Sarmaterne: Iranske stammer i Sarmatien ved Sortehavet

Sarmaterne: Opdag historien om de iranske stammer i Sarmatien ved Sortehavet — kultur, krig og indflydelse fra 5. årh. f.Kr. til 5. årh. e.Kr.

Sarmaterne (/sɑːrˈmeɪʃiənz/; latin: Sarmatae, Sauromatae) var stammer af iransk oprindelse, der boede i et land kaldet Sarmatien, som er det nuværende Ukraine nær Sortehavets kyst. De var blomstrende fra det 5. århundrede f.Kr. til det 4-5. århundrede e.Kr.

Oprindelse og udbredelse

Sarmaterne var et sammensat folk bestående af flere stammer af øst-iransk sprogstamme. De trådte frem i historiske kilder efter eller sideløbende med skyterne og bredte sig over de sydlige dele af den pontiske steppe, fra Don-floden i øst til Donau i vest. Inden for dette område opstod et løst netværk af stammer, som flyttede, blandede sig med hinanden og med nabofolk over århundreder.

Velkendte sarmatiske stammegrupper inkluderer blandt andre Alanoerne (Alans), Roxolani, Iazyges og Aorsi. Nogle af disse grupper bevægede sig vest- og sydpå i forskellige perioder, hvilket førte til kontakter med romere, keltere, dakerne og senere med germanere og hunere.

Sprog og kultur

Sarmaternes sprog var en del af den iranske gren af de indoeuropæiske sprog — tættere beslægtet med andre østiranske sprog. Sproget er i dag uddødt, men efterladenskaber findes i personnavne, stednavne og enkelte indskrifter.

Kulturelt fulgte sarmaterne mange træk fra den tidligere skytiske tradition: hestekultur, nomadisk eller semi-nomadisk livsførelse, og kunst i den såkaldte "animal style" med zoomorfe motiver. Religionen var præget af iranske hedenske forestillinger, kult for forskellige guddomme og sol- og himmelmotiver, men detaljer er kun delvist kendt fra arkæologi og klassiske kilder.

Samfund og køn

Sarmaterne levede ofte i løsere stammeforbund snarere end i centraliserede stater. Samfundet var i høj grad militariseret og centreret omkring hesten og rytterkamp. Et bemærkelsesværdigt træk i antikke kilder og gravfund er, at kvinder tilsyneladende i visse grupper kunne bære våben og deltage i kamp. Dette fænomen er blevet tolket forskelligt: som faktiske kvindelige krigere i visse stammer, som en særlig social rolle eller som en kombination af begge.

Krigsføring og våben

Sarmatiske krigere var berømte for deres færdigheder som ryttere. De udviklede tungere rytterformationer og anvendte ofte langbuer, lansespidser, spyd og sverd. Den mobile rytterkrig gjorde dem både frygtede og eftertragtede — både som fjender og som lejesoldater i nabers tjeneste.

Forhold til græske og romerske kilder

De klassiske forfattere, fra Herodot og frem til romerske historikere, omtaler sarmaterne gentagne gange. I romerske kilder optræder de som både fjender og allierede; romerne rekrutterede også sarmatiske ryttere som hjælpere og senere som en del af deres grænseværn.

Et eksempel på sarmatisk integration i Romerriget er brugen af sarmatiske kavaleri-enheder i den romerske hær i senantikken. Nogle historikere har også fremhævet mulige kulturelle påvirkninger fra sarmatiske soldater til vestlige myter og populære forestillinger — for eksempel spekulationer om forbindelser til ridderidealet og legender som Arthur-motivet — men sådanne forbindelser er ofte usikre og omdiskuterede.

Arkæologi og gravskikke

Arkæologiske fund fra sarmatiske grave (kurganer) viser ofte rige begravelser med våben, hesteudstyr, smykker og hesteskæbner i nærheden af liget. Gravene dokumenterer både det militære fokus og langdistancekontakter gennem importerede genstande. Kunststilene fortsætter og videreudvikler den steppekunst, der kendes fra skyterne.

Senere historie og efterliv

Fra 300-tallet e.Kr. oplevede sarmaterne øget pres fra folkevandringer, herunder fra goterne og senere hunerne, hvilket førte til store folkevandringer og opløsning af mange sarmatiske grupper. Nogle grupper, især Alanoerne, drog videre mod vest og ind i Centraleuropa og Iberiske halvø, og spillede en rolle i folkevandringstiden.

Andre sarmatiske efterkommere blev assimilieret med slaviske og baltiske befolkninger på stepperne eller trak sig tilbage mod Kaukasus, hvor Alanoerne senere er forbundne med osseterne — et folk i det nordlige Kaukasus, der ofte nævnes som kulturelle og genetiske efterkommere af de sarmatiske/alaniske befolkninger.

Arv og betydning

• Militær betydning: Sarmatiske riddertraditioner påvirkede krigsførelsen i Østeuropa og var eftertragtede som lejesoldater.
• Kulturel arv: Sarmatiske motiver og kunstpraksisser videreførte steppekunstens tradition og bidrog til kulturelle udvekslinger mellem øst og vest.
• Demografisk efterliv: Gennem assimilering, migration og folkevandringer har sarmaternes efterkommere indgået i dannelsen af senere europæiske og kaukasiske folkeslag.

Sammensat set var sarmaterne et vigtigt element i den historiske dynamik på den pontiske steppe i antikken, med stor indflydelse på militære, kulturelle og demografiske processer i Europa og Vestasien i flere århundreder.

Spørgsmål og svar

Q: Hvem var sarmaterne?

Q: Hvornår blomstrede sarmaterne?

Q: Hvad hed den region, hvor sarmaterne boede?

Q: Hvad er betydningen af Sortehavskysten i forhold til sarmaterne?

Q: Hvilken slags mennesker var sarmaterne?

Q: I hvor mange århundreder blomstrede sarmaterne?

Q: På hvilket sprog kommunikerede sarmaterne?

Søg efter bogstav