Trilemma: Definition og det ondes problem fra Epikur til Hume
Trilemma: Forklaring af det ondes problem fra Epikur til Hume — Gennemgang af dilemmaet om Guds almagt og godhed, historisk oprindelse og centrale filosofiske argumenter.
Et trilemma er et vanskeligt valg, hvor der er tre forskellige muligheder, og hvor hver mulighed synes ufordelagtig eller problematisk. Begrebet bruges i flere sammenhænge, men inden for religionsfilosofi betegner det ofte den klassiske konflikt mellem Guds almagt, Guds godhed og den faktiske tilstedeværelse af ondskab i verden.
Historisk oprindelse
En af de tidligste anvendelser af denne type argument findes hos den græske filosof Epikur, som ifølge senere kilder skal have stillet spørgsmålstegn ved, hvordan en almægtig og god gud kunne tillade ondskab. Selv om udsagnet traditionelt tilskrives Epikur, er det blevet foreslået, at den oprindelige formulering muligvis stammer fra en tidlig skeptisk forfatter, som f.eks. Carneades.
Humes formulering
David Hume opsummerede senere trilemmaet på en måde, som har været meget indflydelsesrig i nyere debat. Hume formulerede problemet omtrent sådan:
- Hvis Gud ikke er i stand til at forhindre ondskab, er han ikke almægtig.
- Hvis Gud ikke er villig til at forhindre ondskab, er han ikke god nok.
- Hvis Gud både vil og kan forhindre ondskab, hvorfor findes det så?
Denne korte fremstilling fremhæver det tilsyneladende logiske spændingsforhold mellem de tre påstande: Guds almagt, Guds godhed og eksistensen af ondskab.
Varianter af det ondes problem
I filosofiske studier omtales diskussioner om dette trilemma ofte som "det ondes problem". Detoneres typisk i to hovedformer:
- Det logiske (konsistens)problem: Påstår, at påstandene om Guds almagt, godhed og tilstedeværelsen af ondskab er logisk uforenelige.
- Det evidensbaserede (probabilistiske) problem: Hævder, at prisværdigheden og mængden af ondskab i verden gør det usandsynligt, at en almægtig og helt god Gud eksisterer, selvom påstandene ikke er logisk uforenelige.
Der skelnes også mellem moralsk ondskab (ondskab forårsaget af menneskelige handlinger) og naturlig ondskab (lidelse forårsaget af naturkatastrofer, sygdom osv.), fordi svarene ofte adskiller sig for de to typer.
Svar og teodicéer
Gudsforældre og filosoffer har foreslået flere typer svar for at håndtere trilemmaet:
- Frihedsforsvaret: Forklarer ondskab som konsekvens af menneskefrihed. For at fri vilje skal være virkelig, må mennesker kunne vælge ondt; dermed er noget ondskab en nødvendig pris for moralsk værdi og autentisk frihed. Alvin Plantinga er en central fortaler for denne type svar.
- Sjælemodnings- eller "soul-making"-teodicéen: Forsvarer ondskab som et middel til moralsk og åndelig udvikling; lidelse og udfordringer anses som betingelser, hvorigennem dyder dannes.
- Begrænsning af Guds egenskaber: Nogle filosofiske og teologiske positioner ændrer på forståelsen af almagt eller godhed (f.eks. process-teologi eller ideer om, at Guds magt er selvbegrænset), så påstandene ikke står i konflikt med ondskabens eksistens.
- Skeptisk teisme: Argumenterer for, at menneskelig begrænset viden ikke tillader os at dømme, om et givet onde er foreneligt med en større god grund, som vi ikke kender til. Derfor er vores evidens for at afvise Gud utilstrækkelig.
- Dæmonisering af begrebet "ondskab": Nogle svar omdefinerer eller mindsker vægten af visse slags lidelser ved at stille spørgsmål ved antagelser om, hvad "gode" og "onde" egentlig indebærer i et teologisk perspektiv.
Vurdering og betydning
Det ondes problem og det tilknyttede trilemma er et af de mest vedholdende og centrale temaer i religionsfilosofi, fordi det rører ved grundlæggende spørgsmål om moral, lidelse, Guds natur og menneskets plads i verden. Diskussionen har både filosofiske og praktiske konsekvenser: den påvirker teologiske doktriner, pastoral omsorg, etik og den måde troende og ikke-troende forstår lidelse.
Samtidig har debatten ført til mange nye tilgange inden for filosofi af religion: streng logisk analyse af argumenter, empirisk opmærksomhed på typer og omfang af lidelse, samt udvikling af mere nuancerede teodicéer. Uanset hvilken løsning man finder mest overbevisende, fungerer trilemmaet som et analytisk redskab til at klarlægge og udfordre vores antagelser om guddommelige egenskaber og verdens tilstand.
Relaterede sider
Spørgsmål og svar
Q: Hvad er et trilemma?
A: Et trilemma er en situation, hvor der er tre forskellige muligheder, som hver især ser ugunstige ud.
Q: Hvem er krediteret for først at have brugt begrebet trilemma?
A: Den græske filosof Epikur er krediteret for den første brug af begrebet trilemma.
Q: Hvad er trilemmaet som opsummeret af David Hume?
A: Ifølge David Hume er trilemmaet som følger: Hvis Gud ikke er i stand til at forhindre det onde, er han ikke almægtig. Hvis Gud ikke er villig til at forhindre det onde, så er han ikke almægtig. Hvis Gud både er villig til og i stand til at forhindre det onde, hvorfor eksisterer det så?
Q: Hvad er "det ondes problem" i filosofien?
A: "Det ondes problem" i filosofien refererer til diskussioner og debatter om trilemmaet, specifikt om eksistensen af det onde og Guds natur.
Q: Hvem er ellers blevet foreslået som den mulige forfatter til trilemmaet, bortset fra Epikur?
A: Det er blevet foreslået, at trilemmaet faktisk kan være skrevet af en tidlig skeptisk forfatter, muligvis Carneades.
Q: Hvad er argumentet mod eksistensen af en almægtig og almægtig Gud baseret på trilemmaet?
A: Argumentet mod eksistensen af en almægtig og almægtig Gud er baseret på den logiske inkonsistens, som trilemmaet præsenterer. Hvis Gud både er villig og i stand til at forhindre det onde, så burde det onde ikke eksistere.
Q: Hvilken betydning har trilemmaet i filosofien?
A: Trilemmaet er vigtigt i filosofien, da det præsenterer et udfordrende problem, som fortsat debatteres og diskuteres af filosoffer, teologer og andre, der er interesserede i Guds natur og det ondes eksistens.
Søge