Synkrondykning: regler, teknik, bedømmelse og OL-historie
Synkrondykning: Lær regler, teknik, bedømmelse og OL-historien — fra grundspring til fridyk. Guide til dommere, scoring og træning for konkurrencer.
Synkrondykning (synchro) er en disciplin inden for dykning, hvor to dykkere fra samme hold udfører det samme spring samtidig fra enten et tre meters springbræt eller en ti meters platform. Sporten blev en del af de olympiske lege ved legene i Sydney i 2000 og omfatter normalt både mænds- og kvindehold på 3 m springbræt og 10 m platform.
Regler og konkurrenceformat
I internationale konkurrencer består et program typisk af fem dyk for hvert par. De to første dyk er ofte grundlæggende dyk med begrænset sværhedsgrad (såkaldte "compulsory" eller "required" dives), mens de efterfølgende tre dyk kan være friere og mere komplekse. I nogle lavere niveauer eller særlige konkurrencer kan antallet af dyk variere (fx seks dyk), men princippet er det samme: et samlet resultat efter alle runder afgør placeringen.
Der er faste dykkertyper (dykkegrupper), som regel omfatter:
- Fremadgående spring (forward)
- Baglæns spring (backward)
- Reverse/indadgående spring (reverse/inward)
- Twist/skrue-spring (twist)
- Armstand (armstand) – typisk på platform
Teknik og synkronisering
Synkrondykning handler både om individuel teknisk kvalitet og om præcis synkronisering mellem de to dykkere. Vigtige elementer omfatter:
- Anspring og afsæt: Begge dykkere skal starte og afsætte fra brættet/platformen med samme timing og kraft.
- Rotation og kropsposition: Antal rotationer, kropsholdning og positionsskift skal være ensartede.
- Indgang i vandet: En lodret, kontrolleret indgang med minimal plask er afgørende og bør ske samtidig for begge dykkere.
- Visuel synkronisering: Arm- og benstillinger, timing af skrue- og vippebevægelser samt øjenkontakt under træning hjælper med at opnå perfektion.
Bedømmelse og pointgivning
Dommerne giver karakterer for både udførelse og synkronisering. Karaktererne gives normalt på en skala fra 0 til 10, ofte i halve point. Et panel af dommere vurderer hverken alene; nogle dommere fokuserer på den enkelte dykkers udførelse, mens andre bedømmer parrets synkronisering. For at sikre retfærdighed udelukkes typisk de højeste og laveste karakterer i beregningen. Den resterende sum multipliceres med springets sværhedsgrad (Degree of Difficulty, DD) for at beregne dykets endelige score.
Der gives også straf for f.eks. afbrydelse, fejl ved afsæt, for stor skrueforskel eller kontakt under springet. Præcis praksis for beregning kan variere en smule mellem nationale forbund og internationale turneringer, men principperne med at kombinere dommerkarakterer og DD er fælles.
OL-historie og udvikling
Synkrondykning debuterede ved OL i Sydney 2000 og har siden været en fast del af programmet. De tidlige år viste hurtigt, at visse nationer, især Kina, fik stor international dominans i disciplinen på grund af intensiv træning og stærke par.
Udover OL er synkrondykning fast inventar ved verdensmesterskaber, europamesterskaber og World Cup-stævner. I nyere tid er der også kommet mixed synkrondykning (et mandligt og et kvindeligt medlem af samme par) på programmerne ved flere internationale mesterskaber, selvom mixed endnu ikke er en fast olympisk disciplin.
Træning, sikkerhed og udstyr
Dykkere træner både i vand og på land (fx trampolin og tørstige teknikker) for at opbygge kropskontrol, springstyrke og luftfornemmelse. Sikkerhed er vigtig: træning foregår ofte under tilsyn af trænere, og på platform er der ekstra fokus på korrekt teknik ved afsæt og indgang for at undgå skader. Badetemperatur, dybde og udstyr kontrolleres løbende for at sikre optimale forhold.
Afsluttende bemærkninger
Synkrondykning kombinerer individuel teknisk excellence med teamwork og præcis timing. For tilskueren er sporten visuelt imponerende, fordi dykkernes bevægelser skal være næsten identiske samtidig med, at de udfører komplekse og fysisk krævende spring. For udøverne kræver det mange timers træning, god kommunikation og tillid mellem parterne.
Historien om synkroniseret dykning
Synkroniseret dykning blev internationalt introduceret ved FINA World Cup i 1995. I 1999 blev fire synkrondykningsbegivenheder tilføjet til det olympiske program på IOC's bestyrelsesmøde i Lausanne. Derefter blev det en olympisk sport med sin debut ved legene i Sydney i 2000 med tre meter springbræt og ti meter platform for både mænd og kvinder.
Type af dyk
Dyk grupper
Der er seks grupper af dyk. De første fire viser, i hvilken retning dykkeren roterer.
1. Fremadrettet gruppe: Dykkeren står med front mod brættet og hopper mod vandet.
2. Bagudrettet gruppe: Baglæns dykning: Baglæns dykning begynder i enden af brættet med ryggen mod vandet.
3. Omvendt gruppe: Omvendt gruppe: Omvendte dyk starter med dykkeren med front mod brættet og roterer derefter mod brættet.
4. Indadgående gruppe: Disse dyk starter i enden af brættet med ryggen mod vandet, men roterer derefter mod brættet.
5. Drejningsgruppe: Alle dyk, hvor der anvendes et twist, undtagen armstand.
6. Armstøttegruppe: Dykkene begynder med en håndstandsposition på enden af platformen før dykningen.
Kroppens positioner
Et dyk kan udføres med en af følgende fire positioner.
Pike: Armudlægningen kan være forskellig alt efter de enkelte dykkers dykninger.
Tuck: Kroppen er bøjet i taljen og knæene med lårene trukket ind til brystet. Hælene holdes tæt ind til balderne, og fødderne skal holdes samlet.
Lige: uden bøjning i taljen eller i knæene. Armens placering kan varieres efter dykkernes eget valg eller bestemmes af det udførte dyk.
Frit: anvendelse af en hvilken som helst af de tre ovennævnte positioner eller kombinationer af dem, når du udfører et snoede dyk.
Pointgivning og bedømmelse
Scoring
Mens der skal syv dommere til at bedømme de individuelle discipliner, er der 11 dommere til at bedømme synkrondykning. Under et synkroniseringsarrangement giver tre dommere point for afslutningen af dykkeren A's præstation, mens tre andre dommere giver point for afslutningen af dykkeren B's præstation. De resterende fem dommere bedømmer synkroniseringen af to dykkere. Hver dommer giver en dykning en score på mellem 0 og 10 point, i trin på et halvt point.
10: Fremragende
8,5-9,5: Meget godt
7-8: God
5-6.5: Tilfredsstillende
2,5-4,5: Mangelfuldt
0,5-2: Utilfredsstillende
0: Fuldstændig mislykkedes
Bedømmelse
Dommerne vurderer følgende dele af et dyk for at fastsætte en samlet score:
Anflyvning: flere skridt fremad til enden af brættet før start. Det skal være glat, men kraftfuldt med god form.
Takeoff: En dykkers spring fra brættet før udførelse af dykningen. det er vigtigt at vise kontrol og balance med passende vinkel og afstand fra brættet.
Højde: Et højere spring gør det muligt for dykkere at dykke med præcision og glidende bevægelser.
Udførelse: korrekt mekanisk udførelse, færdigheder, form og ynde.
Indtastning: Det er vigtigt, at du går i vandet, for det er det sidste øjeblik, som dommeren ser. Den skal være lodret med et minimum af stænk.
Søge