Chitoner: Marine bløddyr i klassen Polyplacophora — arter & fossiler

Opdag chitoner — marine bløddyr i klassen Polyplacophora; beskrivelser af ca. 940 nulevende og 430 fossile arter, anatomi, levevis og fossilhistorie.

Chitoner er marine bløddyr af varierende størrelse i klassen Polyplacophora, tidligere kendt som Amphineura. Der findes ca. 940 bevarede og 430 fossile arter.

Udseende og anatomi

Chitoner kendes på deres karakteristiske skal bestående af otte overlappende plader (valver) på ryggen, omgivet af en fleksibel "girdle" (kantband). Pladerne giver beskyttelse, samtidig med at dyret kan bøje sig og tilpasse sig ujævne klippeoverflader. På girdlen kan der sidde skæl, børster eller spikler hos nogle arter.

• Størrelse: Fra få millimeter hos små arter til over 30 cm hos de største (fx Cryptochiton stelleri, ofte kaldet gumboot chiton).
• Aestheter: Små sensoriske organer i pladerne, som hos nogle arter kan fungere som primitive øjne med aragonit-linser.
• Radula: Et raspelignende tandsystem med tænder forstærket af magnetit (jernoxid) hos mange arter, hvilket gør tænderne ekstra slidstærke til at skrabe alger af sten.

Levevis og udbredelse

Chitoner lever primært i marine miljøer, især på stenrev i tidevandszonen (intertidal), men også i subtidale områder og dybhavet. De findes over hele kloden fra polare til tropiske farvande. Mange arter holder sig tæt ved klipper, hvor de kan gribe fast med en stor fod og modstå bølgepåvirkning.

Føde og adfærd

De fleste chitoner er græssere, der bruger radulaen til at skrabe mikroalger, tangfilamenter og biofilm af sten. Nogle få arter kan være mere opportunistiske eller spise andet organisk materiale. Chitoner bevæger sig langsomt, men kan finde læ for tørring ved lavvande, gemme sig under sten eller i sprækker for at undgå rovdyr.

Formering og udvikling

De fleste chitoner har kønnet formering med separate køn (han og hun). Befrugtning foregår oftest eksternt ved, at kønnene udsender æg og sæd i vandet. Udviklingen kan omfatte en fritlevende trochophore-larve, som senere gennemgår metamorfose til den voksne form; hos nogle arter ses direkte udvikling eller variationer i larvestadierne.

Systematik og fossiler

Klassen Polyplacophora omfatter en række familier, bl.a. Chitonidae, Mopaliidae og Acanthochitonidae. Chitoner har en relativt god fossilregistrering, fordi enkelte af de hårdere dele (valver og girdles med spikler) kan bevare sig. Fossile rester af polyplacophorer kendes fra det tidlige Paleozoikum; mange fossile slægter registreres ud fra enkeltstående plader eller fragmenter.

Fossile chiton-plader og -fragmenter bruges i paleontologisk forskning til at studere udviklingen af skalstrukturer og tidlige bløddyrsøkologier. Nogle fossile taxa (fx Matthevia og Helminthochiton) tolkes som tidlige eller nært beslægtede grupper til moderne chitoner.

Betydning og trusler

Chitoner er vigtige for økosystemerne på klippeflader, da de kontrollerer algevækst og indgår i fødenetværket som bytte for krabber, fisk og andre rovdyr. Flere arter er robuste, men lokale bestande kan være påvirket af:

• Habitatændringer (kystudvikling, ødelæggelse af klippehabitater)
• Forurening og eutrofiering
• Overindsamling i områder hvor chitoner samles til føde eller som samlerobjekter

Forskning og anvendelser

Chitoners radula og biomineraliseringsprocesser er genstand for biologisk og materialeteknologisk forskning, især fordi magnetit-forstærkede tænder er et sjældent eksempel på biologisk anvendelse af jernoxid til at opnå ekstreme slidstyrker. Studier af deres øjne og aestheter bidrager desuden til viden om evolution af sansesystemer hos bløddyr.

