SOS

Tidlig udvikling

Før radiokommunikationen blev udviklet i begyndelsen af 1890'erne, havde søgående skibe allerede indført mange forskellige visuelle og akustiske nødsignaler. De brugte bl.a. semaforeflag, signalblus, klokker og tågehorn. I begyndelsen blev radioen kaldt trådløs telegrafi. Den anvendte morsekode, et dit-and-dah-system, der oprindeligt blev udviklet til fastnettelegrafi.Da radiokommunikation blev tilgængelig for skibe, var der behov for standardiseret kommunikation. Samarbejdet var noget begrænset af nationale forskelle og rivaliseringer mellem forskellige radioselskaber.

Den første internationale radiotelegrafikonference blev afholdt i Berlin i Tyskland i 1903. Dengang diskuterede kaptajn Quintino Bonomo, en italiensk repræsentant, behovet for fælles driftsprocedurer. Han havde også et forslag om, at "skibe i nød ... skulle sende signalet SSS DDD med få minutters mellemrum", ifølge "The Wireless Telegraph Conference", i The Electrician af 27. november 1903. Spørgsmål om, hvordan man skulle gøre tingene, lå uden for rammerne af konferencen i 1903. Selv om artikel IV i konferencens slutprotokol, der blev underskrevet den 13. august 1903, sagde, at "trådløse telegrafstationer bør, medmindre det er praktisk umuligt, give prioritet til nødopkald modtaget fra skibe på havet", blev der ikke vedtaget noget standardsignal på det tidspunkt.

Da der ikke fandtes nogen internationale regler, måtte hvert skib selv udvikle sin egen praksis. I 1905 sendte besætningen på et synkende fyrskib ud for Nantucket f.eks. ordet "HELP" for at tilkalde redning. Det første internationale radionødkald, der blev vedtaget, var måske "CQD" ( - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - ). Det blev bekendtgjort den 7. januar 1904 i "Circular 57" fra Marconi International Marine Communication Company. Det trådte i kraft for Marconi-anlæg den 1. februar 1904. Et andet forslag optrådte i 1906-udgaven af S. S. Robisons "Manual of Wireless Telegraphy for the Use of Naval Electricians", der blev udgivet til brug for den amerikanske flåde. Heri stod der, at de visuelle standardsignaler for flag, kendt som International Code of Signals, sandsynligvis også ville blive vedtaget til radiobrug. Derfor ville flagsignalet "NC" ( - - - - - - - - - ), som stod for "In distress; want immediate assistance", sandsynligvis også blive et radionødkald.

SOS oprettet i Tyskland

En tredje standard resulterede i oprettelsen af SOS-nødsignalet. Den tyske regering udstedte et sæt nationale radioregler. Disse blev anvendt fra den 1. april 1905. De indførte tre nye morsekode-sekvenser, herunder SOS-nødsignalet:

1. Ruhezeichen ("signal til ophør af udsendelse"), der består af seks streger ( - - - - - - - - - - ). Signalet blev sendt af kyststationer for at fortælle andre lokalstationer, at de skulle holde op med at sende.
2. Suchzeichen ("søgesignal"), der består af tre-dit/tre dahs/en-dit, der alle løber sammen (- - - - - - - - - - ). Signalet blev brugt af skibe for at få landstationernes opmærksomhed.
3. Notzeichen ("Nødsignal"), der består af tre-dits/tre-dahs/tre-dits (- - - - - - - - - - - - - - ), også i en kontinuerlig rækkefølge, "som skal gentages af et skib i nød, indtil alle andre stationer er holdt op med at fungere".

SOS blev udviklet ud fra det generelle tyske radiokald "SOE", idet de 3 dits i et "S" er lettere at høre i statisk støj end det ene dits i et "E". Strengen har ingen anden betydning. Den blev også valgt, fordi den er let at genkende og kan sendes hurtigt. Sammenligner man SOS (di-di-di-da-dah-dah-dah-dah-dah-di-di-di-dit) med den ældre CQD (dah-di-dah-dah-dit dah-dah-dah-di-dah-dah dah-di-dit) (- --- /-- ---- --/---- -) er det tydeligt, hvor meget enklere den nye kode er. Den ville heller ikke blive forvekslet med CQ. CQ er radiokoden for "at ringe til nogen", som bruges under afslappede omstændigheder.

