Chitoner er marine bløddyr af varierende størrelse i klassen Polyplacophora, tidligere kendt som Amphineura. Der findes ca. 940 bevarede og 430 fossile arter.
Udseende og anatomi
Chitoner kendes på deres karakteristiske skal bestående af otte overlappende plader (valver) på ryggen, omgivet af en fleksibel "girdle" (kantband). Pladerne giver beskyttelse, samtidig med at dyret kan bøje sig og tilpasse sig ujævne klippeoverflader. På girdlen kan der sidde skæl, børster eller spikler hos nogle arter.
- Størrelse: Fra få millimeter hos små arter til over 30 cm hos de største (fx Cryptochiton stelleri, ofte kaldet gumboot chiton).
- Aestheter: Små sensoriske organer i pladerne, som hos nogle arter kan fungere som primitive øjne med aragonit-linser.
- Radula: Et raspelignende tandsystem med tænder forstærket af magnetit (jernoxid) hos mange arter, hvilket gør tænderne ekstra slidstærke til at skrabe alger af sten.
Levevis og udbredelse
Chitoner lever primært i marine miljøer, især på stenrev i tidevandszonen (intertidal), men også i subtidale områder og dybhavet. De findes over hele kloden fra polare til tropiske farvande. Mange arter holder sig tæt ved klipper, hvor de kan gribe fast med en stor fod og modstå bølgepåvirkning.
Føde og adfærd
De fleste chitoner er græssere, der bruger radulaen til at skrabe mikroalger, tangfilamenter og biofilm af sten. Nogle få arter kan være mere opportunistiske eller spise andet organisk materiale. Chitoner bevæger sig langsomt, men kan finde læ for tørring ved lavvande, gemme sig under sten eller i sprækker for at undgå rovdyr.
Formering og udvikling
De fleste chitoner har kønnet formering med separate køn (han og hun). Befrugtning foregår oftest eksternt ved, at kønnene udsender æg og sæd i vandet. Udviklingen kan omfatte en fritlevende trochophore-larve, som senere gennemgår metamorfose til den voksne form; hos nogle arter ses direkte udvikling eller variationer i larvestadierne.
Systematik og fossiler
Klassen Polyplacophora omfatter en række familier, bl.a. Chitonidae, Mopaliidae og Acanthochitonidae. Chitoner har en relativt god fossilregistrering, fordi enkelte af de hårdere dele (valver og girdles med spikler) kan bevare sig. Fossile rester af polyplacophorer kendes fra det tidlige Paleozoikum; mange fossile slægter registreres ud fra enkeltstående plader eller fragmenter.
Fossile chiton-plader og -fragmenter bruges i paleontologisk forskning til at studere udviklingen af skalstrukturer og tidlige bløddyrsøkologier. Nogle fossile taxa (fx Matthevia og Helminthochiton) tolkes som tidlige eller nært beslægtede grupper til moderne chitoner.
Betydning og trusler
Chitoner er vigtige for økosystemerne på klippeflader, da de kontrollerer algevækst og indgår i fødenetværket som bytte for krabber, fisk og andre rovdyr. Flere arter er robuste, men lokale bestande kan være påvirket af:
- Habitatændringer (kystudvikling, ødelæggelse af klippehabitater)
- Forurening og eutrofiering
- Overindsamling i områder hvor chitoner samles til føde eller som samlerobjekter
Forskning og anvendelser
Chitoners radula og biomineraliseringsprocesser er genstand for biologisk og materialeteknologisk forskning, især fordi magnetit-forstærkede tænder er et sjældent eksempel på biologisk anvendelse af jernoxid til at opnå ekstreme slidstyrker. Studier af deres øjne og aestheter bidrager desuden til viden om evolution af sansesystemer hos bløddyr.
Samlet set er chitoner en velafgrænset og økologisk vigtig gruppe af marine bløddyr med en lang fossilhistorie og flere fascinerende biologiske tilpasninger.
