Sycorax – Uranus' største retrograde irregulære måne

Sycorax — Uranus' største retrograde irregulære måne. Opdaget 1997; navn fra Shakespeare. Læs om dens opdagelse, bane, størrelse og unikke egenskaber.

Sycorax er en af Uranus' måner. Det er den største retrograde ikke-sfæriske af dens måner, hvilket betyder, at den bevæger sig i en retning modsat Uranus' rotation og ikke har fået en rund (sfærisk) form gennem egen tyngdekraft.

Sycorax blev fundet den 6. september 1997 af Brett J. Gladman, Philip D. Nicholson, Joseph A. Burns og John J. Kavelaars. De fandt den ved hjælp af 200-tommers Hale-teleskopet. De fandt også Caliban. Sycorax fik betegnelsen S/1997 U 2. Opdagelsen var en del af en serie observationer af Uranus' ydre omgivelser, hvor flere små, uregelmæssige måner blev registreret.

Sycorax blev bekræftet som Uranus XVII. Den blev opkaldt efter Sycorax, Calibans mor i William Shakespeares skuespil The Tempest.

Baneforhold og klassifikation

Som en retrograd irregulær måne har Sycorax en fjern, eksentrisk bane med en hældning, der adskiller sig markant fra de regulære (nære, prograde og ofte næsten cirkulære) måner. Den kredser om Uranus i flere millioner kilometers afstand og bruger typisk flere år på én omløb omkring planeten. Banens egenskaber tyder på, at Sycorax ikke dannede sig sammen med de indre, regulære måner, men snarere er et fanget objekt.

Fysiske egenskaber

Sycorax er ikke stor nok til at være sfærisk; den antages at være et uregelmæssigt formet legeme. Dens diameter er estimeret til at være i størrelsesordenen nogle hundrede kilometer (ofte angivet til omkring 100–200 km afhængigt af antagelser om hvor reflekterende overfladen er). Lysstyrken og farven på Sycorax indikerer en forholdsvis rødlig overflade sammenlignet med nogle andre Uranus-måner, hvilket kan pege på organisk-rige materialer eller overfladeforandringer forårsaget af bestråling i det ydre solsystem.

Oprindelse og teorier

Den almindelige forklaring på irregulære, retrograde måner som Sycorax er, at de oprindeligt var små legemer (f.eks. asteroider eller transneptunske objekter), som blev fanget af Uranus' tyngdefelt tidligt i solsystemets historie eller i forbindelse med senere dynamiske processer. Fangstprocessen kan have involveret vekselvirkninger med andre planeter eller måner, eller fragmentering efter en kollision.

Observationer og forskning

Efter den første opdagelse er Sycorax blevet observeret med større teleskoper for at bestemme baneelementer, lyskurver og spektrale egenskaber. Mange informationer om små, fjerne måner er dog stadig usikre, fordi de er svage og vanskelige at måle præcist. Fremtidige observationer, især med kraftige jordbaserede teleskoper eller rumteleskoper, kan forbedre kendskabet til Sycorax' rotation, overfladesammensætning og nøjagtige størrelse.

Bemærk: Tal for størrelse, albedo og baneperiode for små, fjernmåner kan variere i litteraturen, da estimater ofte afhænger af antagelser om overfladens reflekterende egenskaber og begrænsede observationsdata.

Orbit

Sycorax følger en meget fjern bane, mere end 20 gange længere væk fra Uranus end den fjerneste almindelige måne Oberon. Dens bane er retrograd, moderat skrå og excentrisk.

Orbitalparametrene tyder på, at den sammen med Setebos og Prospero kan tilhøre den samme dynamiske klynge, hvilket tyder på en fælles oprindelse.

Diagrammet illustrerer de retrograde ikke-sfæriske måner af Uranus' baneparametre (i polære koordinater) med banernes excentricitet repræsenteret ved segmenterne fra pericenteret til apocenteret.

 
Retrograde uregelmæssige satellitter til Uranus.  

Søg efter bogstav