Louis XVII af Frankrig (Louis Charles; 27. marts 1785 - 8. juni 1795) omtales i historien som den dreng, der juridisk set blev anset for konge af Frankrig og Navarra fra 1793 til 1795, men som aldrig reelt regerede. Han er også kendt under titlerne Louis Charles, hertug af Normandiet og Fils de France (søn af Frankrig).

Tidlige år

Ludvig Karl af Frankrig blev født på slottet i Versailles som andet barn og anden søn af kong Louis XVI og Marie Antoinette. Efter sin ældre bror Louis Josephs død i 1789 blev han familieens ældste levende søn og dermed Dauphin af Frankrig. Som barn fulgte han kongeslægten i officielle rejser; ved en rejse til Normandiet, og som tak for den varme modtagelse fik den unge prins titlen hertug af Normandiet.

Fangenskab under revolutionen

Efter 1789 og især efter kongedømmets sammenbrud blev hele kongefamilien truet. Hans forældre blev arresteret, deporteret og til sidst henrettet (Louis XVI i januar 1793; Marie Antoinette i oktober 1793). For royalister blev den unge Louis Charles betragtet som den retmæssige konge, Louis XVII, fra faderens død, men i praksis befandt han sig som fange i Temple-fængslet i Paris og havde ingen magt eller frihed.

I fangenskabet blev han adskilt fra sin mor og plejet under opsyn af forskellige fangevogtere. En af tidens mest berygtede episoder var, at den kommunale administration lod en håndværker, Antoine Simon, fungere som «opdragelsesmand» for drengen. Ifølge samtidige rapporter og senere lægelige beskrivelser led den unge prins under grov mishandling, dårlig kost, kulde og dårlige hygiejneforhold. Disse forhold svækkede hans helbred betydeligt.

Sygdom og død

Louis Charles døde i Temple den 8. juni 1795, kun ti år gammel. Den nøjagtige dødsårsag har været genstand for debat. En række samtidige og moderne historikere peger på sygdomme som tuberkulose eller «krupp» forværret af de dårlige forhold i fangenskabet, mens andre elementer – især tegn på vold og vanrøgt – sandsynligvis bidrog til hans svækkelse.

Der blev foretaget en obduktion i fængslet, og i overensstemmelse med en kongelig tradition blev hans hjerte taget ud. Det blev opbevaret af en af de undersøgende læger, Philippe-Jean Pelletan. Dr. Pelletan noterede ved obduktionen flere ar og sår på kroppen, som han mente var tegn på fysisk mishandling: piskespor og ar på for- og bagkrop samt på arme, ben og fødder. Louis Charles' lig blev senere begravet i en massegrav i Paris.

Eftermæle og identitetsstrid

Louis XVII's korte liv og tragiske død førte til mange spekulationer, myter og konspirationsteorier gennem 1800-tallet. Flere personer hævdede at være drengen, der skulle have undsluppet Temple (den mest kendte var Karl Wilhelm Naundorff), og disse påstande skabte megen forvirring og juridiske stridigheder.

Den bevarede hjertestump og andre relikvier blev i årtier anset for vigtige bevisstykker i spørgsmålet om hans endelige skæbne. I de seneste år har moderne undersøgelser, herunder DNA-analyser, bidraget til at afklare identiteten af de bevarede vævstykker og underbygge forbindelse til den kejserlige familie, selvom enkelte detaljer og tolkninger fortsat diskuteres blandt forskere og historikere. Hjertets videre skæbne og ceremonielle behandling i nyere tid har også været genstand for opmærksomhed og symbolik i Frankrig.

Historisk betydning

Louis XVII er i dag et symbol på revolutionens menneskelige omkostninger og et tragisk kapitel i Bourbon-dynastiets historie. Han blev aldrig konge i praksis, men hans skæbne har haft stor symbolværdi for både royale tilhængere og for dem, der beskriver revolutionens løb som brutalt og hensynsløst over for selv de mest uskyldige.

Vigtige punkter:

  • Født 27. marts 1785 i Versailles; blev Dauphin efter broderens død i 1789.
  • Efter faderens henrettelse i 1793 anerkendtes han af royalister som Louis XVII, men han sad fængslet i Temple og havde ingen reel magt.
  • Døde 8. juni 1795 i Temple; obduktion viste spor af sygdom og tegn på mishandling.
  • Hans hjerte blev bevaret af Dr. Philippe-Jean Pelletan og har senere været genstand for videnskabelige undersøgelser og offentlig interesse.