Whist

Historie

Whist er en efterkommer af spillet trumf eller ruff fra det 16. århundrede. Spillet har sit navn fra det 17. århundredes whist (eller wist eller whisk), der betyder stille, tavs, opmærksom, hvilket er roden til det moderne wistful.

Whist blev første gang beskrevet af Charles Cotton i sin bog The Compleat Gamester, der blev udgivet i London i 1674. Det optræder igen i Seymour's Court Gamester fra 1719, og vi ved, at whist blev spillet i nogle kaffehuse i London. Omkring 1728 spillede en gruppe under ledelse af den første Lord Folkestone i Crown's kaffehus i Bedford Row i London. De begyndte at udvikle dets potentiale som et partnerskabsspil.

Edmond Hoyle underviste rige unge herrer i spillet og udgav i 1742 A Short Treatise on the Game of Whist (En kort afhandling om whistspillet). Den blev standardteksten og reglerne for spillet i de næste hundrede år og bidrog til, at spillet blev moderne. Der findes over 150 udgaver af denne lille bog.

I 1890'erne blev en variant kendt som bridge-whist populær. Den udviklede sig trinvis til at blive auktionsbridge og endelig kontraktbridge i slutningen af 1920'erne.

Det traditionelle whistspil spilles stadig ved sociale arrangementer, der kaldes whist-drives.

Regler og etikette

Reglerne er, hvordan det spilles, og etiketterne er, hvordan spillerne skal opføre sig.

Der anvendes en standardpakke med 52 kort. Kortene i hver farve rangerer fra højeste til laveste: A K Q Q J 10 9 8 8 7 6 6 5 4 3 2. Whist spilles af fire spillere, som spiller i to partnerskaber, hvor partnerne sidder overfor hinanden. Spillerne skærer eller trækker kort for at bestemme partnerne, og de to højeste spiller mod de to laveste. Spillerne skærer derefter for at give.

Det er i strid med etiketten at kommentere kortene på nogen måde. Man må ikke kommentere den hånd, man har fået, eller om ens held eller uheld.

Spillet af kortene

Mange grundlæggende idéer i kortspil blev opdaget af whistspillere og er stadig gældende i kontraktbridge. Et eksempel er finesse. Dette er et forsøg på at vinde et stik med et kort, der er lavere end dit bedste kort. For eksempel: Syd har AQ73 på hånden, men partneren mangler K. Nord fører et lavt kort, næste hånd spiller lavt og Syd spiller Q. Hvis det vinder, er der blevet lavet et ekstra stik.

Signaler mellem partnerne ved hjælp af kortspil var velforstået og blev brugt. Eksempler herpå er: føring af det øverste kort i en rækkefølge, f.eks. K fra KQJx, og også føring af det fjerde højeste kort fra en hvilken som helst farve (hvilket indebærer, at du har en eller to top-honorer i den pågældende farve). I 1834 opfandt Lord Henry Bentinck "high-low"-signalet, som opfordrer partneren til at fortsætte farven. Nogle avancerede idéer var kendt. Alexandre Deschapelles (1780-1847), et fransk geni i både kort og skak, opfandt et spil, der nu er kendt som Deschapelles-stødet. Det er et offer af et højtstående kort for at få adgang til partnerens hånd.

Duplikat whist

Teknikken med at afvikle begivenheder, hvor alle spillere, der sidder i samme retning, spiller de samme kort, blev opfundet til whist. Et duplikat whistdrev har placeringer N/S og placeringer Ø/V. Moderne bevægelser til kontraktbridgearrangementer er en videreudvikling af dette duplicate whist-system.

Den grundlæggende bevægelse blev opfundet af John T. Mitchell, en skotte, der flyttede til USA. Han opfandt brætterne, som holder kortene, og bevægelsen til whistdrevene i 1890'erne. I den grundlæggende Mitchell-bevægelse sidder alle N/S-par ned, mens E/W-par flytter et bord op i hver runde. Når de flytter sig, går brætterne et bord ned. Dette har den virkning, at turneringen deles i to halvdele, men senere bevægelser kan undgå dette. Ved at give mange par mulighed for at spille på det samme sæt brætter blev turneringswhist opfundet. Idéen, med variationer, bruges stadig i dag til bridgeturneringer.