Benjamin Harrison (20. august 1833 - 13. marts 1901) var USA's 23. præsident (1889-1893). Han var barnebarn af præsident William Henry Harrison og det eneste barnebarn af en præsident, der selv blev præsident. Hans hjem var i Indianapolis, Indiana. Han var medlem af det republikanske parti og blev valgt til Det Hvide Hus i 1888, hvor han slog den siddende Grover Cleveland. Han var den første præsident i USA, der brugte elektricitet i Det Hvide Hus. Efter at Harrison havde siddet en hel fireårig periode som præsident, stillede Cleveland op igen og slog denne gang Harrison.

Harrisons første kone var Carrie Harrison. Efter hendes død blev han gift med Mary Dimmick Harrison. Under den amerikanske borgerkrig var Harrison oberst i Unionens hær (senere brigadegeneral). Han var også en succesfuld advokat, og han argumenterede mange sager ved USA's højesteret.



Tidligt liv og uddannelse

Benjamin Harrison blev født 20. august 1833 i North Bend, Ohio, i en politisk familie. Han var søn af John Scott Harrison og barnebarn af præsident William Henry Harrison. Harrison studerede ved Miami University i Ohio, hvor han dimitterede i begyndelsen af 1850'erne. Efter studierne læste han jura, blev optaget på advokatlisten og etablerede sig som advokat i Cincinnati og senere i Indianapolis, Indiana, hvor han fik en solid og anset praksis.

Civilkrig og juridisk karriere

Under den amerikanske borgerkrig meldte Harrison sig til tjeneste i Unionens styrker. Han blev chef for et regiment og steg i graderne; i december 1864 eller i 1865 fik han også en æresfuld forfremmelse til brigadergeneral (brevet). Efter krigen vendte han tilbage til advokatgerningen i Indianapolis, hvor han hurtigt opbyggede et landsdækkende ry som dygtig retstaler og advokat. Han førte adskillige sager frem for USA's højesteret og blev kendt for sit kendskab til forfatnings- og handelsret.

Politisk karriere før præsidentskabet

Harrison bevægede sig gradvist ind i politik som aktiv republikaner. Han tjente i flere valgte og udnævnte poster i delstaten Indiana og var en særdeles aktiv organisator i partiet. Fra 1881 til 1887 var han USA's senator for Indiana, hvor han arbejdede med spørgsmål om militær, handel og national økonomi. Hans arbejde i Senatet og hans ry som veteran og advokat gjorde ham til en stærk kandidat for republikanerne ved præsidentvalget i 1888.

Præsidentskabet 1889–1893: hovedpunkter

  • Valget i 1888: Harrison vandt præsidentembedet, selvom han tabte den samlede folkelige stemme til Grover Cleveland. Han fik flertal i valgmandskollegiet.
  • Indlemmelse af stater: Under hans embedsperiode blev seks nye stater optaget i Unionen: North Dakota, South Dakota, Montana og Washington i 1889 samt Idaho og Wyoming i 1890.
  • Økonomi og told: Den republikanske politik i hans administration førte til høje beskyttelsestoldsatser, mest kendt gennem det lovgivningsarbejde, der resulterede i det omstridte McKinley-tarifpakke i 1890 (initieret af republikanere i Kongressen). Højere toldsatser blev et politisk brændpunkt ved valget i 1890–1892.
  • Lovgivning mod monopoler: Harrison underskrev Sherman Antitrust Act (1890), den første føderale lov mod konkurrencenedbrydende karteller og monopolagtig praksis, en lov med vidtrækkende betydning for senere økonomisk regulering.
  • Guld- og sølvpolitik: Hans administration vedtog også Sherman Silver Purchase Act (1890), som øgede den føderale indkøb af sølv — en lov der senere blev genstand for stor politisk debat.
  • Udenrigspolitik: Harrison støttede en moderne og udvidet flåde og var fortaler for amerikansk indflydelse i Stillehavs- og Caribien-regionen. Han indkaldte også den første Panamerikanske konference i 1889, som søgte samarbejde mellem de amerikanske stater og førte til oprettelsen af Pan-American Union.
  • Offentlig administration: Hans administration udvidede offentlige ydelser til borgerkrigsveteraner, støttede civil tjenestedomreform i nogen grad, men var også præget af partipatrimonialisme og kontroverser omkring udnævnelser.
  • Teknologi i Det Hvide Hus: Harrison var den første præsident, der havde elektricitet installeret i Det Hvide Hus, hvilket symboliserede modernisering, selvom præsidenten ifølge samtidige kilder var varsom med at bruge de elektriske apparater.

Valgnederlag og senere liv

I præsidentvalget i 1892 stillede Grover Cleveland op igen og genvandt embedet, hvilket gjorde Cleveland til den eneste præsident, der har siddet to ikke-på hinanden følgende perioder. Efter nederlaget vendte Harrison tilbage til Indianapolis, genoptog sin advokatpraksis og fortsatte med at deltage i offentlig debat. Han førte fortsat sager ved USA's højesteret og var aktiv i republikansk politik og veteranspørgsmål.

Personligt og arv

Benjamin Harrisons første hustru var Caroline "Carrie" Scott Harrison, som fungerede som First Lady under hans embedsperiode; efter hendes død giftede han sig senere med Mary Dimmick Harrison (hans svigerindes datter/niece). Harrison døde den 13. marts 1901 i Indianapolis og er begravet på Crown Hill Cemetery. Han huskes for sin ærlighed, sit fokus på lov og orden, sit arbejde med at modernisere den amerikanske flåde, for udvidelsen af Unionen gennem optagelsen af nye stater samt for sin rolle i vedtagelsen af den første antitrustlovgivning. Historiografisk vurderes han ofte som en kompetent, men ikke karismatisk præsident — en leder, der på nogle områder lagde grundlaget for det 20. århundredes amerikanske politik.