Det spanske alfabet: bogstaver, udtale og accenter (inkl. ñ)

Lær det spanske alfabet: bogstaver, udtale, accenter og særlige ñ (eñe). Klar, praktisk guide til korrekt stavning og udtale for begyndere og øvede.

Forfatter: Leandro Alegsa

11-02-2026 22:21

Det spanske alfabet er et latinsk alfabet med 27 bogstaver, der bruges til at skrive det spanske sprog. Det har de samme bogstaver som ISO's latinske grundalfabet med det ekstra bogstav ñ, som hedder eñe (udtales EN-yay). Ud over bogstaver bruger alfabetet også accenttegn til at markere betonede stavelser. Det spanske alfabet er ret fonemisk, hvilket betyder, at ord normalt staves på samme måde, som de lyder. Selv om der findes forskellige accenter på spansk som på alle andre levende sprog, passer udtalen normalt godt med stavningen.

Bogstaverne i alfabetet

Det moderne spanske alfabet består af 27 bogstaver. Her er en oversigt med de almindelige navne og nogle korte kommentarer om udtale:

A (a)
B (be) — udtales som [b] eller den spirantiske [β] mellem vokaler
C (ce) — før e/i udtales den som [θ] i størstedelen af Spanien eller [s] i Latinamerika; ellers [k]
D (de)
E (e)
F (efe)
G (ge) — før e/i udtales den som en hård frikat i retning af [x] eller [h]; ellers [g]
H (hache) — stum i standardspansk
I (i)
J (jota) — ligner G før e/i i lyd ([x]/[h])
K (ka)
L (ele)
M (eme)
N (ene)
Ñ (eñe) — et selvstændigt bogstav med lyden [ɲ] (som "ny" i engelsk "canyon")
O (o)
P (pe)
Q (cu) — altid efterfulgt af u (que, qui) og udtales [k]
R (ere/erre) — r'et kan være enkelt (mellem vokaler, én rulle: [ɾ]) eller rullet (i begyndelsen af ord eller som rr: [r])
S (ese)
T (te)
U (u)
V (uve eller ve) — fonetisk tæt på B i de fleste dialekter
W (uve doble eller doble ve) — bruges mest i fremmedord
X (equis) — kan udtales [ks], [s] eller [x] afhængig af ordet
Y (ye eller i griega) — som vokal ofte [i], som konsonant [ʝ] eller [j]
Z (zeta) — udtales [θ] i størstedelen af Spanien og [s] i Latinamerika

Digrafer og historiske bemærkninger

Digraferne ch og ll blev tidligere betragtet som separate bogstaver i det spanske alfabet, men i 1994 besluttede den kongelige spanske akademi (RAE), at de ikke længere skal regnes som selvstændige bogstaver i alfabetisk rækkefølge. De behandles nu som kombinationer af to bogstaver (c + h, l + l). Udtalen af ll varierer regionalt (traditionelt [ʎ], men mange steder udtales det som [ʝ], [ʒ] eller [dʒ] — fænomenet kaldes yeísmo).

Accenter og diakritiske tegn

Spansk har tre vigtigste diakritiske tegn:

Akut accent (´) — bruges til at markere betonede stavelser, fx teléfono, og til at skelne betydninger: sí (ja) vs si (hvis), tú (du) vs tu (din).
Tilde på n (ñ) — ikke et accenttegn, men en del af bogstavet eñe; skaber lyden [ɲ], fx año (år).
Diaeresis/umlaut (¨) — over u i kombinationer som güe og güi for at angive, at u skal udtales: pingüino (pingvin). Normalt er u i gue/gui ikke udtalt (fx guerra), medmindre der bruges diaeresis.

Regler for trykstød (betoning)

Der er faste regler for, hvor trykket normalt ligger, og hvornår man sætter accent:

Ord, der ender på vokal, n eller s, får normalt tryk på næstsidste stavelse (penultimat): mesa, joven, hablas.
Ord, der ender på andre konsonanter, får normalt tryk på sidste stavelse: hotel, reloj.
Når et ord afviger fra disse regler, markeres den betonede stavelse med en akut accent: café, árbol.
Accent bruges også til at skelne homografer med forskellig funktion eller betydning: él (han) vs el (bestemt artikel), más (mere) vs mas (men, litterært).

Udtalemæssige variationer

Selvom spansk generelt er fonemisk, findes der regionale forskelle i udtalen:

Seseo/ceceo: I størstedelen af Latinamerika udtales c (før e/i) og z som [s] (seseo), mens mange dele af Spanien skelner med [θ] (ceceo/trema i nordlige dialekter).
Aspireret eller svag h-lyd: I visse andalusiske og karibiske dialekter kan s og j/g blive aspireret eller svækket.
Yeísmo: Manglende sondring mellem ll og y er udbredt i store dele af den spansktalende verden.

Andre typiske træk ved skrift

Spansk bruger både indledende og afsluttende spørge- og udråbstegn (¿ ... ? og ¡ ... !).
Store bogstaver bruges ligesom på dansk, selvom accenttegn på store bogstaver tidligere undertiden blev udeladt; korrekt praksis er at bevare accenter også på versaler (fx ÉSTO).

Sammenfattende er det spanske alfabet tæt på det latinske grundalfabet med den særlige tilføjelse af ñ, klare regler for betoning og et par diakritiske tegn, som hjælper med at angive både udtale og betydning. På trods af regionale udsving i udtalen gør alfabetets fonemiske karakter spansk relativt let at lære at læse og stave.

Søge