Udenrigsministerrådet blev oprettet ved Potsdamkonferencen i sommeren 1945 og offentliggjort i Potsdam-aftalen. Formålet var at skabe et fast forum for de allierede udenrigsministre, så de kunne koordinere de konkrete fredsopgaver efter Anden Verdenskrig.

Opgaver og beføjelser

Potsdam-aftalen fastslog, at Rådet skulle bestå af udenrigsministrene fra Det Forenede Kongerige, Unionen af Socialistiske Sovjetrepublikker, Kina, Frankrig og USA. Rådet fik særlig bemyndigelse til:

  • udarbejde fredstraktater med Italien, Rumænien, Bulgarien, Ungarn og Finland,
  • foreslå løsninger på territoriale spørgsmål, der forblev uafklarede efter krigens afslutning i Europa,
  • forberede en fredsaftale for Tyskland, som skulle kunne træde i kraft, når der var oprettet en "regering, der var egnet til formålet".

Sammensætning, møder og arbejdsmåde

Rådet skulle normalt mødes i London (Lancaster House), og Potsdam-bestemmelsen krævede, at det første møde fandt sted senest den 1. september 1945. Idéen var et fast mødeforum, hvor de fem stormagter kunne behandle både konkrete traktater og større spørgsmål om grænser, befolkningsudskiftninger og afvikling af krigens konsekvenser.

Resultater

Udenrigsministerrådet fungerede som det formelle organ, der koordinerede udarbejdelsen af fredsoplæg og forhandlingsmandater, hvilket banede vejen for de fredstraktater, der senere blev indgået i årene efter krigen. Arbejdet førte blandt andet til forberedelserne, som mundede ud i fredsaftalerne med de nævnte lande i slutningen af 1940'erne.

Betydning og begrænsninger

Rådet var vigtigt som instituttetablering for den diplomatiske efterkrigsorden: det institutionaliserede samarbejde mellem de fem stormagter og anerkendte Frankrig og Kina som faste deltagere i det europæiske fredsarbejde. Samtidig viste erfaringerne også Rådets begrænsninger. Fremkomsten af den kolde krig førte til voksende uenighed mellem Sovjetunionen og de vestlige allierede, hvilket ofte førte til stilstand i forhandlingerne, især på spørgsmålet om Tysklands fremtid. En endelig fredsaftale for hele Tyskland lykkedes ikke i denne periode og blev først realiseret mange år senere gennem andre forhandlinger.

Samlet set var Udenrigsministerrådet et centralt, men også skrøbeligt, redskab i overgangen fra krig til fred — effektivt i nogle konkrete sager, men ofte hæmmet af de politiske spændinger mellem stormagterne.