I 1906 blev den anden internationale radiotelegrafikonvention afholdt i Berlin. På denne kongres blev der udarbejdet mange tjenesteforskrifter, som skulle tilføjes til hovedaftalen, der blev underskrevet den 3. november 1906 og trådte i kraft den 1. juli 1908. Artikel XVI i reglementet vedtog Tysklands Notzeichen-nødesignal som international standard med følgende ordlyd: "Skibe i nød skal anvende følgende signal: - - - - - - - - - - - gentaget med korte mellemrum". Det første skib, der sendte et SOS-nødsignal, var tilsyneladende Cunard-lineren Slavonia den 10. juni 1909, ifølge "Notable Achievements of Wireless" i Modern Electrics fra september 1910. Der var imidlertid en vis modstand blandt Marconi-operatørerne mod at indføre det nye signal, og så sent som ved RMS Titanics forlis i april 1912 blandede skibets Marconi-operatører CQD- og SOS-nødkaldet sammen. Men da der var behov for konsekvens af hensyn til den offentlige sikkerhed, synes brugen af CQD generelt at være forsvundet efter dette tidspunkt.

Både i den tyske lov af 1. april 1905 og i de internationale regler af 1906 blev nødsignalet specificeret som en kontinuerlig sekvens af morsekoder med tre-dits/tre-dahs/tre-dits uden nogen omtale af alfabetiske ækvivalenter. I den internationale morsekode udgør tre dits imidlertid bogstavet S og tre dahs bogstavet O, og det blev hurtigt almindeligt at omtale nødsignalet som "SOS". I en tidlig rapport om "The International Radio-Telegraphic Convention" i Electrical World af 12. januar 1907 stod der, at "Skibe i nød bruger det særlige signal SOS, der gentages med korte intervaller". (I amerikansk morsekode, som blev brugt af mange kystskibe i USA i den første del af det 20. århundrede, stod tre dah'er for tallet "5", så i nogle få tilfælde blev nødsignalet uformelt omtalt som "S5S").

I modsætning til CQD, som blev sendt som tre separate bogstaver med mellemrum mellem hvert bogstav, er SOS-nødopkaldet altid blevet sendt som en kontinuerlig sekvens af dits-and-dahs og ikke som individuelle bogstaver. Det var ikke noget problem, så længe operatørerne var klar over, at "SOS" teknisk set blot var en praktisk måde at huske den korrekte rækkefølge af nødsignalets i alt ni dits og dahs på. I de senere år blev antallet af specielle morse-symboler øget. For at angive den korrekte rækkefølge af dits og-dahs for et langt specialsymbol er det standardpraksis at opregne alfabetiske tegn, der indeholder de samme dits og-dahs i samme rækkefølge, med en streg oven på tegnfølgen for at angive, at der ikke må være nogen interne mellemrum i transmissionen. Under den moderne notation bliver nødsignalet således SOS. (I international morse ville bl.a. VTB, IJS og SMB også korrekt oversættes til nødkaldssekvensen - - - - - - - - - - - - -, men traditionelt bruges kun SOS).

SOS er også nogle gange blevet brugt som et visuelt nødsignal bestående af tre korte/tre-lange/tre korte lysglimt eller med "SOS" stavet med enkelte bogstaver, f.eks. indgraveret i en snebanke eller formet af træstammer på en strand. Det blev vigtigt for den visuelle genkendelse, at SOS kan læses både med højre side op og med hovedet nedad, hvis det ses oppefra, at det kan læses både med højre side op og med hovedet nedad.

Berømte SOS-opkald

• RMS Lusitania
• RMS Titanic
• HMHS Britannic
• SS Andrea Doria

Senere udvikling

Efter SOS blev der indført yderligere advarsels- og nødsignaler. Den 20. januar 1914 vedtog den internationale konvention om sikkerhed for menneskeliv til søs i London morse-signalet TTT ( - - - -), med tre T'er (-) med korrekt afstand mellem tre bogstaver for ikke at blive forvekslet med bogstavet O (- - - -), som "sikkerhedssignal", der anvendes til meddelelser til skibe, der "vedrører navigationssikkerhed og er af hastende karakter". Da der blev udviklet radiosendere, der kunne sende lyd, var der behov for en talt nødsignal, og "Mayday" blev vedtaget af den internationale radiokonvention i 1927 som SOS-signal. For TTT er de tilsvarende lydsignaler "Pan-pan" for nødsituation og "Securite" for navigationssikkerhed.

Under Anden Verdenskrig blev der brugt yderligere koder til at inkludere øjeblikkelige oplysninger om angreb fra fjendtlige skibe, især under slaget om Atlanterhavet. Signalet SSS signalerede angreb fra ubåde, mens RRR advarede om et angreb fra et overfladekrydserfartøj, QQQQ advarede om et ukendt fartøj (normalt en hjælpekrydser), og AAA indikerede et angreb fra fly. De blev normalt sendt i forbindelse med SOS-nødkoden. Alle disse koder skiftede senere fra tre gentagelser af bogstavet til fire gentagelser ("RRRR" osv.).