Shanti Bahini (1972–1997): Oprørsbevægelsen i Chittagong Hill Tracts, Bangladesh
Shanti Bahini (1972–1997): Oprørsbevægelsen i Chittagong Hill Tracts, Bangladesh — historien om stammefolkets kamp, konflikter med centralregeringen og vejen til 1997-fredsaftalen.
Shanti Bahini (bengali: শান্তি বাহিনী, "Fredsstyrke") var navnet på den militære fløj af Parbatya Chattagram Jana Sanghati Samiti - det Forenede Folkeparti i Chittagong Hill Tracts i Bangladesh.
Det blev dannet i 1972 for at bevare stammefolkenes rettigheder i det sydøstlige Bangladesh og kæmpede i mange år mod centralregeringen. Den opgav at være militant efter den fredsaftale, der blev underskrevet af regeringen og Samiti den 2. december 1997. Flere medlemmer og tilhængere accepterede aftalen og gik ind i politisk arbejde, men nogle dissidenter afviste aftalen og dannede mindre væbnede eller politiske splintergrupper, som fortsat har skabt sporadisk uro i regionen.
Baggrund
Chittagong Hill Tracts (CHT) er et bakkede område ved Bangladeshs sydøstlige grænse med Myanmar, beboet af en række oprindelige etniske grupper. De mest fremtrædende grupper omfatter blandt andre:
- Chakma
- Marma
- Tripura
- Tanchangya
- Mro og Bawm
Efter Bangladeshs uafhængighed i 1971 iværksatte staten en koloniseringspolitik, der fremmede indvandring af bengalske bosættere til CHT. Det øgede spændingerne om jord, politisk repræsentation og kulturel autonomi og var en vigtig årsag til dannelsen af Shanti Bahini.
Væbnet konflikt og taktikker
Shanti Bahini førte en geriljakrig mod Bangladeshs sikkerhedsstyrker og symboler på statslig kontrol med målet om større autonomi og anerkendelse af oprindelige folks rettigheder. Aktionerne omfattede baghold, angreb på militære mål, sabotage og i perioder også sammenstød med civile bosættere. Regeringens svar var militære operationer, oprettelse af sikkerhedsposter, tvangsforflyttelser og støtte til bosættere, hvilket førte til anklager om menneskerettighedskrænkelser på begge sider.
Konflikten havde store humanitære konsekvenser: mange civile blev fordrevet, landsbyer blev ramt, og lokalsamfund oplevede langvarig usikkerhed. Internationale menneskerettighedsorganisationer og lokale grupper dokumenterede overgreb og kaldte på politiske løsninger.
Fredsopgørelse (1997) og centrale elementer
Den 2. december 1997 blev der underskrevet en fredsaftale mellem den bengalske regering og Parbatya Chattagram Jana Sanghati Samiti (PCJSS). Aftalen havde til formål at afslutte den væbnede konflikt og indeholdt flere nøgleelementer:
- Erkendelse af behovet for særlig administration og rettigheder i CHT samt oprettelse af organer til lokal forvaltning.
- Oprettelse af regionale og distriktsråd med udvidede beføjelser for at håndtere lokale anliggender og udvikling.
- Forpligtelser om tilbagetrækning eller reduktion af militær tilstedeværelse og om retur/rehabilitering af fordrevet befolkning samt løsning af jordproblemer.
- Reintegration af mange tidligere kombattanter i civile liv eller politisk arbejde.
Efter aftalen deponerede mange Shanti Bahini-medlemmer deres våben og PCJSS bevægede sig i højere grad mod politisk deltagelse. Samtidig blev aftalens gennemførelse et centralt stridspunkt: kritikere hævdede, at implementeringen var ufuldstændig, at tilbagelevering af jord lå langsomt eller utilstrækkeligt, og at militære enheder fortsat var til stede i området.
Eftervirkninger og nutidig situation
Fredsavtalen reducerede den store væbnede konflikt, men løste ikke alle grundlæggende problemer. I årene efter 1997 har der været:
- Sporadiske sammenstød og voldelige hændelser mellem forskellige grupper, også fra dissidentiske fraktioner, der afviste aftalen.
- Vedvarende tvister om jordrettigheder, administrative beføjelser og kompensation for fordrivelse.
- Kritik fra oprindelige samfund og menneskerettighedsorganisationer af, at nøgleelementer i aftalen ikke blev gennemført tilstrækkeligt hurtigt.
Nogle tidligere medlemmer af Shanti Bahini og nye aktører dannede efterfølgende mindre politiske eller væbnede grupper (ofte omtalt som dissidentgrupper). Disse grupper har i perioder været involveret i lokal politisk uro, kriminalitet eller væbnet aktivitet, men de har aldrig genoplivet et oprør på samme niveau som før 1997.
Arv
Shanti Bahini og bevægelsen for oprindelige folks rettigheder i CHT har efterladt en kompleks arv. Fredsaftalen fra 1997 blev et vigtigt skridt mod at afvæbne konflikten og skabe institutionelle rammer for lokal autonomi, men manglende eller langsom implementering har betydet, at mange af de centrale krav fra oprørsbevægelsen stadig er relevante i politiske diskussioner den dag i dag. Spørgsmål om landrettigheder, kulturel anerkendelse og reel lokal kontrol over udvikling forbliver centrale i bestræbelserne på at opnå varig fred og retfærdighed i Chittagong Hill Tracts.
Søge