Benito Jerónimo Feijoo y Montenegro (8. oktober 1676 - 26. september 1764) var en galicisk neoklassisk munk og videnskabsmand, der bidrog væsentligt til at fremme oplysningens idéer i Galicien og Spanien.

Liv og virke

Feijoo blev født i Casdemiro og trådte ind i benediktinerne som 12-årig. Han studerede i forskellige byer, herunder Galicien, León og Salamanca, og senere underviste han i teologi og filosofi ved universitetet i Oviedo, hvor han også døde. Han fik et professorat i teologi og blev anerkendt som en af de mest betydende spanske forfattere og tænkere i det 18. århundrede.

Værker og emner

Feijoo skrev i en tilgængelig essaysform, der henvendte sig til en bred læserskare. Hans mest kendte større værker er de to essaysamlinger

  • Teatro crítico universal (1726–1739) — en række kritiske essays om natur, videnskab, samfund og kultur,
  • Cartas eruditas y curiosas — erudite og nysgerrige breve, der behandler mange praktiske og teoretiske emner.

Emnerne spænder bredt: uddannelse, jura, medicin, naturhistorie, religion, hævdvundne overtroiske forestillinger og folkelig tro. Feijoo tog ofte aktuelle påstande og populære myter op til kritisk granskning og brugte både autoriteter og observationer for at udfordre usaglige overbevisninger.

Metode og holdninger

Feijoo var fortaler for fornuft og empirisk tænkning. Han kritiserede overdreven skolastisk teologi og spekulativ filosofi, som han mente forhindrede fremskridt i lærdom og videnskab. Samtidig søgte han at gøre lærdom tilgængelig på et sprog og med eksempler, så almindelige læsere kunne forstå og tage stilling.

Konflikter og betydning

Feijoo provokerede ofte konservative akademikere og religiøse autoriteter ved at angribe overtro og uhensigtsmæssige traditioner. På samme tid affattede han ikke et bredt angreb på kirken som sådan, men argumenterede for fornuftens og erfaringens rolle inden for teologi og daglig praksis. Hans arbejde regnes for centralt i udbredelsen af oplysningstankerne i Spanien og påvirkede senere reformatoriske tænkere og politikere.

Eksempler på hans skeptiske tilgang

Feijoo var kendt som en mytedebunker. Han havde stor interesse for naturvidenskab, og mange af hans essays behandler emner relateret til natur og de mange myter om skabninger og fjerne lande, der florerede i hans samtid. En berømt anekdote, der illustrerer hans naturalistiske og psykologiske tilgang, er følgende: Ifølge en beretning fra Julio A. Feijoo (en senere slægtning født i Cuba i 1910) troede fader Feijoo, at dæmonisk besættelse ofte var et psykologisk fænomen. Engang, da han blev bedt om at udføre en eksorcisme, gennemførte han en bevidst falsk eksorcisme for at demonstrere suggestivitetens kraft — og læste under seancen fra Bocaccios værk, Decameron. Efter at have hørt de latinske linjer faldt den påståede "besatte" person til ro og erklærede sig fri for dæmonisk indflydelse.

Arv

Feijoos indsatser for at fremme kritisk tænkning, sund fornuft og videnskabelig nysgerrighed gjorde ham til en nøglefigur i den spanske oplysning. Hans letlæselige essays bidrog til at sprede nye ideer om uddannelse, medicin og naturvidenskab og til at nedbryde ubegrundede overtroiske forestillinger. Hans indflydelse kan spores i efterfølgende intellektuelle kredse og i reformer inden for undervisning og offentlig debat i Spanien.

Feijoo efterlod sig et stort forfatterskab af essays, breve og polemiske tekster, hvis ånd—en blanding af lærdom, praktisk sans og skepsis—fortsat gør ham relevant for den, der vil forstå oplysningstidens spanske udtryk.