Marmora, stod for at grundlægge Bersaglieri-korpset, et let infanterikorps, som siden blev et af de mest berømte elementer i den italienske hær.

Arv

Alfonso La Marmora efterlod sig et blandet eftermæle: på den ene side anerkendelse for de organisatoriske og moderne reformer, han indførte i den sardinske/italienske hær; på den anden side kritik for de strategiske fejltrin under krigen i 1866, som kostede Italien et dyrt militært tilbageslag. Hans indsats som administrator i de nyintegrerede provinser og hans tidlige reformarbejde har dog haft varig betydning for opbygningen af den italienske stat og dets militære strukturer.

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvem var Alfonso La Marmora?

Spørgsmål: Hvad gjorde han i kongeriget Sardinien?

Spørgsmål: Hvilken stilling havde han efter den italienske genforening?

Spørgsmål: Hvad skete der, da han trak sig fra sit embede for at kæmpe i den tredje italienske uafhængighedskrig?

Spørgsmål: Hvordan bidrog hans bror til militærhistorien?

Spørgsmål: Hvor er Alfonso La Marmora begravet?

Søg efter bogstav