Macropus bernardus (Woodward's wallaroo) — lille klippe-kænguru fra Arnhem Land
Macropus bernardus – Woodward's wallaroo: lille, natlig klippe-kænguru fra Arnhem Land; sjælden og nær truet, sort/hungrå, skjult i klipperne — en unik australsk endemisk art.
Woodward's wallaroo (Macropus bernardus), også kaldet den sorte wallaroo eller Bernard's wallaroo, er den mindste af wallarooerne. Hannen er typisk sort eller mørkebrun, mens hunnen er grå. Den er en sky, natlig græsser, som sjældent ses i store flokke. Arten lever især på og omkring klippefremspring, hvor den søger ly og gemmer sig for farer.
Beskrivelse
Woodward's wallaroo er en kompakt, robust kænguru med kraftige bagben og en lang, muskuløs hale, der bruges til balance. Den er mindre end de fleste andre wallaroo- og kænguruarter. Kønsbestemt farveforskel (seksuel dimorfisme) er tydelig: hannerne har mørkt pelslag, næsten sort, mens hunnerne er lysere grå. Pelsen er kort og tæt, hvilket hjælper til at udstå temperaturudsving i det bjergrige levested.
Udbredelse og habitat
Arten findes kun i et beskedent, bjergrigt område i
Arnhem Land, Northern Territory, mellem South Alligator River og Nabarlek. Den foretrækker klippeområder, kalkstens- eller sandstensformationer og skrænter, hvor der er sprækker og hulrum til skjul. Dette begrænsede udbredelsesområde gør arten særlig sårbar over for forandringer i habitatet.
Adfærd og føde
Woodward's wallaroo er primært nataktiv og søger føde ved skumring og om natten. Den ernærer sig overvejende af græsser, urter og bladmateriale fra lavtvoksende buske. Om dagen opholder den sig i skyggefulde sprækker og huler i klipperne for at undgå rovdyr og varme. Den er beskeden og lever ofte ensomt eller i meget små familiegrupper fremfor i store flokke.
Reproduktion
Ligesom andre pungdyr har Woodward's wallaroo en reproduktionsstrategi med kort drægtighed efterfulgt af langvarig udvikling af ungen i pungen. Hunnen afleverer normalt kun én unge (joey) ad gangen. Ungen tilbringer en periode i pungen, hvor den fortsætter sin udvikling, indtil den er stor nok til at følge moren udenfor. Arten kan yngle i flere perioder om året afhængigt af fødetilgængelighed og klima.
Bevarelse og trusler
Woodward's wallaroo er klassificeret som næsten truet (næsten truet) primært fordi den kun forekommer i et meget begrænset område. De største trusler er:
- Det begrænsede udbredelsesområde, som gør populationen sårbar over for lokale forstyrrelser.
- Ændringer i traditionelle brændings- og brandregimer, som kan ændre fødegrundlaget og skjulesteder i klippeområderne.
- Indførte rovdyr som vilde katte og hunde samt konkurrence fra invasive plante- eller dyrearter.
- Mulig påvirkning fra minedrift, infrastruktur og menneskelig aktivitet i området samt klimaændringer, som kan ændre habitatets struktur.
På grund af artenes tilknytning til aboriginale ejede områder er lokale forvaltningsmetoder og traditionelle brændingspraksisser vigtige for artens overlevelse.
Forvaltning og forskning
Bevaringsindsatsen fokuserer på overvågning af bestandsudviklingen, beskyttelse af nøglehabitater, kontrol af invasive rovdyr og samarbejde med lokale traditionelle ejere af landet om brandforvaltning og arealbrug. Forskning om arten er relativt begrænset, og flere feltstudier vurderes nødvendige for at forstå populationens størrelse, reproduktionssucces og følsomhed over for ændringer i miljøet.
Interessant fakta
Navnet "wallaroo" stammer fra et australsk udtryk, der ofte bruges om kænguruer, der lever i stenede eller kuperede områder — altså en "klippe-kænguru". Woodward's wallaroo er et eksempel på en art, der har specialiseret sig til at leve i sådanne hårdføre, men isolerede, landskaber.
Søge