Tansen (ca. 1500–1586), også kaldet Tan Sen eller Ramtanu, er en af de mest berømte skikkelser i den nordindiske (Hindustani) klassiske musik. Han blev født i en hinduistisk familie og søgte sin musikalske træning og udvikling i den nordvestlige del af det, der i dag er Madhya Pradesh. I sine yngre år var Tansen knyttet til hoffet hos den hinduistiske fyrste Raja Ramchandra Singh i Rewa, og fra omkring 1562 — da han var omtrent 60 år gammel — blev han kaldt til det kejserlige hof hos Akbar, hvor han tilbragte størstedelen af sin voksne tilværelse.

Biografi og karriere

Tansen var både komponist, musiker og vokalist, og han opnåede stor berømmelse for sine musikalske evner. Historiske kilder og mundtlige traditioner er til tider uensartede, og mange detaljer om hans tidlige liv og lærere er omtvistede. Ifølge traditionen studerede han hos flere mestre og udviklede samtidig egne teknikker inden for dhrupad-stilen, som dengang var førende i nordindisk klassisk musik.

Som medlem af Akbars hof blev Tansen regnet blandt kejserens Navaratnas (»ni juveler«). Akbar belønnede hans kunst med stor anerkendelse og gav ham ærestitlen «Mian», som kan tolkes som »lærd« eller »respekteret mester«. Under hoffet udviklede Tansen både vokalteknik og instrumentalpraksis og spillede en væsentlig rolle i at udbrede og forme den musikalske tradition i det centrale og nordlige Indien.

Musikalske bidrag og stil

Tansen tilskrives et betydeligt antal kompositioner og musikalske nyskabelser i det indiske subkontinent. Han var kendt for sin dhrupad-udførelse — en alvorlig og ceremoniel vokalstil — og for sit arbejde med instrumenterne, især den store veena (rudra veena), som han spillede og videreudviklede. Flere ragaer og varianter bærer hans navn eller tilskrives ham i traditionen; blandt de mest kendte, som ofte nævnes i kilderne, er:

  • Miyan ki Todi
  • Miyan ki Malhar
  • Miyan ki Sarang
  • Darbari Kanada (ofte omtalt som Miyan ki Kanada)
Disse tilskrivelser er delvis traditionelle — det er svært at dokumentere nøjagtigt hvilke melodier der stammer direkte fra ham — men navnet Tansen står i dag som symbol på varige musikalske skabelser og æstetiske idealer i Hindustani-traditionen.

Han bidrog desuden til overlevering og udvikling af teknikker som bandish-kompositioner, ornamentik (gamak, meend) og stemmebrug, og hans indflydelse mærkes i mange af de senere gharana-traditioner (skoler) inden for den klassiske musik.

Legender og myter

Tansen er omgærdet af talrige legender, mange nedfældet af hofhistorikere og overleveret i mundtlig tradition og gharana-litteratur. Nogle af de mest berømte historier lyder således:

  • At han ved at synge Raga Megh Malhar kunne fremkalde regn.
  • At han med Raga Deepak kunne få lamper til at antænde sig — en fortælling, der ofte tolkes symbolsk og som peger på musikens kraft i traditionen.
  • At han ved sin sang kunne berolige vilde dyr; en berømt beretning fortæller, at en vild hvid elefant blev faldet til ro af Tansens musik, så kejseren kunne ride på den.
Disse historier er vigtige for forståelsen af Tansens plads i kulturens hukommelse, men mange historikere mener, at de har fået overdrevent fantastiske træk gennem tiden og bør læses med varsomhed.

Død, gravsted og arv

Tansen døde i 1586. Hans gravmæle og tilknyttede steder i Gwalior er stadig vigtige pilgrims- og kultursteder. Tansen hyldes fortsat i moderne tid gennem musikfestivaler, mest kendt er den årlige Tansen Samaroh i Gwalior, hvor udøvere fra hele Indien og internationalt samles for at fejre hans musikalske arv.

Betydning: På trods af usikkerheder i biografiske detaljer står Tansen som en nøglefigur i udviklingen af Hindustani klassisk musik. Hans navn repræsenterer forbindelsen mellem middelalderlig dhrupad-tradition og den senere klassiske udvikling ved de store kongelige og kejserlige hof, og hans indflydelse mærkes stadig i undervisning, komponering og opførelse inden for traditionen.