Samlet set er chitoner en velafgrænset og økologisk vigtig gruppe af marine bløddyr med en lang fossilhistorie og flere fascinerende biologiske tilpasninger.

Beskrivelse

Polyplacophora betyder "mange plader". Pladerne henviser til skallen, som er lavet af aragonit, et calciumcarbonatmineral. Skallen er ret fleksibel, og chitonen kan endda rulle sig sammen til en kugle. Chitonen har otte plader, og under pladerne er der en muskuløs fod, som bevæger chitonen over sten og andre strukturer, både i og uden for vandet. Den har også en tungeformet struktur kaldet radula, som har mange rækker med 17 tænder hver. Nogle bruger den til at skrabe alger af stenene, mens andre er kødædende og fanger små zooplankton og andre smådyr, der lever i lavt vand.

Klitoner kan være mindre end en tomme eller op til en fod lange. De findes i mange forskellige farver: sort, rød, pink og endda blå. Skallen kan være skinnende eller mat, glat, behåret, skællet eller pigget alt efter arten.

Anatomi

Hvis man tog en chiton op og vendte den om, ville der hverken være øjne, ben eller arme. Der ville kun være en bred fod med en radula, som den bruger til at skrabe overflader. Dens kappe er lige under skallen, og den nederste del af kappen kommer ud under kanten af skallen for at hjælpe foden med at gribe fat i de overflader, som den klamrer sig til eller glider hen ad. Den del af kappen, der stikker ud, kaldes girdle. Ligesom hos månesneglen kan girdlen strække sig ud over den nederste del af skallen og dække den nederste halvdel af chitonet.

 
Undersiden af Cryptochiton stelleri, Cryptochiton stelleri, der viser foden i midten, omgivet af kappen. Munden kan ses til venstre for foden. Det er meget svært at se undersiden af en chiton, fordi de klamrer sig så tæt til stenene og også kan krølle sig sammen til en kugle.  

Vaner

De fleste chitoner er nataktive, så de spiser om natten og gemmer sig under sten om dagen. Deres vigtigste levested er den mellemtidsområde. De lever på hårde overflader, f.eks. på eller under sten eller i klippespalter. Nogle arter lever ret højt oppe i tidevandszonen og er udsat for luft og lys i lange perioder. Andre lever under vandet. Nogle få arter lever på dybt vand, helt ned til 6.000 m (ca. 20.000 fod).

 
To chitoner på en klippe ved højvande på Guadeloupe  

Evolutionær oprindelse

Chitoner har en relativt god fossilhistorie, der strækker sig 400 millioner år tilbage til Devon. Før dette tidspunkt er nogle organismer blevet fortolket (foreløbigt) som polyplacophora i stamme-gruppen; polyplacophora-fundamentet strækker sig tilbage til det øvre Kambrium.

Kimberella og Wiwaxia fra Prækambrium og Kambrium kan være beslægtet med forfødte polyplacophora. Matthevia er en senkambrisk polyplacophoran, der er bevaret som individuelle spidse ventiler, og som undertiden betragtes som en chiton. Polyplacophoranerne kan være dannet, da en afvigende monoplacophoran blev født med flere forkalkningscentre i stedet for det sædvanlige ene. Udvælgelsen har påvirket de resulterende koniske skaller til at overlappe hinanden til et beskyttende panser. Deres oprindelige kegler er homologe med spidserne af pladerne på moderne chitoner.

 
Separate plader fra Matthevia, en sen kambrisk polyplacophoran fra den sydlige House Range, Utah. + US one cent mønt for størrelse  

Spørgsmål og svar

Spørgsmål: Hvad er en chiton?

Q: Hvor mange eksisterende og fossile arter af chitoner er der?

Spørgsmål: Hvad var det tidligere navn for klassen Polyplacophora?

Spørgsmål: Er alle Chitons lige store?

Sp: Hvor lever Chitons?

Søg efter bogstav