Capacitance Electronic Disc (CED) – RCAs analoge videodisk fra 1964

Opdag Capacitance Electronic Disc (CED) — RCAs analoge videodisk fra 1964: teknologi, design, brug og hvorfor dette unikke videomedie blev sjældent og historisk interessant.

Forfatter: Leandro Alegsa

09-02-2026

Kapacitance Electronic Disc (ofte forkortet CED) er et videodiskformat udviklet af RCA. Arbejdet med teknikken begyndte i 1964, men formatet blev først markedsført i starten af 1980'erne under navnet SelectaVision. En CED ligner en grammofonplade, fordi den fysisk lagrer video og lyd som små riller på en sort disk, og derfor er CED et analogt diskformat fremfor et digitalt format som en cd. CED betegnes også som en form for videodisk.

Hvordan det virker

Diskene blev solgt i en plastkasse eller såkaldt caddy. Når kassetten indsættes i afspilleren, trækkes selve disken ind i maskinen, så den ikke udsættes for snavs eller fedtfingre. I modsætning til optiske systemer aflæses CED'en ikke med laser, men med en mekanisk pickup (en nål) der måler små ændringer i kapacitans mellem nålen og diskens overflade. Disse kapacitansvariationer omsættes til elektriske signaler, som afspilleren behandler og sender videre som video- og lydudgang (typisk composite video og to-kanals lyd).

Tekniske og praktiske træk

Udseende: Sorte, pladeformede diske i hård plast med spiralvrille — derfor let genkendelige.
Beskyttelse: Disken ligger i en beskyttende plastkassette for at minimere berøring og støv.
Varighed: Diskene var typisk designet til at rumme omkring en times spilletid pr. side (afhængigt af titel og data), og nogle titler kunne være dobbelt-sidede.
Kvalitet: Billed- og lydkvaliteten var på niveau med samtidige analoge hjemmevideoformater (fx VHS/Betamax), men den mekaniske aflæsning gjorde formatet følsomt over for slid og støv.

Historie og kommerciel skæbne

RCA forsinkede kommerciel lancering af CED i mange år under udviklingen. Da systemet endelig kom på markedet i begyndelsen af 1980'erne, havde konkurrenter som VHS og Betamax allerede opnået stor udbredelse, og nyere optiske formater (fx LaserDisc) blev også set som mere holdbare løsninger, fordi de ikke krævede fysisk kontakt mellem læser og medie. På grund af forsinkelser, intensiv konkurrence, produktionsomkostninger og problemer med holdbarhed solgte CED ikke som forventet, og RCA stoppede produktionen midt i 1980'erne.

Fordele og ulemper

Fordele: Relativt billig at fremstille, nem at bruge (indsæt caddy → spil), kompakt format der gav bedre holdbarhed i kassen end tape ved håndtering.
Ulemper: Mekanisk kontakt mellem nål og disk førte til slitage og støj; følsom over for støv og ridser; kommercielt forældet ved lancering pga. forsinkelse og hård konkurrence.

I dag er CED-diske samleobjekter for retro-entusiaster og bevarer historisk interesse som et alternativt forsøg på at levere hjemmevideo før den digitale æra. På etiketten udenpå plastæsken findes normalt filmens titel og ofte et kort resumé samt andre relevante oplysninger om udgivelsen.

Historie

Den første CED blev fremstillet i 1964, men kunne først købes i 1981. Omkring 200 film blev gjort tilgængelige på CED. Hver film, der blev vist på CED, kostede mellem 15 og 35 dollars, afhængigt af filmens længde. CED'en solgte ikke godt, hvilket skyldes, at man ikke kunne optage på skiven, som man kunne med et videobånd. Produktionen af CED stoppede i 1986.

Oplysninger om et CED

CED'er er ledende vinylplader med en diameter på 30,0 cm (11,8 tommer). For at undgå at bruge det metriske system til at navngive deres plader, blev de kaldt "12 tommer plader", selv om de faktisk var lidt mindre. Hver side af pladen har riller, der er ca. 19 miles lange og 37 gange mindre end rillerne på en almindelig grammofonplade. Når disken afspilles, drejer den rundt med ca. 450 gange i minuttet, og hver rotation af disken indeholder flere rammer med lyd- og billedinformation.

For at aflæse skiven blev en titaniumnål placeret meget let på den ydre kant af skiven. Derefter blev der ført en lille elektrisk strøm gennem nålens midte, hvor den rørte bunden af rillen og læste lydinformationen, som var gemt i små huller. Nålen aflæste disse ved at registrere, hvor meget luft der var mellem nålen og rillen, og derefter konverterede afspillerens elektronik disse til lyd. De visuelle oplysninger blev lagret i rillerne og blev aflæst som på en almindelig grammofonplade. Når nålen passerede over rillerne, vibrerede den, og afspilleren omdannede vibrationerne til billeder.

Spørgsmål og svar

Q: Hvad er den elektroniske kapacitansskive?

A: Capacitance Electronic Disc (CED) var en type videodisk, der blev lavet i 1964 af firmaet RCA.

Q: Hvordan minder CED om en plade?

A: CED ligner en plade, fordi den lagrer video og lyd som små riller på en sort skive.

Q: Er CED et digitalt eller analogt format?

A: CED er et analogt diskformat i stedet for et digitalt format som en CD.

Q: Hvorfor er CED opbevaret i en plastikæske?

A: CED er opbevaret i et plastikhylster, så du ikke kan røre ved disken, da den er meget let at beskadige.

Q: Hvilke oplysninger er der på etiketten på plastikæsken til CED'en?

A: På plastikkassen er der en etiket med navnet på filmen på disken samt andre oplysninger som f.eks. et resumé af filmen.

Q: Hvem har lavet Capacitance Electronic Disc?

A: Capacitance Electronic Disc blev lavet af firmaet RCA.

Q: Hvornår blev Capacitance Electronic Disc lavet?

A: Capacitance Electronic Disc blev lavet i 1964 af firmaet RCA.