Tomas Lindahl
Tomas Robert Lindahl FRS FMedSci (født 28. januar 1938) er en svensk videnskabsmand med speciale i kræftforskning. I 2015 modtog han Nobelprisen i kemi sammen med den amerikanske kemiker Paul Modrich og den tyrkiske kemiker Aziz Sancar for mekanistiske studier af DNA-reparation.
Lindahl var professor i medicinsk kemi ved Göteborgs Universitet 1978-82. Han flyttede til England og blev ansat som forsker i Imperial Cancer Research Fund (nu Cancer Research UK) i 1981. Fra 1986 var han den første direktør for Cancer Research UK's forskningsinstitut Clare Hall i Hertfordshire. Siden 2015 har dette været en del af Francis Crick Institute.
Da Royal Society valgte ham som Fellow, var hans præstationer ekstraordinære (om end temmelig tekniske):
Tomas Lindahl ved Det Kongelige Svenske Videnskabernes Akademi (2015)
Spørgsmål og svar
Q: Hvem er Tomas Robert Lindahl?
A: Tomas Robert Lindahl er en svensk videnskabsmand, der har specialiseret sig i kræftforskning.
Q: Hvad vandt Lindahl Nobelprisen i kemi for?
A: Lindahl vandt Nobelprisen i kemi i 2015 for sine mekanistiske studier af DNA-reparation, som han udførte sammen med den amerikanske kemiker Paul Modrich og den tyrkiske kemiker Aziz Sancar.
Q: Hvor arbejdede Lindahl som professor i medicinsk kemi?
A: Lindahl arbejdede som professor i medicinsk kemi ved Göteborgs Universitet fra 1978-1982.
Q: Hvornår begyndte Lindahl at arbejde på Imperial Cancer Research Fund (nu Cancer Research UK)?
A: Lindahl begyndte at arbejde på Imperial Cancer Research Fund i 1981 som forsker.
Q: Hvad var Lindahls rolle på Cancer Research UK's Clare Hall forskningsinstitut i Hertfordshire?
A: Lindahl var den første direktør for Cancer Research UK's Clare Hall forskningsinstitut i Hertfordshire, en rolle han havde fra 1986, indtil instituttet blev en del af Francis Crick Institute i 2015.
Q: Hvilken organisation valgte Lindahl som Fellow?
A: The Royal Society valgte Lindahl som Fellow.
Q: Hvad var Lindahls præstationer, som Royal Society anså for at være ekstraordinære?
A: Lindahls præstationer inden for DNA-reparation er ret tekniske, men Royal Society anså dem for at være ekstraordinære.
