Bilabial trille (⟨ʙ⟩): definition, forekomst og fonetiske egenskaber
Bilabial trille ⟨ʙ⟩: definition, forekomst og fonetiske egenskaber — sjælden konsonantlyd, historisk udvikling, eksempler og distribution i verdens sprog.
Den bilabiale trille er en konsonant. Lyden forekommer i nogle talte sprog og repræsenteres i det internationale fonetiske alfabet som ⟨ʙ⟩. X-SAMPA-symbolet for den er B\\.
Artikulation og akustiske kendetegn
En bilabial trille frembringes ved at få begge læber til at vibrere mod hinanden som følge af en gentagen, kortvarig luftstrøm gennem læberne. For at trillen kan opstå kræves ofte:
- et relativt højt lufttryk (subglottalt tryk),
- afslappede men kontrollerede læber, så der kan opstå flere hurtige lukninger og åbninger,
- hyppigt en vis afrunding af læberne eller en bagvokal, som skaber de aerodynamiske betingelser for vibration.
Akustisk karakteriseres ⟨ʙ⟩ af korte, pulserende afbrydelser i lydenergien (tandem lukning/åbning) med lavfrekvent energi fra læbernes vibration; trillen har formantstrukturen fra den efterfølgende vokal, men med ekstra turbulens og pulsering i starten.
Fonologiske træk
- Måde: trille (rulning af artikulatoren)
- Sted: bilabial (begge læber)
- Fonation: oftest stemt (⟨ʙ⟩), men en stemmeløs variant (⟨ʙ̥⟩) forekommer også)
- Nasalitet: oral (ikke nasal som udgangspunkt, men kan dele miljørelationer med prenasaliserede konsonanter)
- Centralitet: central
Forekomst og fonologisk status
Den bilabiale trille er typologisk sjælden og findes kun i et begrænset antal sprog. I mange sprog forekommer den ikke som en fristående fonem, men som del af komplekse segmenter eller som allofon. Følgende mønstre er almindelige:
- I flere sprog optræder den som en del af et prenasaliseret bilabial stop med trillet udløsning, transskriberet som [mbʙ]. Historisk kan sådanne sekvenser være udviklet fra et prenasaliseret stop foran en relativt høj bagvokal, fx [mbu]. I disse sprog er trillen ofte fonologisk og geografisk begrænset til omgivelser med efterfølgende afrundede vokaler som [u].
- Der findes også mere komplekse realisationer som en stemmeløs alveolær–bilabialt trillet affrikat, skrevet [t̪͡ʙ̥] (undertiden noteret som "tᵖ"). Denne type er særdeles sjælden, men er blevet rapporteret i sprog som Pirahã og i nogle ord i de chapacuranske sprog Wari' og Oro Win.
- I nogle kaukasiske sprog forekommer bilabial-trill-lignende realisationer som allofoner. Fx er der rapporter af en labialiseret stemmeløs alveolær plosiv /tʷ/ i abkhazisk og ubykh, hvor den undertiden realiseres som en trille; dog realiseres den i disse sprog oftere som et dobbelt artikuleret stop [t͡p].
Varianter
- Stemt bilabial trill — standardtypen, skrevet ⟨ʙ⟩.
- Stemmeløs bilabial trill — transskriberet ⟨ʙ̥⟩, findes i nogle få sprog og ofte betinget af kontekst (fx før afrundede vokaler).
- Prenasaliserede varianter — som [mbʙ], almindelig i de sprog hvor trillen optræder fonologisk.
- Affrikat-lignende varianter — fusioner mellem en plosiv/artikulationsstart og en efterfølgende trill, fx [t̪͡ʙ̥].
Fonologisk udvikling og begrænsninger
Bilabiale triller opstår ofte i særlige historiske og fonetiske omgivelser: et prenasaliseret stop foran en bagvokal (især afrundet), eller som en realisering af labialiserede plosiver under bestemte aerodynamiske forhold. Fordi trillen kræver særlige læberelationer og luftstrømme, er den sjælden som selvstændigt fonem og forekommer ofte kun i snævre fonologiske positioner.
Praktiske bemærkninger
- For talere af sprog uden bilabiale triller kan lyden være svær at fremstille — den kræver fin kontrol af læbemusklaturen og lufttryk.
- I transskription og fonetiske beskrivelser bør man skelne mellem en reel trill (gentagne lukk-åbn-bevægelser) og andre bilabiale lyde som bilabiale taps eller dobbeltartikulerede stops.
Samlet set er ⟨ʙ⟩ en sjælden, men fonetisk veldefineret trille, som viser interessante sammenhænge mellem artikulation, akustik og fonologisk kontekst i de sprog, hvor den optræder.
Funktioner
Egenskaber ved den bilabiale trille:
- Dens adfærd er trillende. Det betyder, at vi frembringer denne lyd ved at lede luft hen over artikulatoren, så den vibrerer. I de fleste tilfælde findes den kun som den trillede udløsning af et prænasaliseret stop.
- Vi producerer det på bilabial. Det betyder, at vi producerer denne lyd med begge læber.
- Dens fonation er stemmeløs. Det betyder, at stemmebåndene vibrerer under artikulationen.
- Det er en mundtlig konsonant. Det betyder, at luften kun kan slippe ud gennem munden.
- Vi frembringer ikke denne lyd med luft, der strømmer over tungen. Så den centrale-laterale dikotomi er ikke hensigtsmæssig.
- Luftstrømsmekanismen er pulmonisk. Det betyder, at vi frembringer denne lyd ved udelukkende at presse luft ud med lungerne og membranen, som det er tilfældet med de fleste lyde.
Spørgsmål og svar
Spørgsmål: Hvilken lyd repræsenterer den stemmede bilabiale trille?
A: Den voiced bilabial trill er en konsonant.
Spørgsmål: Hvilket bogstav står for denne lyd i det internationale fonetiske alfabet?
Svar: Bogstavet for denne lyd i det internationale fonetiske alfabet er ⟨ʙ⟩.
Spørgsmål: Hvad er X-SAMPA-symbolet for denne lyd?
A: X-SAMPA-symbolet for denne lyd er B\\.
Spørgsmål: Hvordan udviklede sig prænasaliseret bilabial stop med trilled release historisk?
A: Prænasaliseret bilabial stop med trilled release udviklede sig historisk set fra et prænasaliseret stop før en relativt høj bagvokal, som f.eks. [mbu].
Sp: I hvilket miljø forekommer disse lyde normalt?
Svar: Disse lyde er normalt stadig begrænset til miljøet omkring et efterfølgende [u].
Spørgsmål: Er der andre lyde, der er relateret til den voiced bilabiale trille?
Svar: Ja, den forekommer kun som en del af et prænasaliseret bilabialstop med trillet udløsning, [mbʙ].
Søge